Jura eller teologi?

Sagen mod Grosbøll er ikke forfølgelse af anderledes tænkende eller ’moderne’ præster

Kommentar
Kan man tale om Gud uden at medtænkte det transcendente, det hinsidige? Er Gud en egenskab ved vore indbyrdes relationer? Det er dybest set denne teologiske diskussion som rumsterer i spørgsmålet om Grosbølls forkyndelse. Når han f.eks. i en prædiken, som nævnes i gårsdagens pressemeddelelse fra biskop Rebel, siger, at »der er kun det gudsrige, der lykkes ved os og mellem os. Så lykkes det ikke, er der intet«, så er det udtryk for et i det mindste problematisk gudsbegreb, for ikke at sige et gudsbegreb, der ikke kan høre hjemme inden for den folkekirkelige forkyndelsesramme.
Den slags stridigheder kan ifølge den nuværende ordning afgøres ved en læresag ved den såkaldte præsteret. Trods det antikt klingende navn er det en relativt ny institution (vedtaget i Folketinget 1992), som kun har været brugt en enkelt gang, nemlig da Snedsted-præsten Bent Feldbæk Nielsen blev afskediget, efter at hans dåbssyn havde været til behandling hos henholdsvis byretten i Thisted og Vestre Landsret i Viborg. En sag hvor komplicerede teologiske spørgsmål skulle afgøres af bl.a. nogle juridiske dommere. At der også er teologiske fagfolk som dommere formilder forholdet, men konklusionen dengang i 90’erne var for mange, at man måtte se at finde andre måder at bedømme lærespørgsmål på. En verdslig domstol skal ikke afgøre teologiske stridigheder. Der er bare aldrig kommet en erstatning for ordningen.

Dyb forvirring
Man kan derfor godt forstå, hvis Helsingør-bispen prøver at undgå endnu en præstesag, som temmelig sikkert vil strække sig over flere år. Spørgsmålet er så, om der er alternativer og i givet fald hvilke. Efter nogle dages tavshed og lukkethed har biskoppen torsdag eftermiddag udsendt en pressemeddelelse, hvori hun præciserer sine synspunkter og begrunder det markante skridt hun tog, da hun gav præsten et ultimatum: Sig op eller få en tjenestemandssag. Ifølge biskoppen har Grosbøll gjort sig skyldig i fire ’forsømmelser’: Han har »tilsidesat folkekirkens bekendelsesgrundlag«, han har »undergravet embedets agtelse og tillid«, han har »tilsidesat tjenstligt pålæg« og han har »skabt dyb forvirring om folkekirken«. Og således er en læresag blevet til en sag, der skal afgøres i Kirkeministeriet og – i første omgang – ikke som en læresag ved en præsteret.
Det er ud fra pressemeddelelsen fra i går uklart, om biskoppen går direkte efter en tjenestemandssag, eller om hun blot lader Kirkeministeriet afgøre det videre forløb. Pressemeddelelsen tyder på det sidste. Og hvis det er rigtigt, kan det hele blive til en farce, hvis det ikke allerede er det. For kirkeministeren har jo sagt, at hun er inhabil og vil sende sagen til Statsministeriet. Som så sender den hvorhen? Justitsministeriet?
Man skal huske, at et vigtigt element i sagen er, at Grosbøll og biskoppen for et år siden lavede en fælles erklæring, som sagde, at præstens udtalelser fremover skulle holdes inden for den evangelisk-lutherske kristendoms bekendelsesgrundlag. Udtalelsen kom i stand ved, at Grosbøll gennem sin fagforening sendte et forslag til erklæring, hvori han beklagede sin udtalelser, som var ment som debatoplæg, og at han fremover ville holde sig inden for de bekendelsesmæssige rammer, der er udstukket for præster i folkekirken, og som han selv har givet løfte på at overholde via sit præsteløfte. Og tilsyneladende mener biskoppen, at sagen nu skal sendes videre til Kirkeministeriet, fordi præsten har gjort sig skyldig i tjenesteforsømmelse ved ikke at have overholdt de påbud, biskoppen har givet ham, og som han selv har skrevet under på at ville overholde.

’Gud har abdiceret’
Spørgsmålet er så om dette skridt er det klogeste. For sagens kerne er jo stadig af læremæssig art, hvilket også fremgår af biskoppens pressemeddelelse, hvor hun henholder sig til teologiske statements fra Grosbøll. Som f.eks. det ovennævnte, hvor han citeres for i en nyere prædiken at have sagt, at »hvis Guds vilje skal ske, hvis retfærdigheden skal ske fyldest, er det os, der råder for den. Gud har abdiceret til fordel for sin søn og dermed til fordel for os. Der er altså ikke længere nogen himmelsk garanti eller indgribende magt, der er kun det gudsrige, der lykkes ved os og mellem os. Så lykkes det ikke, er der intet.«
Biskoppen fremhæver udsagnet som uforeneligt med den folkekirkelige bekendelse, og det har hun temmelig sikkert ret i. Det har ikke noget med forfølgelse af anderledes tænkende eller ‘moderne’ præster at gøre, at man fremhæver et sådant udsagn som uden for den folkekirkelige bekendelses rammer. Og det har slet ikke noget at gøre med, at Grosbøll skal trynes, fordi han er den første, der tager fat på vanskelige emner i trosbekendelsen. Hele det 19. og 20. århundredes teologi er spækket med eksempler på, at jomfrufødsel, kødets opstandelse, det evige liv, mirakler osv. alt sammen er noget, man inden for kirkens eget rum har haft det svært med og søgt forklaringer på, som kunne forstås af samtiden. Der er bare så mange andre løsninger end Grosbølls dennesidige gudsbegreb.
Med den seneste pressemeddelelse er der således ikke skabt klarhed, for hvad vil Kirkeministeriet nu gøre? Læresag eller tjenestemandssag? Grosbølls retssikkerhed er bedst sikret ved en læresag og hele affæren med præsten er af læremæssig karakter, så derfor er en læresag næppe til at komme uden om.

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu