I dag udkommer Mikkels pik, som er en såkaldt single, hvilket vil sige en journalistisk fortælling eller (som i dette tilfælde) et essay, der er længere end en artikel og kortere end en bog, men som kan læses på en enkelt eftermiddag eller aften, ergo: single.

Min gode ven Julie fra Frankrig er helt oppe og støde over den franske venstrefløjspolitiker og kandidat til det franske præsidentvalg på søndag Jean-Luc Mélenchon, som i sidste uge talte foran 120.000 mennesker på gaden i Marseille, og som ifølge visse meningsmålinger er helt oppe som nummer to, efter socialistpartiets Francois Hollande og foran den siddende præsident Sarkozy, og dermed med mulighed for at klare sig videre til en eventuel afgørende afstemning den 6. maj.

En håndfuld links til aktuelle billeder og ord om alt sådan noget med sex’n’things:

* En analyse af fjerde afsnit af femte sæsons Mad Men, ”which may rank as the most disturbing episode ever”, skriver Nelle Engoron, der udfolder afsnittets tematisering af det tætte forhold mellem intimitet og vold: ”The hold that people have on us, whether loving or abusive, can never be shaken off entirely.”

Jeg havde en gang en kæreste, der havde været au pair i Belgien og ikke brød sig om at gå på gaden dernede. Hun var ellers ikke sart, men mændene, især de yngre, var så aggressive, fortalte hun. Det var den måde, de stirrede på – og hvis de fik øjenkontakt blev den fulgt op af kække bemærkninger, lumre ansigtsudtryk, den slags. Til sidst kiggede hun altid lige frem eller ned i jorden, når hun gik en tur i byen. 

Endnu en stor tennisbegivenhed er overstået, den prestigefyldte Indian Wells-turnering, hvor Roger Federer overlegent ekspederede Rafael Nadal ud i semifinalen og vandt mændenes turnering (siden US Open i september han har vundet 37 ud af 38 ATP-kampe, inkl. seks turneringssejre, den seneste med influenza i kroppen), mens kvindernes nye verdensetter, Victoria Azarenka, fortsatte sin perfekte sæsonstart, der nu lyder på 23 sejre og fire turneringstrofæer i træk.

Som en lille opfølger til dagens anmeldelse af den svenske skilsmisseantologi Happy, happy vil jeg gerne dvæle ved et aspekt, som der ikke blev plads til på avisens 160 linjer.

Udgangspunktet er en påstand i det pressemateriale fra forlaget, der fulgte med, da jeg fik stukket bogen i hånden af kulturredaktøren. People’s Press skriver, at bogen ”henvender sig til både kvinder og mænd”. I Politiken gør anmelder Anette Dina Sørensen opmærksom på det samme.

Gør den så det, Happy, happy, henvender den sig både til mænd og kvinder? Det synes jeg ikke, og her er hvorfor:

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at denne blogger har noteret sig en hvis diskrepans mellem indholdet af de glittede Eurowoman/Femina-magasiner, jeg læser i lægens venteværelse, og indholdet af de samtaler, jeg har med mine veninder.

Så hvad er det for noget med “dameblade”? Er de fordummende? Eller er det snarere kritikken af dem, der er for dum?

Der er mange flere plakater her.

(tak til Trine N. for link)

I sidste uge vedtog politikerne i Skt. Petersborg en propagandalov, der (som tidligere nævnt) gør det potentielt strafbart at skrive eller debatere eller på andre måder “fremme” homoseksualitet.