Enhver piges drøm

Det danske landshold har et verdensmesterskab i fodbold i bagagen. En utrolig historie om boldglæde, vilje til at satse alt, leve drømme ud – vinde. Noget af det mest utrolige ved historien er, at den stort set er gået i glemmebogen. Det var nemlig kvindelandsholdet, der triumferede

Frankrig. Nej - Italien og England. Ikke Danmark.
Sådan lyder nogle af budene på en vinder af Europamesterskabet 2004 i fodbold. Kandidaterne nævnes af de sande eksperter – spillere fra en trup, der selv er nået hele vejen. Men på trods af, at de 16 spillere har guldmedaljerne hængene som vægtigt bevis på, at de er Danmarks eneste verdensmestre i fodbold, er deres stemmer ikke en del af mediernes ellers mangestemmede EM-kor. Mestrene kan mene, hvad de vil. Ligesom de heller ikke er repræsenteret i Dansk Boldspils Unions pænt store delegation i Portugal, hvor EM afvikles fra i morgen. Ligesom deres meritter ikke er noteret i det officielle fodbolddanmarks annaler.
De er nemlig kvinder.
De danske kvinder, der i 1971 blev verdensmestre i fodbold, blev dengang i en kort nationalistisk opblussen fejret med både pandekager hos Egon Weidekamp på Københavns Rådhus og interview med Gunnar Nu Hansen i Statsradiofonien – og derpå nærmest glemt og gemt. Senere fik mange af dem ganske vist store karrierer i udlandet, men i Danmark var fodbold ikke for kvinder.
»Gør drenge til mænd og mænd til drenge,« lyder sloganet fra det kontinentale Europas ældste fodboldklub Kjøbenhavns Boldklub – K.B. – stiftet 26. april 1876. Holdningen lever i bedste velgående. »Enhver dreng har en drøm om at vinde...« lyder det i disse dage i en dansk public service-stations egenreklame op mod EM. Diskrimineringen vækker en anelse irritation hos Susanne Augustesen, der som 15-årig var tredobbelt målscorer i VM-finalen i 1971 i Mexico City mod værtsnationen Mexico. Det var foran 110.000 tilskuere. Det har ingen mandlig dansk landsholdsspiller prøvet. Og det kommer ingen til.
»Det er ikke bare enhver drengs drøm. Det er også enhver piges drøm,« siger hun. Hun har spillet i alt 20 år i en række forskellige italienske klubber og er flere gange italiensk mester. I dag bor hun på Olufsvej på Østerbro i København og forsøger at finde fodfæste i et normalt liv med uddannelse og arbejde efter en lang karriere viet til det hun var eminent god til – fodbold.
Den smukkeste del af historien om kvindebevægelsen i Danmark handler om bevægelsen op af fodboldbanen. Ingen bane er mere hellig for en mand. Pyt med, at kvinderne indtog arbejdsmarkedet. Pyt med, at de bliver chefer. Men hvis kvinder mestrer fodbold, så opnår de meget mere end ligestilling – nemlig respekt.
Det begyndte med en opvisningskamp i efteråret 1959. En gruppe håndboldspillende kvinder udfordrede kvinder ansat i forlaget Aller i fodbold. Det blev starten på kvindeklubben Femina, navnet på et magasin udgivet af Aller, der sponsorerede støvler, strømper og dragt.
Femina kunne snart mønstre 80 kvinder til træningsaftenerne i Bagsværd. Holdet stillede i al ubemærkethed op til EM for landshold i 1968 og nåede helt til finalen, der dog blev tabt til Italien. Men i 1970 rejste Femina igen til Italien, der denne gang havde arrangeret et uofficielt verdensmesterskab for landshold. Danskerne – det vil sige Femina – slog Vesttyskland og England. Og foran 65.000 tilskuere på Stadio Communale i Torino eliminerede danskerne de italienske værter 2-0. Der var tale om et drama. Danmarks anden målscorer, Maria Sevcikova, var ikke dansker, men politisk flygtning fra Tjekkoslovakiet. Italienerne afstod dog fra at protestere og det dameblads-sponsorerede Femina vandt sensationelt turneringen. Det skete iført Bolognas rød- og hvidstribede kamptrøjer, holdets egne trøjer var blevet stjålet af russisk rejseselskab på hotellet.
Femina turnerede i de følgende år Danmark og Europa tyndt til opvisningskampe og blev forbillede for en lang række kvindehold. Den teknisk velfunderede inderving hed Helene Hansen.
»DBU ville jo helst have, det døde hen,« fortæller Helene Hansen. Hun skulle i 1971 komme på det rigtige kvindelandshold og er dermed den eneste kvinde, der har vundet guld ved VM i både 1970 og 1971.
»Vi skulle jo både have dommere, baner og omklædningsrum. Vi forstyrrede mændenes domæne.«

Men ikke alle mænd var imod, at kvinder spillede fodbold. Uden en lille gruppe fremsynede mænd, ville Danmark aldrig havde vundet kvinde-VM i 1971. I Skovlunde gjorde formanden Christian Jensen et stort arbejde for klubbens piger. Han kæmpede for at lave et landshold organiseret uden om DBU, der ikke ville vide af kvinderne. Og han vidste, hvem landstræneren skulle være – Jørgen Andreasen, der på ungdomsskolen i Nykøbing Falster havde ført ynglingepigerne til DM-finalen mod Boldklubben Ribe i 1970. Jørgen Andreasen, der i dag er 68 år, husker stadig på ord det historiske replikskifte, der førte til hans ansættelse:
»Vil du være træner for det danske damelandshold?«. »Det er godt med dig, det skal du ikke bilde mig ind!«. »Jamen vil skal til Mexico og spille om VM og være der en måned.«
Danmarks efterhånden mange kvindelige fodboldspillere skulle sorteres. Kun 16 skulle med i truppen. Ann Andreasen løb rundt og sparkede til en bold i Svendborgs omegn sammen med drengene. En dag spurgte en nabo hende, hvorfor hun dog ikke var med til udtagelsesstævnet på Høje Bøge Stadion i Svendborg.
»’Hop ind i bilen, så kører vi derud!’« sagde min nabo. Jeg var møgbeskidt af jord og græs. De spurgte så, hvilken klub jeg kom fra, men jeg var ikke medlem af klub, så jeg blev meldt ind i Stjernen og blev midtbane,« siger Ann Andreasen. Hun slap gennem alle udtagelseskampene og var en af de otte kvinder fra provinsen, der ved det sidste stævne i Vanløse blev udtaget til kvindelandsholdet.
»Det var en torsdag aften. Jeg blev fløjet hjem. Jeg skulle hjem og spille håndbold,« fortæller Ann Andreasen, der i begyndelsen af 80’erne var på landsholdet i både fodbold, atletik og håndbold.
»Jeg trænede mig halvt ihjel. Jeg ville være bedre til det hele. Det var enormt hårdt.«
Også Susanne Augustesen blev udtaget.
»Jeg var kun 15 år. Jeg måtte spørge mine forældre om lov,« husker hun.
Da holdet var udtaget, havde både øst- og vest-Danmark fået udtaget præcis otte spillere hver. Det var ikke tilfældigt – mændene bag havde delt i porten:
»Jeg havde ingen indflydelse på udtagelsen, selv om jeg var træner. Det var nærmest korruption,« mindes Jørgen Andreasen med et smil. Han havde lært megen af sin trænergerning som spiller under Kurt Nicolaj Nielsen, der senere som landstræner for mændene lagde holdet til rette for succesfulde Sepp Piontek. Men det er en anden historie.
Holdet rejste til Mexico City og trænede den første uge i 2.000 meters højde på det olympiske anlæg fra OL i 1968. Højdetræningen akklimatiserede spillerne. Under hele det én måned lange ophold stod den på fysisk træning klokken 10.00 og teknisk træning klokken 17.00. Det var uhørt hård træning.
»Det var meget professionelt. Vi var i meget bedre træning end de andre,« siger Jørgen Andreasen, der havde forberedt sig nøje, men ikke havde forudset hvor hård turen ville blive rent psykisk.
»Det er jo ikke det samme, som at være sammen med mænd. Der kan du jo sige tingene lige ud. Piger er mere følsomme. Vi var væk i 32 dage. Det var også hårdt for mig, jeg havde kone og to børn derhjemme. Og pigerne savnede jo også kærester, mænd og børn. Vi led sgu – og jeg trøstede og trøstede.«
Efter en uge i Mexico City rejste holdet de cirka 700 km til byen Guadalajara. Holdets gamle bus brød sammen – men italienerne sendte deres airconditionerede bus ud for at hente de strandede danskere. Måske i en slags sportslig medlidenhed. Danskerne betalte trofast kontingent i deres hjemlige klubber Femina, Stjernen og Top 71. Italienerne var på løn.
Både Danmark og Italien slog puljens tredje hold Frankrig. Men Danmark vandt størst, og da holdet på Helene Hansens scoring til 1-0 klarede 1-1 mod Italien var Danmark pludselig gruppevinder. Italienerne blev så rasende, at de senere nægtede at modtage bronzemedaljerne. I arrigskab flåede de i stedet sæderne af hotellets toiletter.

Danmark slog Argentina i semifinalen og var klar til finale den 5. september mod Mexico i Mexico City. Den danske trup frygtede, mexicanerne skulle genere dem ved at lave ballade på hotellet om natten, og spillerne blev derfor indkvarteret to og to privat hos danskere, der arbejde i Mexico.
Næste dag troppede de op til finalen, der selvfølgelig skulle spilles i den værste hede midt på dagen. Luften flimrede af varmedis, da spillerne steg op af spillertunnelen bag målet. Munden blev tør og hovedet føltes tomt. Ann Andreasen husker indtrykket således:
»Vi kunne høre suset, da vi gik op ad trappen. Jeg kiggede op – men kunne ikke se himlen, så høje og stejle var tilskuerrækkerne. Og de var besat med mennesker. Det var helt fantastisk.«
Larmen fra de 110.000 tilskuerne på det kompakte Estadio Azteca var enorm.
»Jeg kunne slet ikke råbe pigerne op,« husker Jørgen Andreasen.
»De råbte på Mexico først, men de klappede af os til sidst,« mindes Helene Hansen.
Da den schweiziske dommer, Minarich, fløjtede kampen af, havde Danmark vundet 3 - 0 på tre mål scoret i kampens 26., 52. og 62. minut af en 15-årig pige, der havde spurgt mor og far om lov til at rejse. Susanne Augustesen blev en verdensomspændende historie. Den dag i dag noterer spillets feinschmeckere, statistikerne, udførligt i deres rapporter, at hun altså kun var 15 år.
»Det var så vildt. Jeg havde kun scoret et mål i turneringen. Og så hattrick i finalen,« siger Susanne Augustesen.
Selv om tilskuerne var fair, var arrangørerne ikke helt glade for at skulle aflevere guldmedaljerne, og der blev ingen sejrsceremoni efter finalen. Danskerne tog i stedet på den danske ambassade og blev hyldet. Om aftenen blev medaljerne overrakt til den danske anfører Lis Westberg. Hun kunne så selv fordele dem blandt kammeraterne.
På vejen hjem skulle holdet mellemlande i Paris. På vej ned kunne spillerne se deres SAS-fly til København lette – SAS havde ikke haft tid til at vente på de hjemkomne danske verdensmestre, der havde været borte i 32 dage. I lufthavnen mødte holdet besætningen fra et Sterling-fly. Sterling kunne sagtens se PR-gevinsten i at flyve holdet hjem, nu SAS havde brændt pigerne af. Senere spillede holdet som tak en opvisningskamp i Vejle iført Sterlingtrøjer. Så var de flybilletter betalt.
SAS eller Sterling – for mange var det en forløsning bare at skulle hjem efter godt et døgns rejse og en måneds fravær. Lis Westberg var 24 år gammel, gift og mor.
»Min datter blev ét år den dag, vi spillede finalen. Det var meget svært, syntes jeg. Hun blev passet af min mor under hele VM. Det var der nok ikke mange, der havde gjort i dag.«
En tid var kvinderne Danmarks hjemvendte helte. De slap gennem tolden uden kontrol, men efter besøg på Københavns Rådhus, pandekager og masser af interviews gik det hele langsomti sig selv. Og for Ann Andreasen var det en mental nedtur at komme hjem. Hun skulle starte i 1. g på gymnasiet i Svendborg, cirka en måned forsinket.
»Det var forfærdeligt at komme hjem. I mit hoved var jeg stadigvæk i Mexico. Jeg ville så gerne fortælle, men mine klassekammerater ville ikke høre på det. Men heldigvis havde jeg en fransklærer, hvis store idol var Franz Beckenbauer. Vi kunne tale om fodbold i timevis,« siger Ann Andreasen, der i dag er frugtavler på Fyn. Hendes kærlighed til spillet er uformindsket.
»Det er et spil, hvor man kan udfolde sig. Lave nogle ting, som ikke er fuldstændigt styret. Der er plads til det frie. Jeg bliver stadig nervøs, hvis det gælder noget. For få år siden spillede jeg i samme klub som mine to døtre. Vi spillede alle tre i angrebet. Jeg blev mest ked af det, hvis vi tabte.«

Efter to uofficielle verdensmesterskaber opfordrede de internationale fodboldforbund FIFA og UEFA de nationale forbund til at organisere klubfodbolden for kvinder. Skrækscenariet var, at et alternativt verdensomspændende forbund skulle opstå. I Danmark blev Boldklubben Ribe de første officielle danske mestre. Samme år spillede Danmark sin første officielle landskamp. Modstanderen var Sverige.
Men VM-gevinsten blev ikke plejet. I dag vil DBU dårligt nok vedkende sig, at Danmark er uofficielle verdensmestre i kvindefodbold.
Mens DBU’s samlede historie er minutiøst beskrevet på forbundets hjemmeside, er det ikke mange linjer, der ofres på kvindernes triumfer. Sejren i 1970 fylder halvanden linje. Og sejren i 1971 svinger sig helt op på tre linjers omtale. Reelt drukner kvindernes triumf i mere udførlige beskrivelser af de mandlige kollegers indsats.
»Det føles lidt underligt, at vores sejr slet ikke er beskrevet,« siger Ann Andreasen.
»Det var jo stort i Mexico. Vi mente, at nu var der noget at bygge videre på. Det er vigtigt at følge succesen op og få de små piger med.«
Selv om DBU satte gang i en officiel klubturnering og tog landsholdet til sig, blev indlemmelsen ingen succes for kvindefodbolden.
Tværtimod. Kina, USA og Norge er for længst løbet fra landsholdet. Susanne Augustesen ærgrer sig lidt over forløbet.
»Det er, som om kvinderne stadigvæk skal bevise, at de er gode nok. DBU burde bruge flere penge, end de gør på kvindefodbold. Når jeg ser på spillet i dag, så tror jeg, spillerne i dag er bedre fysisk, men teknisk, finmotorisk og i hovederne er i de ikke bedre, end vi var for 30 år siden. Vi var virkeligt et teknisk godt hold. Jeg kan ikke forstå, at det ikke har udviklet sig.«
De gamle ord om, at fodbold »Gør drenge til mænd og mænd til drenge« synes stadig at spøge i hovederne på DBU-folket. Da DBU i foråret 1996 indgik en stor tv-kontrakt om danske fodboldkampe, høstede forbundet godt en halv milliard over otte år. Ikke én krone skulle gå til kvindefodbolden, mente DBU.
»Der sker ikke ret meget i dansk pigefodbold. Det er stagneret,« siger den tidligere træner Jørgen Andreasen. Han har svært ved at forklare hvorfor. Eller måske er det mere korrekt at skrive, at han ikke ønsker at gå i polemik om lige netop det emne.
»Jeg kan ikke svare på det,« som han diplomatisk udtrykker det.
Den tredobbelte målscorer, Susanne Augustesen, drog til Italien. Først til Bologna, hvor man som dansker var en hædersgæst. Harald Nielsen havde sat ny italiensk scoringsrekord i klubben og dermed banet vejen for alt dansk. Senere tog Susanne Augustesen til de italienske mestre Padova. Forbi Lazio i Rom, hvor også Michael Laudrup har spillet. Og endelig til Calgari på Sardinien. Første i 1994 stoppede hun med at spille. Og i 1996 besluttede hun sig for at rejse hjem. Det var svært at finde arbejde, og hendes butik med brugskunst kunne ikke løbe rundt.
»Jeg blev ikke rig af at spille i Italien. Pengene var ikke større end man lige kunne overleve.«
I Danmark har Susanne Augustesen uddannet sig til merconom i markedsføring og akademiøkonom. Men hun har kun arbejde om søndagen, resten af tiden er hun i dag arbejdsløs. Familie har hun ikke stiftet. Hun beskriver med et afvæbnende grin sig selv som »den ensomme ulv på prærien«.
»Jeg har aldrig fortrudt det. Du kan ikke fortryde at leve så mange år i et andet land, opleve en anden kultur og få en masse venner. Måske skulle jeg havde begyndt studiet noget tidligere, men tiden går hurtigt, man tager nogle valg. Og der skal være plads til at leve dét ud, man er god til. Men selvfølgelig; man skal også tænke sig om undervejs. Der er også noget bagefter. Det er den gamle historie – medaljen har to sider.«

Prøv information gratis i 4 uger – helt uforpligtende. Du får både adgang til hele information.dk, den trykte avis og e-avisen. Bestil her »

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu