Højholt
Efter at Højholt gjorde nedenstående digt færdigt, angiveligt i tårnværelset på Hald, skrev han ikke digte i 11 år. Tilsyneladende havde han nu kogt sit digteriske projekt ind til dets ursuppe. En lille spand lyrisk koncentrat, der handler om alting, uden at der egentlig står noget. Alt står der ikke.
Digtet tvinger sin læser til mobilisere intellekt og spontaneitet samtidigt (en af Højholts kongstanker), for forstå digtet kan man jo egentlig ikke, kun opleve sin æstetiske clitoris (den slags ord står nemlig her i Hørmeren) stimuleret af en uformelig halvforståelses spøgelsesfingre.
Man kan dog prøve: I bogen Mastetoppe. 100 danske digte med korte analyser slutter Bo Hakon Jørgensen sin læsning af digtet således: »Hele tiden drejer det sig om sprogets, det kendtes, appeller ud i det ukendte for at følge tidens stadige hæsblæsende ødelæggelse og nyskabelse.«
I min forsimplende optik betyder det, at digtet handler om sproget. Og dette havde indtil da, groft generaliserende sagt, været det overordnede tema for hele hans produktion. Det tema var nu kørt til sit slutpunkt, og Højholt gik lyrisk i stå. Tilsyneladende.
I mellemtiden skrev han prosa, vidunderlig, fantastisk og udødelig prosa, der måske i virkeligheden, med hans egne ord, er ’maskerede lyriske digte’. For digter kunne han skisme ikke undslå sig for at forblive, og i tre sublime digtsamlinger, Praksis 9, 10 & 11, Det gentagnes musik, Manøvrer og Lynskud, fra 1989, 1993 og 1995, afleverede han kulminationen på sit forfatterskab.
Men i de modne digte skriver han ikke så meget om sproget, nu er temaet, igen med en grov forsimpling, et andet: Døden. Den død, der nu desværre er indtruffet.
Til afsked vil jeg erindre Informations læsere om det spørgsmål, som Højholt stillede sig selv, forklædt som Hölderlin, i det sidste digt i den sidste digtsamling: I den grad fanget på spidsen af en nål var ingen / af dem du kendte levende da du med øjnene søgte dem / så til glæde for hvilket andet øre fjernt fra dit eget / aftvang du pinen formulerede skrig?

Labyrinten som fortløbende struktur
Man behøver blot i kort tid at følge sporet af ordenes gentagne forløb for i en slags vision at blive opmærksom på værens labyrintiske konstruktion.

Georges Bataille, Den indre erfaring s.117

1.
Blitz fra den særlige mælk
over alfabetets styrtregn
mimet af et barn der sov ind
fremmed for dens skalaer

vansirer en hånds mod
og giver den uden tid og andre
ingen henstand – handske/dør-
greb – så den i dybere nød

torterer sekundet før den
gennem en honnings hinder
dræber det sovende barn
og når frem til forvist musik

2.
Næppe nævnt i sprøde gange
tier den kun halvt hjemfaldne
i sin forstenings første ord
anråbt: navn frarøvet navn
af nye fødslers råb til deres
gåders henfald i hans stemme
besvangrer den med andre
blindgyders holdbare skrig

og fra sit spor i luften
et nyt bogstaveligt forlis
peger ned i en tavs og stadig
mere kompliceret nellike

Note (Højholts egen): hinder: jvnf. f.eks. vendingen ’til hinder for’.
© Per Højholt

Fra Praksis, 2: Groteskens område, 1978