Bogtillæg

Forfatterskab
Dansk litteratur befinder sig nu i en ny virkelighed: Højholt er død. Den måske eneste endnu levende, som vi kunne kalde klassiker, uden at det klang af hul patos. Han var de yngre generationers forbindelse til den ældste; en kolos så stor, at vi er mange, der kan være i hans skygge.
Per Højholt er død, men Højholt, Per (1928-2004) lever. Dansk litteratur fået et forfatterskab, der er afgrænset. Skabet er slået i, så at sige, bum, lukket, og kan først nu betragtes som et hele. Det er fuldbragt, som Jesus sagde på korset. »Bræk!« kommenterede fuldblodsateisten Højholt sig selv, da han i filmen Udsatte egne brugte ordet ’fuldbragt’.
Hørbylundemanden er nu, med hans egen vending, i et interview trykt i Den blå Port nr. 43, 1998, ’faret sammen og dukket frem igen’.
Fra tilblivelsen af nævnte interview stammer en ganske sigende anekdote: Telefonen ringede, og det var fra et både hektisk og tåbeligt debatprogram, dets navn er glemt i dag, men Reimar Bo Christensen var vært. Programmet skulle handle om kunst denne gang, og de skulle bruge en folkelig ’kunst-ekspert’ og huskede på ham med Gitte-monologerne. Højholt takkede venligst nej til at medvirke og tilføjede: »Og jeg kan godt fortælle dig hvorfor: Der er alt for få biljagter i jeres program!«
Humor pulserede i alt hvad Højholt sagde og skrev, og mestrede alle facetterne, fra den finlitterære mundvigsspasme til brølet i forsamlingshuset.
Latteren og den ubændige lyst til at eksperimentere var de to typer benzin, der drev Højholt gennem et forrygende forskelligartet forfatterskab, der endte med at inkludere over 30 bøger. Med en ustyrlig styrvolt som ham er det umuligt at tælle præcist.

Den monstrøse roman
Nu vil vi, efter en lyngennemgang af hele skafotterskabet, henrette opmærksomheden på to digte fra de sidste digtsamlinger.
Fra den første del af forfatterskabet er der kanoniserede (nå ja, ikke lige i den nye, officielle kanon, hvor Højholts fravær er en skændsel, men det ligner et mønster: Grundtvig frem for Kierkegaard, Oehlenschläger frem for Baggesen og Rifbjerg frem Højholt) mesterværker som Min hånd 66, Show, Turbo og Punkter. Den tidlige Højholt bedrev dada, fluxus og pop på højlitterær manér og leverede en række klassiske eksempler på disse genrer i dansk litteratur.
Efter altid at have været digter gik han i 80’erne over til at skrive prosa. Det resulterede for det første i en bunke fantastiske fortællinger, Blindgyderne. Højholt nævner selv Poe, Borges, Blixen og Kafka som forbilleder, og det er vitterligt fortællinger, der indskriver sig i en glorværdig, international tradition, men tonefaldet og møblementet er umiskendelig Højholt.
I år 2001 kom så endelig Auricula, den store ufuldendte roman om de skrupliderlige ører, der blev undfanget under stilheden i 1915. Det er Højholts livtag med genren ’den monstrøse roman’. Bogen er hvinende elitær og samtidig bundsjofel og aldeles, med et højholtsk ord, forvorpen. Den tager sin tid at læse, men gevinsten er tilsvarende. Man skal bare anvende sit intellekt spontant, som forfatteren anbefalede.

Tættere form
Men digter kunne han skisme ikke undslå sig for at forblive: Fra 1989 til 1995 afleverede han det lyriske hattrick Praksis 9, 10 og ll, Det gentagnes musik, Manøvrer og Lynskud. Den sene digtning er suverænt indbydende mundtligt turneret og serveret, som alt fra Turbo til Gittes monologer var. Men nu er formen tættere. Svære digte er det, alene i kraft af allusionerne til hele galleriet af litterære helte og popikoner, og læseren tvinges ned i fart, ned i dødens tempo. For somehow graviterer alle disse digte om døden. Det brændende lokum er i eksistentielt modus.
Hvor Højholt i digtet »Labyrinten som fortløbende struktur« fra Praksis, 2: Groteskens område (1978) barberede sproget helt derned, hvor de sproglige skægstubbe metaforisk talt hørte op, og han måtte skære i selve kødet, sin egen krop og dermed dens forgængelighed. Det nævnte digt markerer afslutningen på hans første lyriske etape, og først efter en 11 år lang reflektionspause i prosa, var han gammel nok til at skrive digte, nu med sig selv, og dermed hans egen død, som brændstof.
Der er f.eks. digtet »Idyl, overbelyst« fra Manøvrer. En meditation over alderen, tilsyneladende let aflæselig, men ved nærmere eftersyn eksploderer detaljerne, vender detaljerne digtet om for læseren, gør det til alt andet end ’idyl’. Digtets første ord ’På den ene side’ får en ny klang. Den ene side er overfladen, oldingeidyllen, men et stykke nede bliver læseren opmærksom, og andre betydninger myldrer frem i digtet, og så læses den unævnte ’anden side’.

Samtale med Hölderlin
Læseren lægger mærke til ’de sorte fluer’ og ’lommeuret’, der endda lægges demonstrativt frem på bordet, og tænker derefter anderledes over ordene ’kold kylling’. Og døden er naturligt tilstede i den forsonlige slutning: »… og hvis ikke du vågner af den, er alt nævnt alligevel / allerede løbet fuldt og mere behøves ikke«. Det er ord med en klang af klassisk afklaret ligevægt, langt fra enhver romantik.
Men selv så simple og nærværende ord kommer fra litteraturen. »… og mere behøves ikke« er et direkte citat af slutordene i digtet »An die Parzen« (Til Skæbnegudinderne) af naboen i bogreolen, digteren Friedrich Hölderlin (1770-1843): »Und mehr bedarf es nicht«.
Således er digtets ærinde ikke kun forsoningen med den forestående død, men også en samtale med en af branchens tunge drenge. Tungere og alvorligere findes ikke, heller ikke fra Tyskland. Hölderlins digt er en bøn til skæbnegudinderne om at blive tilstået den gunst at kunne skrive Digtet med stort D for derpå at kunne dø i fred. Hölderlin benyttede den horatiske odestrofe, og dette metrums alvorstunge klang genfindes i Højholts digt. Højholt betragter sit liv og værk fra kanten af graven: »… og hvis ikke du vågner er alt nævnt alligevel«.
En sidste gang når Højholt at digte om sin egen eksistens i Hölderlins billede; med den gamle digter som samtalepartner og læseren som smuglytter, nemlig i digtet »& Hölderlin«. Et tæt digt, javel, men stadig servilt underholdende i sine næsten-hexametriske seksslagsrækker, den kærlige parodi på Hölderlins senhymniske sprog, hans enjambementer og inversionsfyldte syntaks.

Pointerer tvivlen
Spørgsmålet stilles: »… til glæde for hvilket andet øre fjernt fra dit eget / aftvang du pinen formulerede skrig?«. Det er en omformning af de berømteste ord i Hölderlins berømteste digt, Brot und Wein: »… wozu Dichter in dürftiger Zeit« (… hvorfor digter i trængselstider), de samme ord som Heidegger, en anden tung dreng fra Tyskland, viede essayet Wozu Dichter? (1946).
Højholts digt bimler med de højlitterære klokker, men er samtidig banalt smukt med en kerne af grum alvor. At skrive et digt betitlet »& Hölderlin« er en udpegning af den internationationale stormester i eksistentiel skrivekrise. Spørgsmålene er: Nyttede det noget at skrive hele livet? Har digtene en funktion for nogen?
Digtet står til sidst i den sidste digtsamling og markerer dermed afslutningen på det lyriske forfatterskab. Og det sidste interpunktionstegn er et spørgsmålstegn. Forfatterskabet slutter med at pointere tvivlen, den ægte eksistentielle og æstetiske tvivl, der var kerne og dynamo i hele lortet, fra tidlig fræserlyrik over knudret prosa til de sene digte.
Den kildrende tvivl er nu også vores: Med ham kan vi gentage spørgsmålet: »… var det din ånde vi så / din sang vi overhørte?«

Idyl, overbelyst
På den ene side sidder vi under kastanjetræet
med sildemad kold kylling og tre ærkegrønne
og holder liv i vind og vejr med sagtmodig snak
og lader livet trække gennem os på sene vinger
og slipper med sindsro den ene betydning for den næste
og vajer i det lange gennemtræk som ålegræs
og kastanjen brænder sine lys i lyset over os
og lader vinden rumstere i sig som i en ruse
stilfærdigt sidder vi og nævner vores hospitaler
og at kartoflerne er oppe nu og løg men ikke bønner
og at pæonens knopper er små og tusindfryd vrimler
du puffer varsomt til én med din stok og ler lidt
og ænser ikke at sorte fluer svirrer om din hat
og da toget passerer tager du lommeuret frem
og lægger det på bordet og lader det ligge der
til jeg rejser mig og tak for mad og du knapper trøjen
husker uret og går i solskin ind til din middagssøvn
og hvis du ikke vågner af den er alt nævnt alligevel
allerede løbet fuldt og mere behøves ikke.

& Hölderlin
I den grad fanget på spidsen af en nål var ingen
af dem du kendte levende da du med øjnene søgte dem
så til glæde for hvilket andet øre fjernt fra dit eget
aftvang du pinen formulerede skrig?

Her brister nu løv frem, forår hærger igen, gult
af ranunkler, purpur af tidselknuder. Døv spørger jeg
på ny: Sang du for dem kun og vinden når den bestrøg
lokale anemoner, eller var det din ånde jeg så

din sang jeg overhørte?

© Per Højholt, 1993 og 1995