Gadens upassende elementer

Denne weekend havde jeg fornøjelsen af at være inviteret til fødselsdagsmiddag på den nyåbnede restaurant Paté Paté i Kødbyen på Vesterbro i København. Vi spiste tapas og muslinger og drak boblende cava i de rustikt indrettede lokaler, der engang var leverpostejsfabrik, og som nu er møbleret med fund fra sydeuropæiske loppemarkeder og denne aften fyldt med smukke mennesker i stramme bukser og med smarte briller.

Jeg tror ikke, vores selskab skilte sig synderligt ud fra mængden. Vi snakkede om maden, og vi snakkede om irakiske flygtninge, og så snakkede vi om de fem letpåklædte, østeuropæiske kvinder, der stod lige ude foran restauranten. Paté Paté ligger nemlig, ligesom sin nabo, det funky folkekøkken Bio-Mio, lige ud til Halmtorvet, og Halmtorvet er et af omdrejningspunkterne for den lille del af den danske sexindustri, der går under betegnelsen gadeprostitution.

Det var et pudsigt syn. Her sad det kreative København, veluddannet og velklædt, en del af dem ved bænke og borde uden for restauranten under den lune sommerhimmel, og bogstavelig talt fem meter derfra stod den ene mere lårkorteklædte migrantarbejder efter den anden og sludrede med hinanden, grinede, sms’ede, lænede sig frem mod nedrullede bilvinduer, trak sig tilbage, gik rundt, lænede sig frem, satte sig ind, kørte af sted, kom tilbage, og så videre.

Nu er det vel en del af konceptet omkring den form for urban oplevelsesøkonomi, som Kødbyen med dens trendy barer, gallerier og restauranter er udtryk for, at det gerne skal være lidt autentisk. De nye beboere forsøger som regel at lade store fabrikslignende udluftningsrør løbe gennem lokalet, holde væggene rå og upyntede og i det hele taget indrette sig i overensstemmelse med stedets grovindustrielle “ånd”. Jeg ved ikke, hvordan fødevareleverandør Find Jørgensen har det med at unge, fulde mennesker pisser på hans lastbiler hver weekend, men det giver unægtelig byturen på Flæsketorvet et ekstra element, at der rent faktisk stadig arbejdes med flæsk i nogle af de store haller. Det er autencitet, der vil noget. Så længe kødgrossisterne stadig er en del af kulissen, er der ikke gået fuldstændig forlystelsespark i den.

Det samme kan man måske sige om kvinderne på fortovet ude foran Paté Paté. De minder om en svunden tid, da store byers indre bydele var beskidte og befolket af folk på overførselsindkomster, arbejdere, drankere, hustlere, frække chicks og friske fyre, og i hvert fald ikke kommunikationsarbejdere, konsulenter, arkitekter, velhavende turister og journalister som mig, der altså sad der og skålede i cava, mens sexhandelen foregik lige foran snuden på mig.

Det gjorde mig en smule utilpas, det skal jeg ærligt indrømme. Jeg ved ikke, om det var, fordi mine dyre muslinger pludselig smagte af dårlig samvittighed, eller om det var min æstetiske sans, der blev krænket. Måske var det begge dele. Jeg fornemmede det også blandt stedets øvrige gæster. Vi brød os ikke om det. Det var liiiige en kende for autentisk. For gadeprostitution ser altså ikke videre pænt ud. Og det ser heller ikke råt ud på den seje måde, som når Find Jørgensen-lastbiler læser kød på og gasser op og kører af sted.

Så intet under, at det opleves som presserende at få gjort noget ved gadeprostitution på Vesterbro. Samme udvikling har fundet sted i storbyer over det ganske Vesten. Den amerikanske sociolog ved Columbia University Elizabeth Bernstein har beskrevet det glimrende i sin bog Temporarily Yours — Intimacy, Authenticity, and the Commerce of Sex (University of Chicago Press, 2007):

“I takt med at urbane økonomier har orienteret sig væk fra produktionsarbejde og mod serviceydelser og forbrug, er der opstået “en ny geografi omkring centralitet og marginalitet”: Den hvide middelklasse søger i stigende grad mod indre by for at finde bolig og fritidsaktiviteter, mens det urbane industrielle proletariat bliver reduceret i antal og forflyttet til byens periferi.”

Som en lokal forretningsdrivende i San Francisco for nogle år tilbage formulerede sin kritik af gadeprostitution på vegne af en gruppe ved navn Save Our Streets:

“Vi er oprørte, ikke fordi det er ulovligt eller umoralsk, men fordi det forstyrrer vores hverdag.”

I Danmark er der ikke mange, der begrunder deres afstandtagen til gadeprostitution med deres eget velbefindende. Det er ikke nødvendigvis fordi, de er uærlige. Det kan sagtens være fordi, de vitterligt ikke oplever nogen sammenhæng mellem deres modstand og deres egeninteresser. Hvad end grunden er, så gør det prostitutionsdebatten herhjemme en hel del fattigere, at den sjældent har blik for større politisk-økonomiske sammenhænge. For det er sikkert og vist, at sexindustrien er påvirket af globale forandringer i forbrugsvaner og erhvervsinteresser. Og det er både kriminaliserings- og legaliseringsforslagene også. Faktisk behøver de slet ikke være så væsensforskellige, som de tager sig ud. De kan i hvert fald nemt få meget ensartede konsekvenser. Som Bernsteins studier af Sverige og Holland viser, så kan disse umiddelbart vidt forskellige strategier begge udgøre et effektfuldt redskab i forsøget på at rydde op i beskidte bymidter for at omdanne dem til middelklassens fornøjelses- og forbrugsparadis.

Det er ikke fordi den nye form for urban økonomi ikke har plads til sexindustrien, det har den i høj grad i form af sexlegetøj, stripbarer og gennemprofessionaliserede sexteatre og andre former for mainstream-produkter, der er med til at gøre sexindustrien til en del af den almindelige underholdnings- og forbrugskultur. Men der er ikke plads til udenlandske gadeprostituerede. De hører ikke til her foran Paté Paté. De forstyrrer, ikke fordi de larmer, men fordi de står der og minder os om, hvor ulige verdens goder er fordelt.

Det virker helt oplagt, at de må væk. Det virker også helt oplagt, at det ikke er for deres egen skyld, at de må væk. Det virker knap så oplagt, hvad der bliver af dem, når de er fjernet.