Kulturkloden
Når man nu alligevel skal ud score her i den kommende weekend, kan man jo lige så godt score lodret opad. Enhver gold digger med respekt for sig selv læser den amerikanske udgivelse Forbes – og ikke mindst specialnummeret her fra marts, hvori verdens rigeste mennesker, the billionaires, portrætteres.
Verdens rigeste billionaire er indlysende nok William Gates III fra Washington, toeren er den mere ukendte Warren Buffet fra Nebraska, treeren er Karl Albrecht fra Tyskland.
De fleste på de lange lister kender vi jordiske selvsagt ikke. Men af de mere kulørte bør nævnes kronprinsen af Dubai, der med sine funklende grønne smaragdøjne og et noget så nydeligt, lyserødt partisantørklæde kan gøre enhver mælkehvid slavekvinde geleblød i knæhaserne. I øvrigt er sheik Mohammed bin Rashid Al Maktoum – som er leder i et land, der nok kunne få Jesper Langballe til at blegne (der bor kun 15 procent indfødte, resten er indvandrere!) – blevet stenrig på stort set alt andet end olie. Og sjovt nok er en af hans stærkeste aktiver fuldblodsarabere. I hans stald står der således ikke færre end 1.200 toptunede væddeløbsheste. Hvad de har kostet må Allah vide.
Herhjemme i Europa skal man straks takke ja, hvis Dietrich Mateschitz byder på en lille en. Han er nemlig god for over en milliard dollar – pengene har han tjent på at sælge energidrikken Red Bull. Med på listen er også Miuccia Prada (jo, hende) og Ingvar Kamprad, der stadig står bag Ikea-koncernen, som han grundlagde for hele 61 år siden.
De litteraturinteresserede kan glæde sig over, at Joanne Kathleen Rowling også er med i opløbet. Skønt hun kun er nummer 552, er den 38-årige forfatterinde bag de fem Harry Potter-bøger, som har solgt i alt 250 millioner eksemplarer, god for cirka fem milliarder dollar. Som kom ikke og sig at fortryllelse ikke betaler sig! Man kan sagtens blive rig af at skrive bøger – og det endda i en fart.

Urmageren Dalai Lama
Det italienske nyhedsmagasin
L’espresso har en skøn indledning på en af deres bærende artikler i det seneste nummer. Den går sådan her:
»Masser af penge. Masser af politik. Masser af markedsreligion.
Siger Bossi? Nej, siger præsterne og teologerne i de fattige sjæles kirke.«
I den stort opsatte artikel, som strækker sig over fire tætskrevne sider, går Sandro Magister i flæsket på hele den katolske kirke og alle dens hyklere og alle deres penge. Ikke mindst handler artiklen om, hvorvidt der skal betales otte promille i skat til kirken eller ej.
Dét herrens hus har man ikke i den tyske Spezial Biographie-udgave af bladet Stern. Her er den skaldede hovedhistorie i nummer ét i år nemlig en kæmpebiografi af ingen ringere end den fjortende inkarnation af Hans Hellighed Dalai Lama.
Er man tilhænger af buddhismen er der naturligvis ingen diskussion om, hvorvidt den lille kronragede mediedarling er genial. Men visse mennesker er kritiske over for ham og kalder ham slet og ret »det optimale projektionsrum«. Og ligesom i vitsen – »hvis han er så klog, hvorfor har han så de briller?« – støder hans paradokser også nogle bort. Måske på grund af den irriterende måde, han kompromisløst uddelegerer menneskeligt ansvar på ved simpelthen at sende det lige lukt i hovedet på dem, der forsøger at komme af med det.
»Vil du være min guru,« spurgte en ung tysker således, da Dalai Lama for nylig var på besøg i Tyskland.
»Jeg vil være hvad som helst, du måtte ønske, at jeg skal være,« svarede lamaen.
»Først og fremmest er Dalai Lama en bemærkelsesværdigt lille dreng,« noterede den stedfortrædende engelske udenrigsminister i sine papirer, da han havde mødt den tibetanske kvinde Dekyi Tserings søn for mange år siden.
Senere – i dag er det 45 år siden – måtte den lille Buddha flygte over stok og sten fra sit elskede Tibet, og siden har han levet i landflygtighed. Men hele tiden har han været klippefast i troen på ingen ting – og om muligt endnu mere fast i roen (og i roen!). Og det skønt Dalai Lama i dag kun mediterer fire timer hver morgen. Tidligere mediterede han nemlig seks timer inden morgenmaden. Han ville, som bladet skriver, gerne meditere mere.
»Så længe vort sind ikke er stabilt og roligt, kan det ikke berede os nogen glæde,« som han siger.
På en billedfrise kan man se Dalai Lama i fuld sving med sin buddhistiske praksis. Og nogle af billederne er helt ubetalelige. Når lamaen sidder med en lup proppet ind i venstre øje og skruer på livet løs på et armbåndsur, kan man ikke andet end smile. Baggrunden er en buddhistisk dyd: Ethvert menneske bør udvikle sig løbende, og enhver bør forpligte sig på at blive rigtig god til mindst to ting her i livet.
Lamaen reparerer derfor – on the side og uden beregning – alle armbåndsurene i hele sit hof, og efter sigende skulle han være ganske ferm, hvis nogen har tabt en skrue.
Det allerbedste billede er dog det, hvor Dalai Lama møder Den Endelige Tomhed. Stillet ansigt til ansigt med det 21. århundredes vel nok dygtigste meditationsmester, samler lamaen helt enkelt sine hænder i dyb bøn, næsten som et lille forsvar. George Bush, som sidder overfor, ser – som altid – fuldkommen nulstillet ud. Og på en måde er det jo ren zen. Om end på en meget amerikansk måde.

