Tilfældets effektivitet t/r

Søndag morgen den 29. februar klokken et om natten stopper spanske civilgardister en hvid varevogn på N-320 landevejen mellem Albacete og Cuenca. Nummerpladerne svarer ikke til bilmodellen, en hvid Renault Traffic. Civilgardisterne får knapt sagt noget, før en nervøs ung mand på 25 år stiger ud af bilen. »Jeg er fra ETA…jeg har en bombe derinde!«
I bilen finder man ikke mindre end 536 kg sprængstof . Den 25-årige Gorka Vidal Álvaro og hans jævnaldrende kammerat, Irkus Badillo, der kører i en anden bil, bliver anholdt den nat.
Nogle timer senere holder den spanske indenrigsminister, Angel Acebes, et pressemøde. Han er meget tilfreds med anholdelsen af de to medlemmer af den baskiske terrororganisation, ETA. En massakre er blevet afværget.
Attentatet var planlagt til at finde sted i Madrid. På et kort, som lå i den hvide Renault, er tegnet en rød cirkel, der strækker sig fra forstaden Alcalá de Henares til Madrids lufthavn i Barajas.
»Dette er vejen til at gøre op med terrorbanden,« siger ministeren, der understreger, at det ikke er en tilfældighed, at de to terrorister er anholdt. »Det er udtryk for effektivitet.« Ordene hænger i luften.
Acebes vil signalere til de spanske vælgere, at regeringens kamp mod terrorismen er ’effektiv’. Der er ikke mere end to uger til det spanske parlamentsvalg. Intet skal overlades til tilfældighederne. Det konservative regeringsparti har siden midten af februar sat politiet og civilgarden i absolut alarmberedskab. Kan man undgå et terrorattentat før valget, regner de konservative med, at den ventede valgsejr – som opinionsmålingerne spår – kan fejres med champagne.
Ikke alle er lige begejstrede.
Justitsministeren i den baskiske regionalregering, nationalisten Joseba Azkarraga, er tæt på at antyde, at det hele kan være en iscenesat begivenhed: »Hvis alle veje er kollapset, og varevognen er stjålet i Frankrig, hvordan er den der varevogn så kommet ind? Det undrer mig, at varevognen uden problemer er kørt over halvdelen af halvøen (den iberiske, red.) og mærkeligt nok er blevet stoppet i Cuenca,« siger han.
Den baskiske minister henviser til, at en række grænseovergange mellem Frankrig og Spanien har været lukket. En iskold vind fra nord blæser ind over Spanien denne fredag. Landsbyer fra Asturien til Baskerlandet er sneet inde, og mange veje er svært fremkommelige.

Ingen af politikerne – og heller ikke politiet – ved på det tidspunkt, at en ung mand på 27 år, José Emilio Suárez Trashorras, fra byen Avilés i Asturien, netop denne fredag eftermiddag får et telefonopkald. Det er fra en marokkansk mand, ved navn Hassan. De to havde tilfældigt mødt hinanden i januar på en bar i det multikulturelle Lavapíes-kvarter i hjertet af Madrid. Hassan har ikke glemt deres snak, og han er tilfældigvis i Avilés. De to aftaler at mødes kort efter på en bar i byen, og Hassan tropper op med tre venner af marokkansk herkomst, som José Emilio ikke har set før. »Hvis I ønsker det, kan jeg i aften føre jer hen til krudtetÇ« siger den unge spanier. Han er tidligere minearbejder, men siden oktober 2002 har han været på førtidspension. Psykiaterens diagnose er, at han har en skizofren personlighed og lider af agorafobi og angst.
José Emilio Suárez har været anholdt et par gange af politiet for småkriminalitet – bl.a. fandt man under en ransagning af hans hjem i sommeren 2001 18 pakker med en dynamit kaldet Goma 2 Eco og hundrede tændsatser.
Det er en stor ’handel’, den 27-årige spanier vil gøre denne fredag. Han fører de fire marokkanerne til en ubevogtet mine, hvor de stjæler 22 pakker eller ialt 110 kg med sprængstoffet Goma 2 Eco. Det er bedste kvalitet. Fremstillet i februar på en fabrik i Burgos. Marokkanerne fortæller angiveligt, at det er noget de skal bruge til en mine i Marokko – eller det er i alt fald, hvad Juan Emilio siger senere – og de betaler 7.000 euro og 25 kg hash (markedsværdi: ca. 36.000 euro) som tak for hjælpen.
