Feministisk filosofi?

Anmeldt
Lilian Munk Rösing anbefaler i en anmeldelse den 18.aug. May Schott Robins bog om feministisk filosofi.
Jeg har både sympati og forhåbentlig også lidt forståelse for betydningen af et kvindeperspektiv i både politik, litteratur, ledelse og forvaltning – selv om der rimeligvis også til kvindekønnets perspektiv hører arketypiske fælder ganske som for mændenes vedkommende.
Ligeledes kan vi intet indvende mod hverken kvindelige forskere, skuespillere eller håndboldspillere; imidlertid er ved skuespil kønnet ligefrem en pointe i sig selv, og det samme gør sig gældende ved kønsopdelt idræt. En tilsvarende ’kvindefilosofi’ eller ’kvindevidenskab’ er der naturligvis ingen der ønsker; for personen bag forskningen bør kun inddrages i den udstrækning det er relevant for resultaterne – som dengang antropologen Margaret Mead i videnskabens navn ægtede en høvding i Bountyland.
At det kvindelige perspektiv vitterlig kan åbne for emner og vinkler der for et mandligt perspektiv er mindre relevante, er der næppe tvivl om – rene kvindesygdomme er således efter sigende genstand for langt mindre forskning end rene mandesygdomme. At mandlige filosoffers spekulationer om det at være menneske kan have slagside er også tænkeligt – men her vil en bagklog mandlig filosof sige, at så er det fordi de ikke har gjort deres job ordentligt. Principielt må almene sandheder være hinsides køn, for den almene erkendelse skal jo abstrahere fra det specielle.
På den ene side er filosofiens historie meget maskulint domineret, men på den anden side er filosofi og videnskab uden køn. Heraf har nogle mænd draget hurtige konklusioner om kønnenes forskellige anlæg for abstrakt tænkning – men en lovlig begavet pige fra et af de hårde fag fortalte mig engang noget helt andet: nemlig at det er uhyre svært som kvinde helt at abstrahere fra sin krop. Rent bortset fra at det længe efter slog mig at hendes ord måske tillige var ment som et signal, som jeg kropsfjerne mand typisk ikke fattede – så står hendes vidnesbyrd ikke alene. En abstrakt begavet pige vil kort sagt sjældent som de mandlige fumlere bruge sine evner til månedlange spekulationer om den ydre verdens eksistens. Dertil kommer at den ensomme heroiske vej nu engang altid har været langt mere taknemmelig for mænd end for kvinder.

Absurd som marxisme
Men en feministisk erkendelsesteori er lige så absurd som en særligt marxistisk erkendelsesteori – uagtet både Marx’ og kvindernes mange fortræffeligheder. Ganske vist læser jeg hellere Simone de Beauvoir end Sartre – men hun bedrev netop ikke ’kvindefilosofi’, men skrev nøgternt og tidløs prosa.
Den advarselslampe som vækker mig, er dog mere ugalant. For når ellers fornuftige kvinder så gerne vil gøre kvindeperspektivet til en officiel videnskabelig disciplin ’genus-forskning’, så adopterer de gerne en obskur ’maskulin’ terminologi uden skygge af baggrund i indre eller ydre evidens – såsom Derridas ulæselige skriftmetafysik eller Lacans forskruede fallos-skriverier. Kort sagt idoliserer disse damer da de mest komisk poserende faderfigurer og ender som disses travesti, eller med Jung: som animus-kvinder. For det er jo karakteristisk for ’animus-kvinder’ kritikløst at annamme den maskuline magts insignier – det anerkendte, det højt betalte, herreklubbens eksklusive rygmærker, det bindstærke nonsens uden selvkritik osv. Men hvad pointe er der i at konkurrere med sine ’overmænd’ og ende som deres karrikatur?
Nej, kvinden må som klovnen finde sit arkimediske punkt – og derfra angribe modpartens svage punkt.

Relaterede artikler

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu