Sagens mange hundrede akter fylder flere ringbind, end der kan være i en almindelig rygsæk. Antallet af involverede personer overstiger hundrede, mens antallet af timer brugt på sagen kan tælles i tusinder – selv om det hele dybest set drejer om en mindre detalje: Kan en dansk student på udvekslingstudie i et andet EU-land stole på de anvisninger, han modtager fra sit universitet i Danmark?
Ja, troede RUC-studenten Kim Skettrup, der som en del af sit kandidatstudie i kommunikation og psykologi i forårssemestret 1997 tog imod et spændende tilbud: Et halvt år som ERASMUS-udvekslingsstudent på Trinity and All Saints College (TASC) i Leeds.
Vel ankommet til universitetet i Midtengland viste det sig, at de kurser, Kim havde søgt og fået godkendt som en del af sin uddannelse, blev aflyst for de ERASMUS-studerendes vedkommende, fordi de var overtegnet af TASC’s egne studerende. En lektor på TASC tilbød i stedet et skræddersyet undervisningsforløb i videoproduktion for Kim og andre ERASMUS-studerende, så deres ophold ikke blev meget anderledes eller mindre udbytterigt, end de havde forventet. Ifølge Kim var det alene på grund af det ekstraordinære kursus, at studierne ved TASC fik nogen faglig værdi.
Undervejs havde Kim flere gange udførligt mailet til såvel kontaktvejlederen som sekretæren for studienævnet og indgående forklaret om aflysningerne og om videokurset mv. Kim bad om en ny godkendelse, netop fordi det var afgørende, at TASC-opholdet kunne meritoverføres til RUC.
I februar 1997 svarede sekretæren bl.a. med følgende besked til Kim: »Jeg er sikker på, at det er ok, at du tager det intensive videokursus.« Desuden godkendte Kims kontaktvejleder på RUC i en e-mail det ændrede studieforløb.
Ved studiets afslutning i maj 1997 kom Kim tilbage til Danmark, og i september var han klar til at skrive sit speciale. Han forventede at færdiggøre sin kandidatuddannelse inden sommerferien 1998.
Lige præcis her startede det forløb, som ifølge Kim har sat alvorlige spørgsmålstegn ved troværdigheden hos såvel en række RUC-lærere som universitetets ledelse. Hele og halve bortforklaringer, bortkomne dokumenter samt skiftende begrundelser er indgået i den ammunition, som det mægtige RUC lod regne ned over en student, der tillod sig at stole på de anvisninger, han modtog hjemmefra.
I første omgang lignede det mest af alt en ubetydelighed:
TASC tilbageholdt Kims eksamensbevis – angiveligt fordi han manglede at betale en halv måneds hus-leje for det værelse, han havde lejet af en privat husvært under sit ophold. Kim henvendte sig derfor til RUC med et råb om hjælp.
»Jeg lejede værelset helt privat i den nærliggende by Horsforth. Min ’landlord’, som intet havde med TASC at gøre, var vældig flink, eller sådan virkede han i hvert fald. Men da jeg ikke på det tidspunkt vidste, hvornår semestret på TASC ville være afsluttet, vidste jeg heller ikke, om jeg skulle leje værelset til maj eller juni. Pyt med det, det finder vi da ud af, sagde udlejeren. Da kurset så sluttede i maj, og jeg ville have mit depositum tilbage, forlangte han også hus-leje fra juni. Enden blev, at jeg ikke betalte for juni – men omvendt beholdt udlejer mit depositum på en måneds husleje.«

I december 1997 henvendte Kim sig til studienævnet, fordi hans vejleder pure afviste at kunne hjælpe ham. Kim mente,
at når han var udsendt som ERASMUS-student af RUC, måtte universitetet da også have et ansvar for hans ophold og eksamensbevis. Han gjorde tilmed opmærksom på, at den ansvarlige for alle ERASMUS-aftaler i Danmark over for ham havde fast-slået, at det var et minimumskrav til udvekslingsaftaler, at der ved studiets afslutning i udlandet skulle udstedes et eksamensbevis.
Studienævnsformanden rådførte sig med universitetsdirektøren, og i februar 1998 afviste studienævnet, at »RUC som institution« havde »andel i den konflikt du har i forbindelse med at få udleveret dit eksamensbevis fra Leeds.« I øvrigt havde studienævnet ikke formelt set behandlet og dermed godkendt det faglige indhold i de ændrede kurser på TASC.
Efter 13 måneder fremsendte TASC i juni 1998 omsider eksamensbeviset til RUC. Kim havde nu »settled his affairs in Leeds«, som TASC anførte, men ifølge Kim skete det uden nogen handling endsige yderligere betaling fra hans side.
I juni 1998 kunne Kim efter sin egen vurdering have været færdig med sin kandidatuddannelse og dermed klar til en karriere – hvis ikke TASC-opholdet var blevet til en så omfattende ‘sag’.

