Ny film
Den fordrukne, selvforagtende Willie T. Stokes (Billy Bob Thornton), hovedpersonen i Terry Zwigoffs seneste værk, Bad Santa, er ikke for sarte sjæle. Hver jul lader han sig hyre som julemand i forskellige stormagasiner, som han så røver sammen med sin dværgmakker, Marcus (Tony Cox). Og stakkels er de håbefulde små, som gerne vil sidde på Julemandens knæ og fortælle, hvad de ønsker sig til jul, for Willie afskyr børn og er som regel sanseløst beruset og grim i munden.

Dårlig smag
Men så møder han en ihærdig, otte-årig dreng uden venner og en sexet bartenderske, der elsker julemænd, og pludselig udvikler Willies liv sig i en helt anden retning, end han havde forventet.
Umiddelbart er Bad Santa en dybt satirisk antijulefilm og en solid portion modgift mod al den kvælende hygge og kommen hinanden ved, som julemåneden er fuld af. Zwigoff og en veloplagt Thornton gør, hvad de kan for at trampe på og sparke til så mange af julens symboler som muligt. De holder sig ikke for gode til at gøre grin med gamle og unge, små og store, hvide og sorte, kloge og dumme, og Thorntons lakoniske stil kombineret med manuskriptets bidske, sjofle replikker gør Bad Santa til en øvelse i dårlig smag og en temmelig morsom film.
Men ligesom Willie, der inderst inde drømmer om at kunne holde jul i familiens skød, ender Bad Santa med på sin egen forkvaklede måde at hylde de samme familievenlige værdier, som mere traditionelle julefilm, eksempelvis White Christmas og It’s a Wonderful Life.
Det er der for så vidt ikke noget galt i, men Bad Santa blegner i forhold til Zwigoffs tidligere bedrifter, dokumentarfilmen Crumb og tegneseriefilmatiseringen Ghostworld, netop fordi den ikke tør/vil tage skridtet fuldt ud og forblive lige så sort og kynisk, som den begynder.

*Bad Santa. Instr.: Terry Zwigoff. Manus.: John Requa og Glenn Ficarra. Amr. (Palads og CinemaxX i København og en håndfuld biografer landet over