Kronik
De fleste vil nok blive gedigent vrantne over den udmelding, men hvor tåbelig den end er, spøger den alligevel når man nærstuderer de muligheder kommende mødre og fædre har.
Vi har i dag et samfund, der i flg. regeringen er så ligestillet, som det overhovedet kan blive. Der er oven i købet lovgivet om det, for at der ikke skal være tvivl.
Men bevæger man sig lidt indenfor det offentlige system, vil man alligevel støde panden imod en mur.
For at vende tilbage til første udmelding, vil jeg lige starte med at fastslå, at fædre ubetvivleligt er ligeså gode forældre som mødre. Derfor kan det undre en del, hvorfor der skal gøres forskel på fædre og mødre, før barnet overhovedet er født?
Man er som regel to til at lave et barn, men kun én til at få det. Jeg mener ikke den helt naturlige fremproduktion af spædbarn efter ni måneders udrugning, men rent faktisk det at få et barn.
For undervejs i processen oplever mange vordende fædre at blive hægtet af.
Der skal selvfølgeligt tages hensyn til den gravide, men skal der ikke også tages hensyn til ’medgravitanten’? Det indlysende svar må være ’jo’, alligevel oplever mange vordende fædre at skulle stå som klippefaste overskudsstøtter uden hang til træthed, spænding, usikkerhed eller andre af de overvældende følelser der følger en graviditet.
»Du må jo tænke på hun er træt, er usikker, det er første gang«, - ja tak! Men sandsynligheden for at han går igennem det samme er ikke så ringe endda, det er bare ikke særligt tilladt.
Også når den lille ny er kommet til verden kan fædrene mærke forskellen på at være Mor i.f.t. at være Far, for i ligestillede Danmark er der kun ét hospital, hvor mændene er garanteret en første nat, med den lille ny. Forekommer det ikke en anelse absurd at den ni måneder lange (klippefaste) støtte, kan se sig selv på et taxabagsæde, efterladende et styks nybagt mor og ditto spædbarn, allerede på barnets første levedag?
Ret skal være ret – flere hospitaler giver dog mulighed for at fædrene kan overnatte – hvis der altså er plads. Så hvis Far gerne vil tilbringe den første nat med den lille ny, kan han jo planlægge undfangelsen efter hvornår der statistisk set er færrest fødende kvinder.
Overnatning gør det ikke alene, men heller ikke forplejning kan man tilbyde fædrene. Det er jo Mor og Baby der er på hospitalet. Faren han er der ligesom bare, til at holde i hånd og være klippefast og hvorfor dog spilde skattekroner på det.

Da jeg selv fik barn blev der trillet en vogn ind med varm mad. Faderen derimod blev henvist til at købe noget i kantinen eller hos den nærliggende burgerkæde. McPlastic vandt, efter lidt undren, og min mad var selvfølgeligt støvsuget, før friturehørmen overhovedet havde ramt hospitalet.
Nogle steder er det dog ændret idag. Der laves mad til det antal mødre der måtte være, men hvis de skulle levne, kan fædrene få lov at få resterne – ganske gratis!
For eget vedkommende vil jeg ikke brokke mig over at et par af mine skatteører tilfalder en nybagt (og sikkert sulten) far. Det kunne også tænkes at en sådan overdådig gestus ville få fædrene til at føle sig mere velkomne, der hvor deres børn sættes i verdenen.
Andre steder halter det også i det ligestillede offentlige system.
Er man under uddannelse og på SU når man får børn, er det selvsagt småt med økonomien. Men for mænd er det endnu mindre.

Under en ungdomsuddannelse har moderen ret til 12 måneders ekstra SU. Fra to måneder før fødslen til op til 12 måneder efter fødselen.
Rimeligt nok – børn dratter jo ikke bare ned fra himlen og der er da en idé i at man lige kan forberede sig lidt tid før, trods alt skal der som regel investeres i udstyr, i tiden op til.
Men er man far har man kun ret til seks måneders ekstra SU, når barnet er født. Man får altså halvt så mange penge som den anden halvdel af forældreskabet, uden egentligt at få en forklaring på hvorfor. Sådan er dét bare.
Fædre har heller ikke samme ret til at flytte to måneders SU, til før barnet er født. Så der er for en fattig studerende af hankøn, altså ikke noget med forberedelse og babyshopping.
Også barsel er Mors område. Tidligere havde fædre fire ugers øremærket barsel, men det blev ved regeringsskiftet skåret ned til to, fordi nogle politikere mente at det var ’tvang’. Hvordan et tilbud kan være tvang, er svært at forstå, men åbenbart ’tvinges’ mænd til deres børn, i modsætning til kvinderne der nu ’har fået bedre mulighed’ for at være sammen med deres børn.
Den udvidede barselsorlov skulle fremover gøre det lettere for mænd og kvinder at dele barslen.
Men hvordan skal det i praksis lade sig gøre, når fædres tilbud om barsel anses som tvang, hvorimod mødrenes (hvoraf to uger rent faktisk er lovmæssig pligt) anses som beskyttelse af kvinden og barnet?
For ’bedre muligheder’ lyder alt andet lige mere positivt end ’tvang’.
Så hvor er det ekstra skulderklap og den vigtige generelle opfattelse af, at mænd selvfølgeligt skal få smidt slæberne ind på barselsområdet, fordi de kan og vil?
Ikke i det offentlige system, men hvad så med det private?
Der skal afregnes kontant ved kasse 1, og da det i forvejen ikke længere er så velbevaret en hemmelighed, at der foretrækkes mandlige ansatte, fremfor kvindelige, der jo rystende nok kan tænkes at gå på barsel, er det nok heller ikke der vor nybagte far skal finde sin støtte.
Egentligt har han ikke særligt mange steder at gå hen.
Er han i første omgang modig nok til at begynde turen, kan han desuden være sikker på en del hævede øjenbryn, for det er da noget underligt noget med hjemmegående fædre. Småfnisen og vittigheder om forklæder og ’hvem der har bukserne på’. Den holdning er der desværre fædre der møder – desværre fordi det ikke er nemt at ignorere vittigheder på ens bekostning, hvor uskyldige de end måtte være.
Oven i al den nyfødte lykke er der også det rent praktiske og kedelige (men vigtige punkt) økonomien.

Ligestilling eller ej, man kommer ikke uden om at kvinders løn halter efter mændenes, og også dette kan være til hindring for at fædre går på barsel.
Hvad er lettest at miste, den laveste eller højeste indtægt i en familie? Svaret er indlysende.
Kigger man på vores naboland Norge, er reglerne for nybagte forældre helt anderledes. Kort fortalt har man i Norge fuld løn under barsel i 42 uger, hvoraf fire uger er øremærket til faderen. Cirka 80 procent fædre benytter sig af denne mulighed, en del af dem tager også barsel udover kvoten. Det er altså helt normalt for en norsk mand at gå på barsel, uden at skulle tænke over økonomiske ulemper. Eller måske hænger de to ting uløseligt sammen. Det er normalt og der er ingen økonomiske konsekvenser. I Danmark er fædre på barsel derimod et særsyn og det koster familien at have ham hjemme. Mange mener at kvinders lavere løn i.f.t mænds, netop hænger sammen med at det stort set kun er kvinder der barsler, så i bund og grund er det skruen uden ende.
Men det behøver det ikke at være.
At lovgive omkring barslen lugter måske af regeltyranni, og der vil uden tvivl sidde nogle i regeringen og flå sig i håret ved tanken.
Men hvad vil vi egentligt miste ved at give mændene bedre muligheder? Det er ikke på kvindernes bekostning, og det er bestemt heller ikke på barnets, der får chance for at lære begge forældre godt at kende.
Muligvis kan det være på arbejdsgivernes bekostning, men er det ikke på tide at vi sætter det fælles forældreskab højere, end hvad firmaet evt. må lide af tab i en periode. Og så firkantet behøver det ikke engang at være, der er jo luftet en del på det seneste om en central barselsfond. En fond hvor arbejdsgiverne kollektivt deler udgifterne, så det ikke længere er en ulempe at ansætte kvinder, eller umuligt for en mand at gå på barsel.
Det vil i sidste ende komme alle til gode, selv arbejdsgiverne, der alt andet lige, ikke slipper uden om at have ansatte der engang imellem gerne vil have børn.

Det er i den forbindelse også nærliggende at forestille sig at der kunne tilsnige sig en holdningsændring, så fædre andre steder kunne opleve at de selvfølgeligt er lige så gode og vigtige forældre som mødre er, og at godt forældreskab ikke har en pind at gøre med køn.

*Mille Kramshøj er 26 år, produktionsassistent og rekvisitør.