»Jeg var total målløs over, at RUC ikke ville hjælpe mig. I stedet lod man mig forstå, at jeg havde gjort det sværere for RUC at få andre danske udvekslingsstudenter til TASC.«

Da studienævnet tre måneder efter, at TASC fremsendte eksamensbeviset, behandlede sagen, bragte uddannelsens internationale koordinator et nyt aspekt frem: De kurser, Kim havde fulgt, var såmænd gode nok, men samlet set var de bare ikke tilstrækkelige til at gøre det ud for et helt, men kun ca. to tredjedele, semester. Den besked kom totalt bag på Kim, der jo netop havde fået godkendelse af det ændrede kursusforløb og »ok« til at fortsætte opholdet på TASC.
Kim kunne sikkert nok få me-ritoverført sit TASC-ophold, men først skulle han udarbejde en afløsningsopgave »på ca. 15 sider«. Indholdet måtte han til gengæld selv bestemme. Trods opfordringer fra Kim nægtede universitetet flere gange at konkretisere opgavens indhold. Kim ønskede i stedet rene linjer: Nemlig at dumpe, således han kunne gå et semester om. Men det ønskede RUC heller ikke.

»Jeg var nok meget rethaverisk på det tidspunkt. Jeg undrede mig over, at man kunne forlange en afløsningsopgave og samtidig totalt nægte mig vejledning til, hvad den skulle gå ud på. Jeg opfattede kravet om en afløsningsopgave som et kluntet forsøg fra RUC’s side på at redde ansigt. Og for mig var det virkelig ydmygende: Hvis RUC ikke mente, jeg havde lært nok i Leeds, så giv mig da noget rigtig undervisning i stedet for at kræve en fristil om mine oplevelser i England.«
I september 1998 blev Kim direkte tilbudt et job, som han dog ikke kunne tage, fordi det var et formelt krav, at han kunne fremvise sit kandidatbevis. Han blev samtidig frataget sin SU og dermed sit eksistensgrundlag, fordi han ifølge edb-systemerne nu var mere end 12 måneder forsinket i sin uddannelse. Han fik dog tildelt ekstra otte måneders rettigheder som aktiv studerende på grund af et tidligere engagement i studenterrådet.
Kim klagede nu til RUC’s rektor, der behørigt indhentede udtalelser fra sagens forskellige implicerede på universitetet. Kim protesterede imod, at han først 16 måneder efter sin hjemkomst blev bekendtgjort med, at RUC ikke ville godkende TASC-opholdet. Han fandt det også grotesk, at han optog en studieplads uden at kunne være studieaktiv, samtidig med at han var nødsaget til at gældsætte sig og leve af SU-lån.
I januar 1999 afviste rektor klagen med en vurdering af, at studie-nævnet havde handlet ganske i overensstemmelse med »gældende regler på området«. På dette tidspunkt færdiggjorde Kim sit speciale i såvel kommunikation som psykologi med topkarakter.
I foråret 1999 kunne han stærkt forsinket siges at være færdig med kandidatuddannelsen. Og så alligevel ikke: Han manglede jo stadig at færdiggøre sit semester fra TASC, mente RUC.
Så var turen kommet til en klage til Undervisningsministeriet. Da ministeriet i juli 1999 var færdig med at gennemtygge sagen, mente embedsmændene på den ene side, at RUC’s håndtering nok var »uheldig«, bl.a. fordi universitetet ikke havde rådgivet Kim bedre og undladt at gå aktivt ind i at fremskaffe eksamensbeviset. På den anden side mente ministeriet dog ikke, at Kims e-mails med sekretæren for studienævnet og kontaktvejlederen »med rimelighed« kunne give anledning til at tro, »at der forelå en godkendelse af det ændrede studieprogram som sådan.«
Frem til dette tidspunkt var RUC’s hovedargument, at studienævnet formelt aldrig havde vurderet ændringen af kursusforløbet på TASC som en ny meritgodkendelse af studieindsatsen af den enkle grund, at Kim ikke havde anmodet om en sådan vurdering. Og at hans brevveksling på e-mail med studienævnssekretæren og kontaktvejlederen ikke måtte forveksles med en formel forhåndsgodkendelse fra studienævnet.
Kim klagede nu til Ombudsmanden. Men da Ombudsmanden gennemførte en undersøgelse, skiftede universitetet forklaring. Nu var det nemlig »en misforståelse«, at tilkendegivelserne fra studienævnssekretæren og kontaktvejlederen (som tidligere anført af såvel studienævn, rektorat og Undervisningsministeriet), ikke kunne betragtes som en formel godkendelse af det ændrede kursusforløb.
I stedet forklarede RUC nu, at kurserne var vurderet, men at de fagligt set ikke kunne gøre det ud for et almindeligt RUC-semester. Og »de gældende regler« betød nu, at kun de oprindeligt godkendte, men desværre overtegnede, kurser ville kunne meritoverføres.
Samtidig meddelte RUC, at den oprindelige forhåndgodkendelse dog ikke kunne dokumenteres, da den ikke længere eksisterede i RUC’s arkiv. Og endelig måtte Kims eventuelle udestående med en værelsesudlejer i Leeds vurderes efter engelske retsregler, som RUC hverken havde kendskab til eller pligt til at sætte sig ind i.