Ingen miner i Asturien melder i de følgende par uger om stjålet sprængstof fra deres lagre. Civilgarden – der formelt har ansvar for, at intet sprængstof falder i de forkerte hænder og altid skal være til stede ved handel med og sprængning af dynamit – fatter ikke mistanke. Ingen – bortset fra den lille gruppe marokkanere –ved på det tidspunkt – hvad sprængstoffet skal bruges til. Samme nat kører de til Madrid. Der er ingen tid at spilde. Det spanske valg er nært forestående, og marokkanerne har en plan, som vil kunne ændre alt.
På landevejen N-630 mellem León og Benevente bliver de stoppet af civilgarden, der giver dem en trafikbøde. Det skriver avisen El País senere. Men civilgardisterne kigger ikke i folkevognens varerum bagi. De fatter ikke mistanke, selv om bilen er stjålet, for ingen har efterlyst den. De fire marokkanere slipper med en bøde og kan køre til en ejendom, som de har udenfor Morata de Tajuña og Chinchón, 30 km syd for Madrid. Det er en rodet grund med en lille rønne, et udhus, en ufærdig svømmepøl og et højt hegn omkring. Ikke langt derfra ligger et jagtgods, som selv den spanske konge Juan Carlos af og til benytter.
De putter sprængstoffet i blå affaldsposer og gemmer det i en tør brønd. De er ved at være klar. Der er ikke mange brikker, der mangler at falde på plads, før de kan udføre det store attentat, som de så længe har talt om: At placere tretten bombetasker i fire lokaltog og bringe dem til eksplosion næsten samtidig i Atocha-togstationen i Madrid.
Den baskiske terrorgruppe, ETA, har tidligere lavet bombeattentater imod togstationer, men denne gruppe marokkanske mænd tænker i meget større skala. De vil lave et attentat, der ikke bare ender som en lille notits i de internationale aviser.

Uden f0r hegnet er der ingen af de få naboer, der aner, hvad de unge mænd er i færd med. Måske er de ved at sætte det lille hus i stand? Det trænger det i hvert fald til. Mændene går moderne klædt og skiller sig i øvrigt ikke forfærdelig ud. Deres spansktalende ’oversætter’, der altid fører ordet, er en høj og ranglet type med et skelende øje, men ellers er der ikke noget, som vækker opsigt i. I avisen El País fortæller en tankpasser senere, at de unge mænd begyndte at komme meget mere siden årsskiftet. En af dem kørte i en blå Golf 4, den sidste nye model, husker han.
Hvad naboerne i Chinchón ikke ved er, at der inde i en lille telefonbutik i Lavapíes-kvarteret sidder tre marokkanere, der arbejder på højtryk for at manipulere et dusin mobiltelefoner af mærket Trium. Der monteres et rødt og et sort kabel. Telefonernes alarmklokke skal senere bruges til at antænde sprængkapslerne og bringe sprængstoffet til eksplosion på et udvalgt tidspunkt. De har en symbolsk dato i tankerne.
Det er den 30-årige Jamal Zougam, der ejer telefonbutikken, Nuevo Siglo i Tribulete-gaden sammen med sin 34-årige halvbror, Mohamed Cahoui, og den 31-årige Mohamed Bekkali, der endda har en doktorgrad i fysik fra universitetet i Tetuán. De tre har i nabolaget ry for at være moderne fyre, der godt kan lide at købe mærkevaretøj og gå på diskoteker og barer. Og Mohammed Bekkali har også anskaffet sig Real Madrids hvide trøje, for han er fan af den spanske fodboldklub. Intet virker umiddelbart suspekt i den lille telefonbutik, som har mange kunder.
