Frie ord
Ikke blot året før H.C. Andersen-året bringer i erindring et vidunderligt udtryk af vores – endnu mere end selv Kierkegaard(!) – verdensberømte landsmand: »Mod aften nåede den (grimme ælling, el) et fattigt, lille bondehus; det var så elendigt, at det ikke vidste til hvad side det ville falde, og så blev det stående.« Dette bevingede ord rinder også i hu, når læses, hvad Francis Fukuyama forleden skrev i New York Times. Han, der efter Berlinmurens og socialismens/kommunismens fald ellers blev verdensberømt på profetien om, at nu havde verdenshistorien nået sin definitive afslutning i form af amerikansk kapitalisme, også kaldet demokrati og snart udbredt til alle folkeslag i hele verden for tid og evighed, skriver nu: »Ethvert forsøg på at gøre noget ved det globale Imperiums sygdomme må starte med at styrke og ikke med at afmontere institutionerne på nationalstatsniveau.«
»Det vil ikke løse problemet med legitim global ledelse, men ethvert virkeligt fremskridt vil kun lade sig realisere gennem langsom, tålmodig fornyelse og reformering af de internationale institutioner.«
Altså et håb om at verdenshistorien aldeles ikke går i stå. Men tværtimod tager skridt af virkeligt fremskridt, og det oven i købet uden at Fukuyama tilsyneladende aner, hvordan det egentlige problem med legitim global ledelse overhovedet skal løses. Det kræver åbenbart en omvæltning (revolution) så gigantisk, at ingen véd til hvad side kapitalismen vil eller burde falde.
Og så bliver den stående.
Trods alle Imperiets sygdomme og de elendigheder, mennesker og natur og eftertid påføres. Kapitalismen bliver stående. Til det sidste menneske og dets naturgrundlag bukker under, hvilket selv kapitalismen formentlig får svært ved at overleve.

Den lange march
Af Rune Lykkebergs referat i onsdagsavisen af Francis Fukuyamas advarsler mod at forlade sig alene på den amerikanske kapitalisme fremgår, at de formuleres i en slags foranmeldelse af en ny bog Multitude – War and democracy in the Age of Empire, som Michael Hardt og Antonio Negri udsender næste måned til opfølgning af deres Imperiet, udgivet på dansk af Informations Forlag. Hardt & Negri ser ifølge Fukuyama ethvert hierarki, enhver uddelegering af magt og beslutningskompetence som undertrykkelse. De relancerer Marx’ drøm om statens langsomme bortdøen på globalt plan. De vil erstatte de hierarkiske organiseringer med vandrette netværk, hvor alle regerer alle. Fukuyama ser problemer anderledes. Og som han konkluderer: »Hardt & Negri burde have tænkt over den gamle visdom fra den italienske marxist Antonio Gramsci, som senere blev taget op af de Grønne i Tyskland: Fremskridt bliver ikke opnået med utopiske drømmerier, men en ’lang vandring gennem institutionerne.’«
Det er dog storartet, at det nu er Francis Fukuyama, der påberåber sig marxisten Gramsci. Så skal det være Fukuyama undskyldt, at han godskriver de Grønne i Tyskland parolen: »Den lange march gennem institutionerne«.
Den blev såmænd lanceret af den tyske student Rudi Dutchke – i 1968! Som en af de mest forjættende utopier for det studenteroprør, Dutchke blev en af de mest karismatiske og mest sympatiske ledere af. Francis Fukuyama som genopliver af studenter- og ungdomsoprøret fra 68….
Mit hjerte, hvad vil du mer’?
Jo, det vil mere: Anholde den modsætning mellem utopi og Gramsci/Dutchke-parolen, Fukuyama opererer med. Som senest Suzanne Brøgger var inde på i Informations sommerserie om den miskendte oplysning, er utopiens død underkastelsen under de herskende magter, som om det ikke kunne være anderledes.

Utopi
Var der noget, Gramsci og Dutchke forstillede sig, så var det – revolution. Men ikke som et autoritært kup, øvet af revolutionære (på stalinistisk vis) i en højere logiks, Logos’ navn, men som en vekselvirkning mellem ændringer af de ydre forhold og af de indre indstillinger, hvor det er umuligt at sige, hvad der kommer først. Hønen eller ægget? Men hvor utopien er den drivkraft, som gerne kan kaldes drømmen om et sandt demokrati uden hverken fremmedkapitalens markeds-diktatur med ubegrænset akkumulation af goder at gøre godt med eller statens bureaukrati-og-ekspert-tyranni med ubegrænset magt over både ydre og indre natur.
Uden at en vis, begrænset, grad af marked og en vis, begrænset, form for stat dog kan undværes som tjenere for dette samtalende, dialogiske demokrati. Blot ikke som dets erstatning.
Nu har som bekendt fremmedkapitalens markedsdiktatur sejret eklatant de seneste par årtier, så når Fukuyama i dag efterlyser en styrkelse af institutionerne, gør han sig selv skyld i – utopi.
Hvad han som sagt ikke skal bebrejdes, men tværtimod burde vedkende sig med stolthed. Lige som George Monbiot støttes i sin utopi om et verdensparlament. Til hvis begyndelse vores egen Preben Wilhjelms forslag til reformation af FN er et godt bud i det essay om Irak-krigen, Information tidligere på året offentliggjorde. Sådan som også Bo Richardt fra Fredsvagten har fuldstændig ret, når han i går spørger, »hvornår det begejstrer Information, at der er nogle små, private borgere, som trodser alle nyliberale ordds og rent faktisk varetager demokratiet på en meget synlig måde«.
For ikke at tale om Hjalte Tin, der sidste lørdag på fortræffelig vis supplerede mine Frie Ord om nødvendigheden af nu at komme i gang med konkrete udarbejdelser af Plan B som modstykke til den sejrende fremmedkapitals markedsdikatur og til erstatning af den socialisme/kommunisme, der har har en stor fremtid bag sig.
Fukuyama skal heller ikke bebrejdes sin latterliggørelse af Hardts og Negris tilsyneladende forgudelse af den såkaldte »vidensøkonomi«, hvis medarbejdere skulle være lettet for den kapitalistiske tvang. Men skal den vakkelvorne kapitalisme overhovedet falde, før det sidste menneske og dets naturgrundlag er bukket under, bliver det i hvert fald ikke til den side, der minder om institutionstyranni. Det må være til en anden side.
Som man på dansk kunne kalde en art andelsorganisering af både privat og offentlig virksomhed, både nationalt og globalt.