Den sidste postkasse i natten

Lidt gemt væk på Bernstoffsgade i København ligger den postkasse i Danmark, som har den absolut seneste tømningstid. Den til-trækker en lind strøm af halvdesperate borgere med breve, som af vidt forskellige grunde absolut må og skal ud næste dag. Tilfælles har de følelsen af lettelse

Claes Christensen stiger ud af bilen. Han efterlader nøglen i, motoren i tomgang og døren åben. De kraftige lysstofrør i loftet kaster et ubehageligt hårdt lys ned over den unge københavnske advokat.
Med en kuvert i hånden og raske skridt går han nogle få meter hen over asfaltbelægningen. Han kigger op. Som om han lige vil sondere terrænet.
Scenen, som her ved midnatstid er igang med at udspille sig i denne overdækkede indkørsel i det centrale København, ville være perfekt for en spionfilm: Stedet bærer nemlig parkeringskælderens præg – samtidig med, at den kraftige vind blæser nede fra havnen og ind gennem de to porte til ind- og udkørsel.
Claes Christensen står nu ved den to meter høje – og ligeså brede – postkasserøde postkasse.
Kuverten ryger i, og Claes Christensen kigger op igen. Lettet – og som om, han lige vil se, om nogen holder specielt øje med ham.
Det gør ’nogen’ faktisk. Information vil vide, hvorfor han er mødt op i natten for at sende et brev.
»Jeg skulle sende noget til en klient her i København, som han skulle have i morgen. Men den postkasse, jeg normalt bruger ved kontoret tømmer kl. 19.30. Derfor udnyttede jeg den her mulighed for alligevel at nå det,« siger Claes Christensen.
Advokaten kommer her et par gange om ugen, når han er sent på den med papirer, som absolut skal ud.

Sene deadlines
Her ved postkassen på Bernstoffsgade kan man helt frem til kl. halv fire om natten nå at sende breve til omdeling næste dag i hovedstadsområdet. Man kan også – med forskellige, lidt tidligere deadlines i nattens løb – nå at få post med til Jylland, Fyn eller det sydlige Sverige.
Dette er postkassen med Danmarks absolut seneste tømningstidspunkt, og den tiltrækker natten igennem en lind strøm af mere eller mindre halvdesparate borgere.
»Min nevø på Fyn har fødselsdag i overmorgen. Men her til aften fandt jeg ud af, at han samme dag tager på sommerlejr. Altså skal han have kortet i morgen for at nå at få det, inden han rejser. Derfor er jeg kørt herind,« siger Lars Windeballe, der er ingeniør.
Han bruger postkassen »en gang imellem« og stort set kun til private breve. I aften har han taget turen herind i bil fra Frederiksberg-kvarteret, og dermed gør han som de fleste.
Bilerne er således klart det foretrukne transportmiddel, og der kommer i gennemsnit et par stykker i minuttet.
I løbet af en aften og nat kommer der i gennemsnit omkring 10.000 breve i postkassen, oplyser Henning Christensen, chef for Københavns Postcenter. Det høje tal skyldes, at mange personer har flere breve med.
»Typisk er der flest breve i den sidste del af måneden – op mod den første. Dér kan der nogle gange være 15.000 breve i kassen,« siger Henning Christensen.
I nattens løb dukker folk op i bølger. Nogle gange går der flere minutter med fuldstændig stilhed. Andre gange må bilerne holde i kø for at komme til. Dette er skæbnen for freelance-fotografen Søren Zenth, som slukker motoren og stiger ud med en række breve indeholdende fakturaer.
»Jeg skal have nogle penge i kassen, så jeg vil gerne have, at kunderne får regningerne i morgen,« siger Søren Zenth, der benytter den sene postkasse to-tre gange om måneden.
Som oftest går han over i den ene af de to frimærkeautomater og trækker den nødvendige porto.
»Den frimærkeautomat er guld værd. Så behøver man ikke forsøge sig i kiosker eller 7-Eleven først,« konstaterer han og går tilbage til bilen.

