Globalisering
Nu må det høre op. Med de antikke løsninger og den gamle bragesnak om underklassen som revolutionær ressource. Hvis der skal ske noget, må det være noget nyt.
Det blev en mægtig bestseller, da den italienske filosof Antonio Negri og den amerikanske litterat Michael Hardt skrev om »den ukuelige lethed og glæde ved at være kommunist« i storværket Empire.
Men det var, som om der manglede noget: De to skrev i forordet til Empire, som udkom i 2000:
»Vi håber med denne bog at kunne bidrage med en overordnet teoretisk ramme og en værktøjskasse med begreber til at tænke og handle i og imod Imperiet.«
Men der var ikke så mange operationelle begreber i værktøjskassen, da bogen var slut. Hvilket Michael Hardt siden erkendte i en bog udgivet af New Left Review omkring Empire. Som han sagde: Der manglede anvisninger for politiske realiseringer af en effektiv modmagt.
Nu kommer den længe ventede og allerede heftigt hypede efterfølger til Empire: Multitude – War and democracy in the Age of Empire.
Og de slår denne gang fast, at det må slut med at »gentage de gamle ritualer og trætte løsninger.« For nu skal det handle om en »ny bestræbelse på at formulere en ny videnskab om samfund og politik.«
Bogen udkommer først til august. Men allerede i denne uge fik The New York Times Frances Fukuyama til at anmelde bogen. Det må betragtes som en begivenhed: Det var Francis Fukuyama der skrev Historiens afslutning og det sidste menneske, der blev udlagt som et manifest for en definitiv, liberal verdensorden.
Hardt & Negri tematiserer ifølge Fukuyama to problemer:
Det ene vedrører ’globaliseringen’ og ’vidensøkonomien’. Det såkaldt ’immaterielle arbejdsydelser’, der kendetegner vidensøkonomi, er ikke objekter. Vidensøkonomien skulle producere ’sociale relationer’ og dem kan ingen ifølge Hardt & Negri påberåbe sig ejendomsret over.
Fukuyama finder den tese så latterlig, at han i The New Times blot replicerer:
»Programmører ansat ved Microsoft vil nok blive overraskede over at få at vide, at deres programmer tilhører alle, bare fordi de er skabt i samarbejde.«
Men Fukuyama anerkender den anden problemformulering: Der gives ikke demokratisk passende kontrol af global magtudøvelse.
Når USA udfolder sin stormagt økonomisk, politisk, kulturelt og militært, er det kun amerikanske vælgere, som har adgang til demokratisk kontrol:
»Forfatterne er sig bevidste, at de ligesom - de anti-globalistiske demonstranter i Seattle, som de hylder - ikke har nogen virkelige løsninger på disse vanskeligheder. Så de forsøger i stedet at diskutere, hvordan man kan reparere de nuværende internationale institutioner. Deres problemer er, at enhver forbedring er politisk vanskelig, om ikke umulig at realisere og vil i givet fald kun tilbyde marginale gevinster. De demokratiske institutioner, som fungerer på nationalstatsniveau, fungerer ikke globalt. Et sandt globalt demokrati, hvor alle jordens milliarder af mennesker skulle stemme, er en umulig drøm. Og de allerede eksisterende forslag til reformer af FN’s sikkerhedsråd eller forsøg på at ændre balancen mellem Sikkerhedsrådet og FN’s generalforsamling har ikke politisk opbakning. Det er værdige udfordringer at gøre Verdensbanken og Den internationale Valuta Fond mere gennemsigtige som institutioner, men det løser næppe det underliggende problem vedrørende demokratisk legitimitet.«
Hardt & Negri ser ifølge Fukuyama ethvert hierarki, enhver uddelegering af magt og beslutningskompetence som undertrykkelse. De relancerer Marx’ drøm om statens langsomme hensygnen på globalt plan. De vil erstatte de hierarkiske organiseringer med vandrette netværk, hvor alle regerer alle.
Fukuyama ser problemer anderledes. Og som han konkluderer:
»Ethvert forsøg på at gøre noget ved det globale Imperiums sygdomme må starte med at styrke og ikke med at afmontere institutionerne på nationalstatsniveau. Det vil ikke løse problemet med legitim global ledelse, men ethvert virkeligt fremskridt vil kun lade sig realisere gennem langsom, tålmodig fornyelse og reformering af de internationale institutioner. Hardt & Negri burde have tænkt over den gamle visdom fra den italienske marxist Antonio Gramsci, som senere blev taget op af de Grønne i Tyskland: Fremskridt bliver ikke opnået med utopiske drømmerier, men en ’lang vandring gennem institutionerne.’

*Hardt & Negri bog Multitude – War and Democracy in the Age of Empire udkommer til august på The Penguin Press.