Under et kort besøg i København i slutningen af sidste uge var det forbløffende at opleve, hvor stærkt optaget mange danskere er af det amerikanske præsidentvalg. Det gør indtryk på en journalist, som har tilbragt det meste af det sidste år med at følge og skrive om Obama, Hillary, McCain, Palin – osv.

Jeg kan blive helt rørt, når jeg tænker på alle de håbefulde ansigter, jeg så på Hovedbiblioteket fredag aften eller tænker på samtaler med danske venner og bekendte, som åbent bedyrer, at de ikke kan forestille sig, hvordan det vil gå for verden, dersom John McCain vinder præsidentvalget 4. november.

Anledningen til mit korte ophold var udgivelsen af min nye bog, ”KOMETEN – Barack Obamas kurs mod Det Hvide Hus”, som udkom fredag 10. oktober. Jeg har foretrukket at kalde bogen en politisk biografi for at understrege, at den ikke handler om Obamas opvækst, familie og person.

KOMETEN er en bestræbelse på at fortælle historien om Obamas pludselige tilsynekomst på den amerikanske politiske scene og hvordan det – imod all odds – lykkedes ham at besejre den absolutte favorit Hillary Clinton i en valgkampagne uden fortilfælde i moderne historie. Også valgkampen mod McCain analyseres fra forskellige synsvinkler – helt indtil primo september. Herefter følger kapitler, som placerer Obama i forhold til USA’s racerelationer, religion, superstjerner og tilsidst hans mulige udenrigspolitik.

Som sagt – jeg var rørt over det udbredte håb blandt danskerne om et systemskifte i USA. Men det slog mig også, at der lige under overfladen hersker en udbredt skepsis. Vil Obama nok ikke tabe alligevel, fordi han jo er sort amerikaner, blev jeg konstant spurgt – både hos Martin Breum i DR Udland, på bogcaféen Tranquebar og under en debat på Hovedbiblioteket.

Det er selvfølgelig et legitimt spørgsmål, men hvorfor bliver det vurderet til at være det vigtigste, spørger jeg mig selv. Jeg beskæftiger mig indgående med race og politik i min bog. Der er ingen tvivl om, at nogle vælgere ikke kan få sig selv til at stemme på en sort præsidentkandidat, men det bliver efter min og mange andre iagttageres opfattelse en ubetydelig del af befolkningen.

Så for mig er det virkeligt interessante spørgsmål: Hvordan kan det være, at så mange hvide amerikanere – et stort mindretal i meningsmålingerne – agter at stemme på en sort præsidentkandidat? Det er faktisk revolutionerende og utroligt lovende – også hvis han skulle gå hen og tabe, hvilket jeg gang på gang måtte bekræfte over for tilhørere er højst usandsynligt. Obama har for - alle tilfældes skyld - allerede vundet dette præsidentvalg. Man kan aldrig være 100 pct. sikker, men det er så sikkert, som det kan blive i en sådan situation.

Jeg fik også indtryk af, at der er få tilhængere af McCain i Danmark. Det overrasker mig ikke, at Søren Pind hører til denne kategori. Men jeg er skuffet over Uffe Ellemann-Jensen, hvis dømmekraft jeg nærer stor tiltro til, og tillægger hans støtte til McCain en overdreven fokusering på Europa og NATO. Der er ingen tvivl om, at dele af den transatlantisk-orienteret europæiske elite føler sig mere beslægtet med McCain end med Obama. De stoler formentlig ikke på Obamas engagement i Europa. Han er en ukendt størrelse, og er der noget den europæiske elite frygter, så er det ubehagelige overraskelser.

Jeg forstår udmærket, hvor de vil hen. Vi ved ikke præcist, hvor transatlantisk Obama vil blive som præsident. Men for mig at se bør Europa ikke være en topprioritet for ham. Det er langt vigtigere for USA og Europa, at en præsident Obama bruger mere tid og flere kræfter på at genoprette Amerikas ødelagte renommé i den muslimske verden – for ikke at tale om i Afrika og i Latinamerika og Asien.

At satse på McCain forekommer mig at være grov fejlvurdering. Med ham som præsident risikerer vi en fortsættelse og muligvis en skærpelse af USA’s aggressive udenrigspolitik – uden anvendelse af de nødvendige bløde magtmidler, for at sige det ultrakort.