Men Jamal har tidligere været i politiets søgelys. Tilbage i 1998 mødtes han i en moské i Madrid med en fransk konvertit til islam, David Courtailler, der siden blev anholdt af fransk politi for bl.a. at have rekrutteret frivillige til at kæmpe sammen med talebanerne i Afghanistan. Courtailler har gode kontakter til det internationale jihad-miljø. På et tidspunkt har han delt lejlighed i Brixtonkvarteret i London, med Zacharias Moussaoui, der siden blev tiltalt for at være en af hovedmændene bag det store terrorattentat den 11. september 2001 mod tvillingetårnene på Manhattan. Det var de franske myndigheder, der i sommeren 2001 anmodede det spanske politi om at ransage Jamal Zougams hjem i Madrid.
Man fandt videobånd med ingen ringere end Osama bin Laden, lederen af det globale al-Qaeda-terrornetværk, og med jihad-krigere fra Daguestan. Jamal havde også telefonnumre til en formodet leder af en spansk al-Qaeda-celle, nemlig den spansk-syriske Abu Dahdah. I efteråret 2001 blev Abu Dahdah og et dusin andre personer fængslet og tiltalt for at have været med til at organisere attentatet i USA den 11. september.
Selv om politiet havde aflyttet flere telefonsamtaler mellem Jamal og Abu Dahdah, blev Jamal Zougam løsladt, fordi man ikke mente at have stærke nok beviser imod ham.
Men Jamal – der ifølge sin halvbror er meget ’religiøs’ – har ikke tænkt sig at indstille sine aktiviteter. Han har også kontakt til en formodet leder af terrorgruppen Ansar el Islam, og han får forbindelse til jihad-folk i den Marokkanske Islamiske Kampgruppe, der blev stiftet i 1993 og i 1998 bliver en fast støttegruppe for al-Qaeda-netværket.
Jamal deler en overgang lejlighed med Abdelazis Benayich, der senere bliver fængslet og tiltalt for at være en af hovedmændene bag det store terrorattentat i Casablanca den 16. maj 2003. Jamal Zougams bånd til den internationale jihad-krig knyttes tættere og tættere. Han er selv i Marokko kort inden terrorattentatet, der koster 45 personer livet, og de marokkanske myndigheder beder senere det spanske politi om at undersøge Jamal Zougam og 60 andre personer forbindelse til attentatet.
Det spanske politi sætter dog ikke Jamal Zougam under overvågning, selv om der efterhånden er mange tegn på, at han ikke bare sælger mobiltelefoner i Nuevo Siglo. Det viser sig senere at være en fatal fejl, for han har en nøglerolle i det store attentat, som er under forberedelse.
De spanske myndigheder ved godt, at Spanien er et potentielt attentatmål for den marokkanske kampgruppe og fra andre militante islamister fra globale al-Qaeda-netværk. Den 18. oktober 2003 har Osama bin Laden via tv-kanalen, al-Yazira, advaret alle lande, der deltog i Irak-krigen, om at de kan blive udsat for represalier. Og i februar 2004 får den spanske efterretningstjeneste to vigtige informationer. Den første kommer fra den italienske efterretningstjeneste, der advarer om, at en forhenværende oberst fra Saddam Husseins efterretningstjeneste skal være mellemlandet i Syrien med henblik på at rejse til Marokko for at rekruttere aktivister til at udføre et attentat i Spanien. Den anden information er en 42 siders analyse på arabisk, som en islamistgruppe har sendt i omløb på internettet i december, og som norske forskere har opsnappet. I dokumentet med titlen Den irakiske jihad står der bl.a. et detaljeret afsnit om Spanien:
»For at tvinge de spanske styrker til at trække sig tilbage fra Irak, bør modstandskampen forene kræfter til at udføre ødelæggende angreb imod deres tropper(…) Det er en forpligtelse at udnytte det kommende valg, som finder sted i Spanien i marts 2004. Vi tror, at den spanske regering ikke kan modstå mere end to eller tre angreb, hvorefter den vil føle sig nødsaget til at trække sig tilbage, som resultat af det folkelige pres. Hvis deres tropper forbliver i Irak efter angrebene, vil sejren for socialistpartiet næsten være sikret, og en tilbagetrækning af de spanske tropper fremgår af deres valgprogrram. En tilbagetrækning af de spanske eller italienske tropper fra Irak vil skabe et voldsomt pres, som Tony Blair ikke vil være i stand til at imødegå. Og som konsekvens vil dominobrikkerne falde hurtigt. Det basale problem er derfor, hvordan den første brik væltes.«

Efter de to informationer reorganiserer den spanske efterretningstjeneste sig, og i midten af februar danner den en specialenhed for kampen mod den islamistiske terror. Man styrker overvågningen af den amerikanske militærbase Rota i Spanien, hvor der befinder sig 3.000 amerikanske soldater, men ingen af eksperterne ved, at på det tidspunkt er den marokkanske kampgruppe ved at lægge sidste hånd på et stort attentat mod civilbefolkningen i hjertet af Madrid.
Madrid er i maksimalt alarmberedskab og tusindvis af politifolk og civilgardister udkommanderet for at holde øje med vigtige trafikknudepunkter og indfaldsveje til byen. Det er dog ikke den marokkanske kampgruppe, som man er på udkig efter. De er på vagt over for den baskiske terrorgruppe, ETA, som dog ikke viser sig at nå frem.
Landets ledende politikere fortsætter ufortrødent valgkampen. Alt virker normalt i det demokratiske land på den iberiske halvø. Søndag den 7. marts mødes tusindvis af konservative tilhængere i Sevilla for at hylde Spaniens ministerpræsident igennem otte år, José Maria Aznar. Det er en fest, hvor folk vifter med tusinder af hvide plastikflag, taler om terrorismens ofre, og der vises en sentimental afskedsvideo om Aznars ’ærlighed, effektivitet, lederskab’.
»Han vil forlade arenaen med rene hænder lige som tyrefægteren Curro Romero,« råber en lille kraftig kvinde med affarvet hår, som står i kø ved indgangen. Inde i salen holder Aznar en tale, der bliver hans sidste store optræden inden det spanske valg den 14. marts.
»Vi er ikke tilstrækkelig forfængelige eller dumme til at tro, at vi har gjort alting rigtigt. Men vi er heller ikke tilstrækkelig uvidende og dumme til at tro, at vi altid har taget fejl. Vi har gjort nogle ting mere eller mindre godt. Men vær så venlig at kigge på vægtskålen,« formaner Aznar.
Udenfor stråler solen på en lys, blå himmel. Aznar smiler over hele ansigtet, da han sætter sig ind i den mørkeministerbil med sin frue, Ana Botella. Han virker selvsikker. Alt virker under kontrol. I 1995 var han selv ved at blive dræbt ved et bombeattentat udført af ETA, og siden da har kampen mod terrorismen været hans hovedmission. ETA er tvunget i knæ, fortæller rapporterne fra indenrigsministeriet. Denne søndag den 7. marts føler Aznar sig overbevist om, at han en uge senere vil kunne sige farvel til spansk politik. Og sole sig i sin ’sejr’ over terrorismen. Han tager fejl.

Onsdag eftermiddag den 10. marts mødes Jamal Zougam med en gruppe andre mænd i det lille hus i Chinchón, hvor sprængstoffet ligger gemt. Han sætter fingeraftryk flere steder i huset, som politiet opdager senere. En anden af de personer, der gør det, er Jamals nære ven, den 33-årige Abderrahim Zbakn. Han er uddannet kemiker fra universitetet i Tetuán, og han ved, hvordan mobiltelefonerne skal forbindes rigtigt til tændsatserne og de blå plastikposer med Goma 2 Eco . En af mændene får den ide at tape et kilo søm og metalstykker på bomberne, så den ødelæggende effekt ved eksplosionen øges. Jo flere civile ofre jo bedre, synes de at mene. Hver bombe vejer lidt over 12 kg, og de lægges i blå nylontasker med brune læderhåndtag. Det første hold bomber er tidsindstillet via Trium mobiltelefonerne – 7.39 AM står der på den lille skærm.
Mændene overnatter i huset og næste morgen kører de i en hvid Renault Kangoo, som de har stjålet, til togstationen Alcalá de Henares, der ligger 30 km derfra. Nogle minutter i syv ser en dørvogter tre mænd ved den hvide Renault, der er parkeret nær stationen. Deres ansigter er indhyllet i store halstørklæder og hætter, og de bærer på en rygsæk og en taske. Klokken syv afgår det første tog fra spor seks, 39 minutter senere vil det ankomme til Atocha-stationen i Madrid, ved mændene. De har studeret køreplanerne, og i de følgende få minutter afgår tre andre tog fra Alcalá de Henares. De vil ankomme næsten samtidig til Atocha. Mændene sætter deres blå nylontasker forskellige steder i de fire tog. Måske har de flere personer til at hjælpe sig. Jamal Zougam ses af flere uafhængige vidner på togstationen Alcalá de Henares, men det er først bagefter, at disse passagerer bliver klar over, at det var en meget vigtig information.

Klokken 7.39 eksploderer tre bomber i det første tog. Toget er en anelse forsinket, så eksplosionen sker lige uden for Atocha-stationen. Få sekunder efter eksploderer fire bomber i det næste tog ved Téllez-gaden nær Atocha. Det skulle være ankommet samtidig med det andet tog til Atocha-stationen, men forsinkelsen redder hundredevis af menneskeliv.
Inden for de næste tre minutter kan man høre braget fra tre bomber i to andre tog, der på det tidspunkt befinder sig på El Pozo-stationen og Santa Eugenia. 190 mennesker mister livet og over 1.400 bliver såret. Madrid forvandles denne morgen til et kaos, nødhjælpsarbejdere kæmper for at hive de itusprængte kroppe fri af togvognene. Læger og sygeplejersker kæmper for at redde de såredes liv. Det vælter ind med ofre. Spaniens hovedstad har aldrig set noget lignende. Det er ligesom efter et bombeangreb i en krig. Alle partier aflyser formelt valgkampen.
José Maria Aznars konservative regering og oppositionens politiske ledere tror først, at det er ETA, der står bag. Men i løbet af tre hektiske dage frem til parlamentsvalget den 14. marts ændres alt. Både det politiske landskab og efterforskningen af, hvem der har udført attentatet. Det går kun langsomt op for Aznars konservative, at den islamistiske terror er slået ned i Spanien i det værste attentat det spanske demokrati har oplevet. Befolkningen og oppositionen erkender det hurtigere. Raseriet over Aznar-regeringens deltagelse i Irak-krigen ulmer. Torsdag eftermiddag finder man nogle koranvers i den hvide Renault, og der er spor efter sprængstof og sprængsatser. Men det afgørende spor er ikke fundet. Det dukker op ved en blanding af en tilfældighed og et lykketræf. Ikke som resultat af politiets ’effektivitet’.
En af bombetaskerne eksploderer nemlig ikke. Tasken bliver fundet mellem resterne af det itusprængte dobbeltdækkertog ved El Pozo-stationen. Den bliver kørt ud til IFEMA-messehallerne, hvor retsmedicinere arbejder på højtryk for at identificere resterne af de døde. Man tror, at taksen tilhører en af de dræbte, og at den vil blive afhentet af en af de pårørendes familier, der strømmer til messehallerne for at få be- eller afkræftet deres værste forudanelser. Tasken står i flere timer i pavillon nummer seks, der støder op til den pavillon, hvor 200 psykologer og psykiatrikere sidder for at rådgive ofrenes familier. Senere på eftermiddagen bliver den kørt til politistationen i Vallecas, hvor ingen umiddelbart gør noget ved den. Sent på eftermiddagen opdager en politimand, at det faktisk er en bombe, og han tilkalder den specialenhed, TEDAX, der er specialister i at deaktivere bomber. Efter en flere timer lang og kompliceret operation på en afsidesliggende mark lykkes det for dem at fuldføre opgaven. Det er det afgørende spor, som efterforskerne har været på jagt efter.
Sprængstoffet og tændsatsen er den samme type, som det man har fundet rester af i den hvide Renault. Et sim-kort i mobiltelefonen leder dem på sporet af to indere, der har solgt Trium-telefonen til Jamal Zougam og hans to kammerater i Nuevo Siglo. Alle fem bliver anholdt lørdag eftermiddag den 13. marts. Samme aften får politiet en video, der indleveres i en skraldespand ved en muslimsk mezquita. I den tager en mand, der kalder sig al-Qaedas militære talsmand i Europa, ansvaret for attentatet: »Dette er et svar på de kriminelle handlinger, som I har påført verden og konkret Irak og Afghanistan, og der vil komme flere attentater, hvis Gud ønsker det. I ønsker livet, og vi ønsker døden,« siger en mand med arabisk accent, der kalder sig Abú Duján al Afghani.
