Alexandra
*Hendes Kongelige Højhed har i dag alvorlige gøremål. Hun besøger Rehabiliterings- og Forskningscenteret for Torturofre. Det sker i fortsættelse af et støttebeløb, som hendes og ægtefællens fond har ydet til centeret.

Vamdrup-borgere
*Ved en folkeafstemning skal disse jyder i dag tage stilling til, om de vil være en slags byboere ved at blive fusioneret med Kolding, Christiansfeld eller Lunderskov – eller om de hellere vil være landkommune sammen med Rødding, Holsted og Brørup.

Beatrix
*Nederlændernes dronning besøger i dag og i morgen Tysklands kansler Schröder. Har hun tulipaner med for at opmuntre ham efter den triste skæbne, der ramte hans parti ved søndagens valg i Hamburg?

Sir Paul
*Den overlevende halvdel af Lennon-McCartney kommer den 8. juni til Horsens for at synge. Nyheden er lækket af BBC og bekræftet af Horsens Ny Teater A/S.

Jytte Abildstrøm
*forunderlige kvinde- og teatermenneske giver i aften i Riddersalen særforestilling af Søvnløse nætter i Metrovgrad. Overskuddet går til børn i Laos.

Morsinger
*Forener Eder! Morsø Bank holder generalforsamling, som især skal drøfte vedtægtsændringer, der vil muliggøre sammensmeltning med Morsø Sparekasse.

Støttekøer
*Bornholms Landøkonomiske Forening og Bornholms Kvæg har i dag kaldt til orientering om EU. Der vil blive budt velkommen med et dybfølt »Muh!«