»Jeg ser den første del af forløbet som et udtryk for, at RUC af en eller anden grund ikke ville hjælpe mig. Men da jeg så klager til rektor, konstruerer de en virkelighed på et falskt grundlag, som går ud på, at mine e-mails ikke må forveksles med en formel godkendelse. Hele systemet bakker op om den opfattelse, uanset hvad jeg fremfører. Først da de skal forklare sig til Ombudsmanden, er det som om, de begynder at tænke over deres egne argumenter – og så skifter de til gengæld også forklaring. Men det får ingen konsekvenser, at systemet i den grad kan lukke sig om sig selv og afvise saglige indsigelser. Det er da et fuldstændigt barokt magtmisbrug, som ministeriet bakker op.«

I en 35 sider lang redegørelse fra oktober 2001 langede Ombudsmanden voldsomt ud efter såvel studienævn og rektoratet:
»Alt i alt anser jeg universitetets behandling af sagen for meget kritisabel.« Heller ikke Undervisningsministeriet gik ram forbi. Det burde efter Ombudsmandens mening »have påtalt de fejl, nævnets afgørelse led af,« anførte Hans Gammeltoft-Hansen, der også fandt, at de anvisninger, Kim modtog fra RUC under opholdet på TASC, havde »bindende eller i hvert fald retlig virkning.«
Forinden havde Kim under protest i februar 2000 afleveret den krævede afløsningsopgave »på ca. 15 sider«. Den handlede om magtmisbrug i bureaukratier. Kim afleverede opgaven på trods af den manglende opgaveformulering fra RUC.
Han havde nemlig fået en uformel tilkendegivelse om, at han nok kunne forvente en vis imødekommenhed, nu hvor Ombudsmanden var gået ind i sagen. Opgaven blev godkendt på under et døgn.

»Formålet med klagen til Ombudsmanden var selvfølgelig at få mit eksamensbevis. Men det havde jeg fået, da han kom med sin kritik efter næsten to års sagsbehandling. Men på trods af Ombudsmandens alvorlige kritik nægtede RUC, at de har handlet forkert. Jeg fik ikke en gang en undskyldning. Derfor blev jeg stædig og ville have en domstol til at tage stilling til ret og rimeligt.«

33 måneder efter sin hjemkomst fra Leeds stod Kim derfor i februar 2001 med sit kandidatbevis i hånden. Kontant havde
RUC’s undladelser kostet ham 26.000 kr. i ekstra SU-lån. Derfor undersøgte Kim i foråret 2001 mulighederne for at stævne RUC. Nu afdøde advokat Bent Nielsen fra Århus indvilligede i at føre sagen, som nu videreføres af advokat Christian Harlang.

»Med retssagen ville jeg have RUC til at erkende, at der ikke har været orden i deres ting. Men det kan man ikke anlægge sag på, forklarede advokaten mig. Det kunne kun være noget med økonomi, så nu har jeg forlangt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tort, selv om det jo egentlig er så langt væk fra det, der oprindeligt var sagens kerne, som man kan komme.«

Kim har nu, om end først efter et afslag, fået fri proces og kræver en erstatning for 20 måneders løn fra juni 1998 frem til februar 2000 samt en tort på 100.000 kr. Kammeradvokaten har på vegne af RUC afvist kravene, bl.a. med følgende formulering:
»Endvidere kan den omstændighed, at Ombudsmanden i re degørelse af 15. oktober 2001 har kritiseret min klients sagsbehandling ikke i sig selv tages til indtægt for, at der er handlet ansvarspådragende overfor Kim Skettrup.«
Så der er adskillige principielle spørgsmål på spil, når sagen starter i Østre Landsret den 8. marts, hvor bl.a. den ansvarlige for ERASMUS-aftalerne i Danmark og de ansvarlige studielærere fra RUC skal i vidneskranken.
RUC’s ledelse har ikke ønsket at kommentere sagen før retssagen.