Distanceblændere
Denne særlige form for kapitalistisk tanketomhed kan man læse mere om i den engelske avis The Times, som – sikkert for en fed sum penge til forfatteren Gideon Haigh – bringer et solidt uddrag af hans nye bog The Strange Cult of the CEO. Bogen handler om den mærkelige aura, der ligesom samler sig om de mænd, der styrer de store butikker i især USA’s erhvervsliv.
Et tidligt eksempel er Lee Iacocca, som i mange år var boss for bilproducenten Chrystler. Onde tunger sagde ligefrem, at hans navn var et akronym for »I Am Chairman Of Chrystler Corporation Always«. Men hvorfor var han så berømt? Ja, det spændende er, at han – som en slags erhvervslivets svar på Big Brother – ikke rigtig bidrog med noget som helst. Han var bare berømt.
Det er den form for fræk distanceblænderi, som Haighs bog handler om. Og eksemplerne er jo legio – selv hvis ikke medregner dagbladsprojektet Dagen ude på Holmen.
En af de rigtig gode historier er Steve Jobs fra Apple Computers, der var så komplet utålelig at interviewe, da Time Magazine valgte ham til Årets Mand 1982, at journalisten i sin artikel til sidst i stedet bare gjorde Mac’en til Årets Maskine 1982. Bedre blev det ikke, da turen kom til hans makker Larry Ellison, som lagde navn til en undersøgelse med titlen: »Forskellen mellem Gud og Larry Ellison«. Ellison var totalnarcissist. Og undersøgelsens svar var da også: Gud tror ikke, at han er Larry Ellison!
De to herrers nemesis kom på forsiden af Fortune i juli 1986. En lille 30-årig brilleabe, der var droppet ud af Harvard nogle år tidligere, og som nu havde tjent sine første 350 millioner dollar på Microsoft. Siden har Fortune klasket ham på forsiden 25 gange. Og han er blevet 150 gange rigere. Alt sammen, fordi vi køber flere og flere af de computere, der leveres i de dér dumme kæmpepapkasser, man ikke aner, hvad man skal stille op med, når man har pakket vidunderet ud.

Prisen på pap stiger stærkt
Det stigende forbrug i Kina er den direkte årsag til, at man er ved at nærme sig en råvarekrise af dimensioner. The Economist forklarer, at prisen på genbrugspap til
eksport af samme grund er steget helt grotesk i Japan.
Helt præcis er prisen på genbrugspap nu 15 gange højere end for bare to år siden.
Alt dette er ved at skabe en krise på markedet. »I disse dage dukker emnet papkassepriser jo altid op, når modeindustrien er samlet,« siger en tøjproducent. Leverandører af kataloger, fødevareproducenter og drikkevarefirmaer beklager sig også. En løsning kunne være at bestille tyndere papkasser. Miljøvenlige firmaer, som allerede er begyndt at skifte til æsker af genbrugsplastic, mener i hvert fald, at de højere priser på pap kan få trenden til at gå helt i selvsving.«
De stigende pappriser har i øvrigt en sær bivirkning. Der er nærmest ingen pap og papir, når skraldemændene kommer for at samle det ind. Folk har solgt det til de genbrugsgrossister, der samler pap og papir på store pladser. Herfra forsvinder det imidlertid også, fordi det helt enkelt bliver scoret af driftige entreprenører. Men det er der råd for. Fra og med 10. marts straffes ethvert tyveri af pap fra lossepladsen i Setagaya i Tokyo med bøde – helt op til 200.000 yen, hvilket cirka svarer til små 10.000 kroner.