Kvinder holdes ude, hvem har skylden?
Som repræsentant for det mandlige køn følger der gerne en snert af dårlig samvittighed med, når jeg læser om, hvordan kvinder er underrrepræsenteret på Roskilde Festival og Copenhagen Jazzfestival, sådan som det blev beskrevet i Information i fredags.
Det skyldes, tror jeg, en indgroet forestilling om, at de patriarkalske/maskuline/mandschauvinistiske/etc. værdier, der ligger til grund for skævvridningen, ikke bare tilgodeser mænd, men også opretholdes af "os": Mænd sidder på magten, træffer beslutningerne og er blinde over for deres tilbøjelighed til at favorisere hinanden.
Forestillingen er for så vidt korrekt – vi er blinde, vi bliver ofte tilgodeset og vi er med til at reproducere de skævvridende normer – men det er som regel kun den halve sandhed. Den anden halvdel er, at vi ikke er ene om det.
Tag f.eks. Emily Glassberg Sands undersøgelse af kønsdiskrimination blandt amerikanske manuskriptforfattere (pdf-fil, 173 s.), for nyligt beskrevet i bl.a. New York Times. Her bliver det godtgjort, at kvindelige manuskriptforfattere i sandhed er underrepræsenteret, at deres stykker skal sælge bedre end mandlige kollegers for at blive tilsvarende længe på plakaten, og at det samme manuskript indsendt af hhv. en kvindelig og en mandlig forfatter bliver vurderet betragtelig ringere af diverse litteratur- og teaterchefer, når det er Mary, end når det er Michael, der står som afsender.
Der er for så vidt ikke noget nyt i det. Men der er nyt for skyldbetyngede mænd, eftersom det viste sig, at den kønsdiskriminerende vurdering af manuskripternes kvalitet udelukkende skyldtes vurderinger fra kvindelige chefer.
Sands gentog sin pointe efter publikums højlydte måben:
"Mænd vurderer kvindelige og mandlige manuskriptforfattere nøjagtig ens."
Dermed ikke sagt, at kvinde er kvinde værst, lad os andre trygt vaske hænder, det er der mildt sagt ikke belæg for. Men næste gang den dårlige samvittighed kommer krybende, er det værd at huske på, at kønsmønstret – hvor ulige dets konsekvenser end er – sidder i os alle.
Man skal være registreret bruger for at deltage i debatten på netavisen og blogs på information.dk. Du tilmelder dig her
Om sex og køn og kroppe der kræver særlig opmærksomhed. Anders Haahr Rasmussen: Født i Frederiksværk 1979. Journalist, cand.public. fra Syddansk Universitet, Odense, 2010. MA i sociologi fra The New School for Social Research, New York, 2007. Underviser i journalistik ved Askov Højskole. Tenniskommentator for Danmarks Radio. Forfatter til bogen "Én bold ad gangen" (Gyldendal, 2010). Tidligere ekstern lektor i kildekritik
Kommentarer
Hmm, spændende! Gad vide hvad de bagvedliggende grunde er? Jeg kender det godt fra mig selv, det med i forvejen at forvente at en kvinde skriver dårligere end en mand (gad vide om jeg også ville have dumpet testen, eller om mine fordomme står til at vælte med godt materiale?). Det synes jeg selv jeg har empirisk belæg for at forvente, fordi jeg ikke har set nær så mange gode kvindelige som mandlige forfattere. Men lægger man mon også som kvinde en særlig læsning ned over noget, der er skrevet af ens eget køn? Antager man et andet perspektiv og forventer derfor noget, der ligger tættere på ens egen opfattelse af virkeligheden? Er det nemmere at blive skuffet af en kvinde, fordi vi forventer mere? Tja, gisningerne kan være så mange, og det er nok svært at regne ud hvad svarene er, når man har at gøre med noget så underbevidst…
Ja, kvinder kan godt være lidt fordomsfulde imod hinanden, men dog sætter vi pris på at kunne spejle os i andre af samme køn lidt mere, end vi som regel får mulighed for. Så vi vil nok hjertens gerne, at vore medsøstre ikke holdes ude og flere kommer frem i rampelyset.
Det er jo også et spørgsmål om kvalitet. De svenske krimi dronninger sælger da meget godt, muligvis fordi det er godt kram det de leverer. Mht. musik så er der ikke mange kvindelige bands/solister der har kvalitet nok til at ændre på balanceforholdet på Roskilde Festival. Jenny Wilson har kvaliteten, men sandheden er jo at der kun er ganske få af hendes og PJ Harveys kaliber. Det skal ikke gå ud over kvalitetsniveauet, at kvinder skal forfordeles ved booking, det ville være synd.
Jeg tror, det handler meget om kvinders indbyrdes konkurrence. Når jeg oplever kvinder interagere, er det næsten altid med en stor uudtalt konkurrerende facon.
Jeg tror også, det i højere grad er heteroseksuelle kvinder end mænd, der opretholder skønhedsidelaerne. Det er også kvinder, der hurtigst til at udpege hinandens appelsinhud og overvægt og i det hele taget håne andre for ikke at stemme overens med idealerne (for slet ikke at tale om damebladenes idealdyrkelse).
Jeg har en veninde, der er på vej op ad rangstigen i erhvervslivet, og som smuk og sexet ung kvinde, er dem, hun møder ubetinget mest modstand fra, andre kvinder.
For slet ikke at tale om det had, man ser i øjnene på andre kvinder, skulle man finde på at klæde sig udfordrende.
Dette stemmer overens med en neruologisk undersøgelse, jeg læste for nylig, der viste, at kvinder bliver decideret aggressive og hadske, når de ser en kvinde, der er smukkere end dem selv.
Men jeg kunne virkelig godt tænke mig en dybdegående undersøgelse af disse forhold. Den er dog svær at foretage, da det netop eksisterer uudtalt og måske endda ubevidst. Det er også et stort tabu i det hele taget at tale om kvinder som havende ondsidede sider. Men jeg tror personligt, kvinders indbyrdes ineraktion er meget vigtig at opnå forståelse af for at kunne forstå vores moderne samfund og hvordan vi skal forholde os til ligestilling.
Eini
Men jeg tror personligt, kvinders indbyrdes ineraktion er meget vigtig at opnå forståelse af for at kunne forstå vores moderne samfund og hvordan vi skal forholde os til ligestilling.
Det er et stort og meget uudforske emne, men ikke desto mindre nok af meget afgørende betydning.
Mine umiddelbare bud på hvordan vi mindsker fænomenet, at kvinder spænder ben for hinanden er følgende:
1. at kvinder organiserer sig kvindepolitisk med samme selvfølgelighed som man organiserer sig fagligt og derved giver kvindebevægelsen mere bredde og styrke. Det giver rum for diskussioner kvinder imellem, udvikler vor samarbejdskultur og frigør os fra at mænd altid søger at kontrollere, styre og spille os ud imod hinanden.
Jeg har selv lært noget af at være i kvindebevægelsen. En tro på, at vi godt kan finde ud af det sammen, selv om vi, som du skriver, kan have tendenser til at hade hinanden. De følelser må vi bare blive mere modne til at tackle og forstå.
2. At vi kritiserer dameblade og anden kultur, som ofte tiltaler os belærende i stedet for mandebladene, som tiltaler læseren med respekt og i øjenhøjde.
Disse dameblade befordrer den kultur, du nævner, hvor vi aldrig er gode nok uden at vi gør en masse ting ved udseendet osv.
Følelsen af at andre kvinder nok er bedre end en selv, andre kvinders pralerier (grundet i lavt selvværd) ødelægger vores eget selvværd. Det får os til at ville dupere andre kvinder, hvorved spiralen kører.
3. At vi gør os mere uafhængige af andre kvinders mening om os og giver dem mindre magt over os. I stedet kan vore partnere give det nødvendige selvværd og sex kan give det velvære, som dæmper aggressionerne og præstationsmanien.
Der er sikkert meget andet - dette er bare nogle forslag! :-)