Politiets efterforskning sætter alle kræfter ind på al-Qaeda-sporet. Der ikke længere nogen tvivl. Sprængstoffet Goma 2 Eco, der er fremstillet af Union Española i Burgus, fører politiet til den førtidspensionerede minearbejder i Asturien, José Emilio Suárez, som to et halvt år tidligere havde 16 pakker af det samme mærke i sit hjem. Spaniens anti-terrorbrigade hiver ham ud af sengen kl. 8.00 torsdag den 18. marts. Samme dag anholdes også fire marokkanere, heriblandt ’kemikeren’, Abderrahim Zbakn.

Efterforskningen går hurtigt, og marokkanske eksperter leverer afgørende informationer om det, der viser sig at være et terrorattentat udført af den Marokkanske Islamiske Kampgruppe. Fra den 20. marts til den 26. marts anholdes ikke mindre end 10 marokkanere, som sættes i forbindelse med attentatet. Den 28. marts anholdes en spanier i Asturien, den 26-årige svoger til José Emilio, Antonio Toro Castro, som har været involveret i narkokriminalitet og som menes at have mødt en al-Qaeda-fange under et fængselsophold. Den 29. marts anholdes to syrere, hvis fingeraftryk er fundet sammen med Jamal Zougams i den lille rønne i Chinchón, hvor bomberne blev samlet. På mindre end tre uger er politiet kommet tæt på opklaringen af bombemassakren i Madrid.
Den 30. marts kan den – snart forhenværende – spanske indenrigsminister, Angel Acebes, gøre status. Det virker som om, at han er blevet flere år ældre – og mange grå hår rigere – i de sidste tre uger. Efterforskningen er nu i en meget ’fremskreden’ fase, fastslår han. 23 personer er anholdt, 190personer er tiltalt i sagen. »Efterforskningen peger på den marokkanske islamiske kampgruppe« som hovedansvarlig for attentatet, siger Acebes på sit pressemøde. Han er ikke sikker på, at de tiltalte – herunder Jamal Zougam – er hovedmændene bag massakren i Madrid. Måske er attentatet udtænkt af andre folk, måske er det udtænkt af Abdelakrim Mejjati, der regnes som lederen af den marokkanske kampgruppe, og som var hovedmanden bag sidste års attentat i Casablanca. Efterforskningen er ikke afsluttet, og der kan gå lang tid før en domstol fælder dom i sagen. Men attentatet – de følelser og det raseri, det satte igang i den spanske befolkning – har dog fået sine politiske ofre. Spaniens konservative regering igennem otte år kunne ikke stå distancen i dagene mellem den 11. og den 14. marts. Den må snart overlade regeringstøjlerne til valgets sejrherre, socialistpartiet under ledelse af José Luis Rodríguez Zapatero. Han har som en af de første ting lovet at trække de spanske tropper hjem fra Irak til sommer. Det har skabt tydelig irritation hos den afgående spanske ministerpræsident, José Maria Aznar, der om nogen satte sit omdømme på spil ved at føre Spanien ind i krigen i Irak.
Tirsdag den 30. marts giver han det, der bliver han sidste interview i lang tid. Det sker i radiostationen Cope. »Netop som jeg var på vej til at gå, har en djævelsk og ondsindet hjerne angrebet Spanien for at efterlade regeringen uden evne til at reagere, og det er det, der er sket,« siger Aznar med en alvorlig, næsten anklagende tone. Man kan høre, at han er bitter, selv om han benægter det. »Churchill sagde engang, at de store nationer plejer at være ubehagelige, måske fordi de er store. Jeg foretrækker,« siger Aznar, »at mit land er stort, selv om det bliver ubehageligt.«q

*Artiklen er en rekonstruktion af det formodede forløb på grundlag af informationer fra politiets foreløbige efterforskning