Speciale til Helsingborg
Kort tid efter dukker Chris Sanders og Helle Degnbol op med et tykt brev med 150 A4-sider indeni.
»Oppe i Sverige – i Helsingborg – kender vi en kvinde, som endelig kan få sit speciale om det oldislandske sprog udgivet. Men hun har haft problemer med at printe ud på sin Macintosh. Derfor har vi printet specialet ud for hende og sender det nu til hende. Det skulle simpelthen være lige nu og her, så derfor er vi kommet,« forklarer Chris Sanders.
Han og Helle Degnbol kender kvinden, fordi de for tiden er redaktører af en oldislandsk ordbog.
Chris Sanders har i mange år benyttet sig af postkassen – også for nogle år siden, da den stod omme på den anden side af bygningen, ude på selve Bernstoffsgade.
Da der blev lavet cykelsti, kunne man imidlertid ikke have biler holdende længere, og så blev postkassen flyttet til sin nuværende position på bygningens bagside. Går man endnu flere år tilbage – til midten af 1980’erne – foregik nogle sene postafsendelser oppe på hovedbanegården, som ligger lige i nærheden. Her kunne folk gå op på perronerne og aflevere brevene direkte ind i posttoget mod Jylland.
Nu til dags er det mere effektivt. Bilerne kommer svingende ind – ofte med høj fart og en efterfølgende hurtig nedbremsning.

Syltet dem længe
Præsten Ruth Evensen fra Hellerup har fri bane til at køre helt op til postkassen, rulle vinduet ned og kaste en større stak allerede frankerede breve gennem lugen.
»Egentlig er det ikke nødvendigvis sådan, at brevene skal være fremme i morgen,« siger Ruth Evensen.
»Men jeg havde syltet dem i lang tid, og så tænkte jeg, at nu skulle det være. Det føles rart bagefter.«
Netop den rare følelse af, at have enten ’nået det’ eller ’overstået det’ er udpræget blandt postkassens brugere.
Det gælder for eksempel for den grafiske designer Signe Lund-Sørensen, som kommer cyklende.
»Jeg bor lige her i nærheden, på Vesterbro. Jeg skulle alligevel ud, og så tog jeg brevet med og cyklede forbi, selv om det sagtens kunne vente. Jeg har det bare bedre med, at det er sendt, og så kan jeg faktisk godt lide stemningen her om natten,« siger Signe Lund-Sørensen om den positive energi, der hersker omkring postkassen.

Den særlige lettelse
Der er nemlig ét oplagt fællestræk for alle folk – uanset deres bevæggrunde for at være her: Lettelsen.
Pensionisten John Frimann Steffensen har netop postet en bestillingsseddel på »noget undertøj, som min kone abonnerer på.«
»Jeg havde lovet hende, at det ville være fremme i morgen. Det løfte har jeg holdt nu, så nu får jeg ikke problemer derhjemme,« siger John Frimann Steffensen og gør klar til at drage tilbage mod Amager.
»Jeg føler mig utroligt lettet nu,« kommer det kort efter fra Jakob Schulze, der er økonom til daglig, men i aften er her i egenskab af hovedbestyrelsesmedlem i Jernbanehistorisk forening.
Til langt ud på aftenen har han siddet sammen med sine medredaktører og lagt sidste hånd på medlemsbladet. Nu sender han en cd-rom med layoutet til trykkeriet i Hobro.
»Vi hænger ofte i sidste øjeblik med at få bladet klar. Og så er det rart alligevel at kunne nå fristen ved at afsende det herfra,« siger Jakob Schulze.
Han kommer til postkassen med medlemsbladet de otte gange om året, hvor bladet udkommer.
»Hver gang kommer jeg til at tænke over, hvor stærk en lettelse, der kommer op i mig ved synet af den her postkasse,« siger Jakob Schulze.
For ham er det nærmest hyggeligt at komme forbi, og han snakker af og til med andre, som kommer og afleverer breve midt om natten.
»Nogle gange tager jeg deres brev, som de langer ud af vindet, og lægger det i for dem. Så får man et smil en sen aften. Det er ikke så dårligt,« siger Jakob Schulze.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu