Da Einar spaltede atomet – raphistorien, del I

Rappen var det sidste af hiphoppens elementer, der så dansk dagslys. Fødslen var præget af subkulturelle konventioner på kollisionskurs

I dag er dansksproget rap den hjemlige musikscenes mest succes-, konflikt,- begivenheds- og indflydelsesrige genre. Men det krævede to rejser, før rappen overhovedet blev en realitet. Den ene var femkløveret Rockers By Cho-ices studietur til bydelen Bronx i New York. Den anden var Nikolaj Peyks og Einar Enemarks S-togsudflugt fra Østerport til Sorgenfri.
Historien begynder fem-seks år før. I 1982. Teenageren Per Pedersen er taget på et highschool-ophold i den amerikanske by Rochester. Sammen men en svensk skolekammerat mænger han sig med byens unge, der har kastet sig over en splinterny dille, kaldet breakdance.
En af de sange, der rykker mest i de modtagelige dansere i 1983, er Run-DMC’s første maxisingle, der har numrene »Sucker MC’s« og »It’s Like That« på hver sin side af vinylen. Dem sender Per Pedersen hjem til sin lillebror i Tårnby på Amager.
Da 13-årige Lars Pedersen sætter »It’s Like That« i båndoptageren, går han nærmest i chok. Lillebroderen forstår ikke, hvordan hans bror på så kort tid kan springe fra Duran Duran til en aggressiv og mindre melodisk genre. Omvendt erkender han, at den såkaldte rapmusik har en »sindssygt dragende« effekt.
Så da Per et halvt år senere vender hjem fra Amerika, er Lars parat til at danse i hans fodspor, der fører ind foran fastfood-restauranten Burger King på Strøget.Her danner brødrene Pedersen sammen med folk som Ken ‘The Duke’ Larsen, Henrik ’Phase 5’ Marquart og Jørgen ’TNT’ Møller grundstammen i den gryende danske hiphopkultur, der gennem 1983 og 1984 samles på Rådhuspladsen for i samlet flok at marchere ned gennem gågaden.
»Med en snor bandt vi to båndoptagere sammen, så man kunne gå med musik forrest og bagest. På hvert gadehjørne stoppede vi op og begyndte at breake,« erindrer Lars Pedersen.
Han vurderer, at optoget til sidst samler 3-400 unge hiphoppere iklædt striktrøjer, hvide handsker og kinasko.

Skriften på væggen

Gruppen foran Burger King på Strøget tæller også en enerådig gut fra Østerbro. Hans navn er Nikolaj Peyk, og trods sin kompromisløse konkurrencementalitet holder den 17-årige grafikerelev fra Teknisk Skole sig pænt i baggrunden og lader de bedste breakdancere om at snurre rundt på hovedet.
»Jeg var skidedårlig,« indrømmer den i dag 38-årige Nikolaj Peyk. Han må i stedet læne sig op ad kammeraten Jan Kabré, der hurtigt er blevet medlem af brødrene Pedersens altvindende gruppe, Floormasters.
Sammen med resten af hiphop-slænget begynder de to venner at færdes i Strøgets pornobiograf, Nygade, der matcher de trashede forestillinger om foregangsghettoen i Bronx. Pornobiffens ejer undrer sig først lidt over det nye, konstant dansende, klientel. Men snart indser han potentialet og sætter dokudramaet Wild Style på plakaten.
»Vi troede, det handlede om breakdance, men Wild Style viste sig at handle om graffiti. Jeg kan huske, jeg sad i mørket og tænkte, ‘hold kæft, dér var den endelig’. Det havde været frustrerende, at jeg ikke kunne opnå status via dansen,« siger Nikolaj Peyk, som samme eftermiddag stjæler sine første dåser med spraymaling og drager på togt.
En måned senere har han samlet en graffitibande omkring sig og opkaldt deres fællesskab efter sit og landets første piece, der bliver malet langs Søerne i København. Whap Gang er født.
Mens graffitien vokser sig til et hærværksfænomen, som får DSB til at male fanden på væggen, ebber interessen ud for breakdancen. Det ses tydeligt i ungdomsklubben Thomas P. Hejle på Nørre Vold, hvor hiphop-miljøet, der ikke længere har nyhedens interesse, forskanser sig.
Nikolaj Peyk og Lars Pedersen er blandt dem, der holder fast, og de færdes begge på den hiphop-dedikerede 5. sal ved Nørreport Station. I 1985 begynder de to pionerer at prøve kræfter med endnu et element af den amerikanske hiphop-kultur – rollen som dj. Selv om maneren med at mikse plader og forlænge et breakbeat opstod før breakdancen ovre i USA, så er det – snart 10 år efter – endnu ikke lykkedes danskerne at lure frontløbere som Grandmaster Flash og Afrika Bambaataa kunsten af.
Det ændrer sig, da Herbie Hancock i 1985 gæster spillestedet Saga på Vesterbro med sin dj, Grandmixer DST. Publikummet til koncerten er en noget usædvanlig cocktail. Den ene halvdel består af ældre jazzhoveder, den anden af unge dansere, der bare venter på at flippe ud til dj’ens breakbeat.
Lars Pedersen fortæller:
»Lige pludselig så jeg, at dj’en havde en mixer, han stod og pillede ved. Så faldt 10-øren. Jeg skulle bare købe en Technics-pladespiller for selv at kunne scratche.«
Dansernes hungren efter noget musik at breake til siger meget om det musikalske underskud herhjemme anno 1985. Ifølge Nikolaj Peyk øver især de danske importvaner enorm indflydelse på den rækkefølge, som hiphopkulturens elementer når til Danmark i:
»Problemet bestod i, at markedet herhjemme var albumfokuseret. Men amerikansk rap og electro udkom kun på singler, så det blev nærmest umuligt at importere. Derfor kom musikken sidst hertil, mens dansen kom først. Også selv om dansen faktisk dukkede op efter graffiti, dj’ing og rap i USA,« påpeger Nikolaj Peyk.

’Hiphoppens fagsprog

’
Oven på koncerten med Herbie Hancock skaffer den efterhånden 15-årige Lars Pedersen fra Amager sig en sampler og en firespors-båndoptager. Han kan nu lave små mix, som brødrene Pedersen og vennen Jørgen »TNT« Møller sender ind til et fredagsprogram på radiostationen The Voice.
De kalder sig Fabulous Rockers, og numrene gebrokker sig af sted på et klodset engelsk. I Thomas P. Hejle er folk da også skeptiske over, at nogen overhovedet vover at rappe. Det gør amerikanerne alligevel bedre.
Fra sin dj-pult på Thomas P. Hejle ser Nikolaj Peyk, hvordan hiphop-miljøet deler sig op i fraktioner – en svindende breakgruppe og så en voksende graffitigruppe.
»Jeg var helt klart dj for skriverne, hvorimod Pedersen-brødrene kom ud af dansemiljøet,« mener han.
Ifølge Nikolaj Peyk er der en tydelig forskel på de to grupperingers tolkning af hiphopkulturen. Mens grænseafprøvningen ligger i graffiti-folkenes natur, så er de uniformerede dansere mere autoritære og regelrette.
Da Nikolaj Peyk, Jan Kabré og resten af deres slæng i 1986 lufter planerne om rap på dansk, falder det i dårlig jord: »Breakmiljøet var imod at bryde med ‘hiphoppens fagsprog’, som de kaldte det. Men vi skrivere mente sagtens, at vi kunne tillade os at rappe på dansk.«

Sorgenfri rap

Der viser sig dog at være langt fra tanke til handling for de normalt aktionglade hiphoppere. Godt nok forsøger Nikolaj Peyk og Jan Kabré nogle gange at samle hjemmedrengene til et angreb på den uindtagelige bastion. Men hver gang bliver drengene blæst tilbage, når de efterfølgende hører, hvor dårligt det lyder.
»I 1987 blev det en besættelse for os. Vi kunne ikke holde ud, at der ikke var andet dansk rap end det lort, som Gunnar Nu, Mek Pek, TV-2 og den slags havde lavet som et gimmick,« fortæller Nikolaj Peyk.
Der skal en gammel ven til, før koden bliver brudt. Den efterhånden 21 år gamle dj er som sædvanlig på vej ud til Jan Kabré for at scratche løs, da det ringer på døren i forældrenes Østerbro-lejlighed. Udenfor står Einar Enemark, en gammel klassekammerat. Han vil lige kigge forbi, forklarer han. Nikolaj Peyk beslutter sig for at tage Einar med.
Oppe på 12. sal i Sorgenfris største højhus går Jan og Nikolaj i gang med at øve dj-teknikker, mens den udenforstående Einar blot sidder og glaner.
»Til sidst gik der lidt skolelærer i mig, og jeg hankede op i ham. ‘Hey Einar, du skal rappe’. Egentlig så vi ingen grund til at bruge én, der ikke var hiphopper. Men det var netop Einars force. Han forsøgte ikke at efterligne amerikanske rappere som Melle Mel, fordi han slet ikke kendte til dem. I stedet startede han forfra med et nyt sprog og ny måde at sige tingene på. Det var løsningen. Vi havde spaltet atomet.«
Snart efter får orkestret MC Einar sig en pladekontrakt. Kvintettens ambitioner rækker egentlig ikke til at skulle sælges i musikbutikkerne, men med egen vinylplade kan de to bagmænd – der nu kalder sig DJ Jan og DJ Peyk – scratche med deres eget navn til koncerter.
Det vil give dem et forspring i forhold til landets andre pladeekvilibrister, og det er incitament nok til at gå i studiet. Her tager kontrolfreaken Nikolaj Peyk straks styring med pladeprocessen, samtidig med at den senere manuskriptforfatter også finder på teksterne til orkestrets debutalbum, Den Nye Stil.

Rejsen til Amerika

For brødrene Pedersen, der i mellemtiden har dannet gruppen Rockers By Choice med tre bekendte fra ungdomsklubben Sundby Algård, skal der mere til end en S-togstur uden billet. De fem Amagerdrenge drager i efteråret 1988 til hiphoppens vugge, bydelen Bronx. Bag sig efterlader de et fanhysteri, som alene bygger på et godt live-ry og så radiohittet »Engel«.
Nummeret hedder oprindelig »Angie« og er blevet fordansket på opfordring fra pladeselskabsmanden Kenneth Bager. Med MC Einars succes har Pedersen-brødrene bøjet reglen om ikke at rappe på modersmålet, og »Engel« belønner dem øjeblikkeligt.
Efterfølgende går turen til Bronx, så Rockers By Choice kan samle inspiration til et helt album. Det bliver en romantisk oplevelse.
»Vi boede mellem junkier og ludere. 14 dage med 42 grader på et lille værelse uden airkondition. Det største øjeblik var at stå oppe på taget i bar overkrop og drikke Budweiser – det var jo det, Beastie Boys drak – og høre Public Enemys nyeste, mens vi snakkede med en crackdealer. Hvis bare tiden var frosset lige dér,« siger en oprigtig Lars Pedersen, som på det tidspunkt går under navnet ’Chief 1’.

Nedtur

Da Amagerdrengene vender hjem, indspiller de den delvis revolutionære og gennemført politisk korrekte Opråb Til Det Danske Folk, som udkommer i januar 1989.
Medierne optrapper en ordrig ordkrig mellem MC Einar og Rockers By Choice, og musikkritikerne holder på de uniformerede drenge fra Tårnby Torv som vindere af den danske rapbattle. I Ekstra Bladet benytter rockanmelder Torben Bille sin omtale af MC Einars andet album, Ahr Dér, til at favorisere de interessante ‘nøglebørn’ i Rockers By Choice, mens Nikolaj Peyk og co. bliver gjort til overfriserede ‘fars drenge’.
De negative og i visse tilfælde dybt misforståede anmeldelser er mere, end venskabet i MC Einar kan bære. Da salgstallene også svigter, og hiphopmiljøet ikke vil kendes ved overgrundsfænomenet MC Einar, går orkestret i opløsning.
Imens fortsætter Rockers By Choice op gennem 1990’erne i skiftende konstellationer. Succesen fra debuten opnår Chief 1 og storebror Per ‘PeeWee’ Pedersen dog ikke igen, og i dag fremstår MC Einars gamle plader langt mere lytteværdige. Forklaringen bunder i Nikolaj Peyks eminente tekstskrivning.
34-årige Lars Pedersen, der i dag producerer popmusik, formulerer forskellen på de gamle rivaler sådan her:
»I Rockers brugte vi sjældent viskelæder. Det gjorde Peyk. Han spenderede flere dage på at rette en tekst til, mens vi havde den der korte attention span. Og så var vi håbløst naive. Vi kunne ikke grine af os selv og troede, vi skulle ændre verden. Omvendt udsprang MC Einars univers fra en kælder, hvor der blev røget rigtig meget hash og grinet af breakdancerne fra Amager.«
Nikolaj Peyk er delvist enig:
»Tekstskrivningen kom nok lidt lettere til mig. Men som idoler var vi ikke ligefrem værdigt plakat-stof. Einar gik med hyttesko og stammede lidt, og vi var alle klædt forskelligt. Rockers By Choice havde attituderne og ville rive systemet ned. Derfor valgte de 14-årige knægte – og musikanmelderne – selvfølgelig dem.«

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu