DBU - Den Berøringsangste Union
Man må tage klaphatten af for den stædighed Dansk Boldspil Union (DBU) udviser i forbindelse med den megen snak om homofobi i fodboldmiljøet, der har verseret siden Superligamålmanden Arek Onyszko udgav en bog, hvor han gav udtryk for sit bøssehad.
Først meldte kommunikationschef Lars Berendt ud, at der ikke var noget problemer med homofobi i fodbold, ja, at det ligefrem var diskriminerende over for idrætsorganisationerne at blive ved med at komme med disse påstande, når nu der ikke var noget bevis for, at de havde hold i virkeligheden. Berendt tilføjede ganske opsigtsvækkende, at bøsser i øvrigt gjorde klogt i at holde deres seksuelle observans hemmeligt i omklædningsrummet, da det jo kunne tænkes at støde de heteroseksuelle holdkammerater.
Nu melder DBU’s formand, Allan Hansen, tilsvarende ud:
“Jeg mener ikke, at vi har et problem med diskrimination af homoseksuelle i fodboldens verden. De meldinger jeg får fra klubberne, trænerne og dommerne er, at der ikke er noget problem,” siger han til næste udgave af magasinet Out & About, der er på gaden fra på fredag.
Uden at vide, hvor Hansen får sine oplysninger fra, så gætter jeg på, at han ikke har den fra dem tidligere landsholdsspiller og nuværende 1. divisionsspiller i Viborg FF, Asbjørn Sennels, der på sin blog skriver:
“I det professionelle fodboldmiljø, hvor jeg dagligt færdes, er ord som ‘homo’ og ’svans’ yndede skældsord. (…) Her i vores macho-kultur er homoseksualitet slet og ret ikke-eksisterende. Den tabuerende tankegang er, at det professionelle fodboldmiljø er lige så blottet for bøsser som det professionelle kvindelige håndbold-miljø er overrepræsenteret af lesbiske. Når fodboldspillere tænker sådan, forstår man godt, hvorfor det ikke just er hver dag, at en professionel fodboldspiller springer ud af skabet. I stedet gemmer de sig – og de gemmer sig godt.”
DBU har tilsyneladende heller ikke rådført sig med Pan Fodbold, hvis målmand fortæller Out & About:
“Vi er ikke fintfølende, men vi får homofobiske ytringer i hen ved hver anden kamp, og det sker oftere og oftere. Jeg noterer alle episoderne, men det er jo ofte noget, som dommerne ikke hører.”
Forholdt Pan Fodbolds erfaringer siger DBU’s formand:
“At Per Bilstrup fra Pan Fodbold siger, at de oplever diskrimination i hver anden kamp, er hans påstand. Jeg tror ikke på det, og det er som sagt ikke det, jeg hører fra klubberne. Jeg mener ikke, at der er tale
om noget større problem.”
DBU’s insisteren på, at homofobi ikke er noget problem i fodboldklubber landet over, er besynderlig af flere årsager. For det første fordi det efter alt at dømme forholder sig anderledes. Som fire danske konsulenter i en undersøgelse af homofobi og sport for EU-agenturet for grundlæggende rettigheder (FRA) forleden skrev i en kronik i Politiken, at “homofobi findes i mange sportsmæssige sammenhænge i alle medlemsstaterne, både inden for professionel og amatørsport. Og den udgør en væsentlig barriere for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoners mulighed for deltage i sport på lige vilkår med heteroseksuelle. Undersøgelsen viste også, at homofobi er særligt udbredt inden for fodbold.”
Den britiske interesseorganisation Stonewall offentliggjorde for nylig en større undersøgelse blandt fodboldfans og -spillere, der fik Stonewall-chef Ben Summerskill til at konkludere, at “fodbold er intitutionelt homofobisk”.
DBU’s udmeldinger er også besynderlige, fordi de kommer på et tidspunkt, hvor der netop er begyndt at komme fokus på homofobi i fodbold rundt omkring i verden. Den hollandske idrætsorganisation NSA har sammen med det hollandske sundheds- og velfærdsministerium iværksat et program med titlen Sport & tolerance, som blandt har til formål at sikre inklusion af homoseksuelle i sportsklubber.
DBU insisterer på, at der hverken er brug for kampagner eller andre initiativer (“Det bliver løst som enkeltsager,” siger Allan Hansen), hvilket selvsagt bliver mødt af undren fra udøvere, politikere og organisationer.
Først Per Bilstrup fra Pan Fodbold:
“Det er ikke nogen hemmelighed, at der er superligaspillere, som er bøsser, men at de ikke tør stå frem. De er bange for, hvilke konsekvenser det kan få. Og vi oplever i Pan Fodbold dagligt, at der er diskrimination og homofobi. DBU burde som sportens organisation gå forrest og sørge for, at der var åbenhed og oplysning om problemer, og at klubberne havde en holdning til homofobi. Vi har flere gange kontaktet DBU og foreslået, at vi skulle gøre noget sammen. Men de har ikke engang gidet svare på vores henvendelser.”
Fritids- og kulturborgmester i København Pia Allerslev (V) er heller ikke tilfreds med DBU:
“Jeg synes, at det er ærgerligt, at der har været nærmest larmende tavshed fra DBU i denne sag, og at de ikke mere klart og tydeligt har sagt fra over for de diskriminerende udtalelser. Det er trods alt DBU, som tegner dansk fodbold,” siger hun til Out & About.
Thomas Lindrup fra Spillerforeningen (interesseorganisation og fagforening for de danske fodboldspillere) anklager ligefrem DBU’s Lars Berendt for selv at diskriminere homoseksuelle:
“Når Lars Berendt fra DBU har været ude at sige, at homoseksuelle skal indordne sig under majoriteten – altså os heteroseksuelle – ligger der også en diskrimination i det. Homoseksuelle skal selvfølgelig kunne være sig selv,” siger Lindrup med henvisning til Berendts udtalelser om, at “man skal vise hensyn til majoriteten, som kan føle sig utryg ved at blive konfronteret med minoritetgruppers synspunkter. I en baderumssituation kan nogle føle sig utrygge ved, at der er en, der bekender sin seksualitet og dermed bringer et seksuelt element ind i miljøet, som ellers ikke er en del af samværet.”
Nej, der er ikke meget, der tyder på, at DBU vil spille med i kampen mod homofobi i fodbold. Så nu har Spillerforeningen selv tænkt sig at snøre støvlerne, fortæller Thomas Lindrup:
”Vi overvejer lige nu i Spillerforeningen at sætte en oplysningskampagne eller andet i gang om emnet. Når jeg er lidt tilbageholdende med at fortælle nærmere om, hvad vi har tænkt os at gøre, er det fordi, at jeg endnu ikke ved, hvad jeg kan få min bestyrelse med på. Men der kommer til at ske noget fra vores kant.”
Man skal være registreret bruger for at deltage i debatten på netavisen og blogs på information.dk. Du tilmelder dig her
Om sex og køn og kroppe der kræver særlig opmærksomhed. Anders Haahr Rasmussen: Født i Frederiksværk 1979. Journalist, cand.public. fra Syddansk Universitet, Odense, 2010. MA i sociologi fra The New School for Social Research, New York, 2007. Underviser i journalistik ved Askov Højskole. Tenniskommentator for Danmarks Radio. Forfatter til bogen "Én bold ad gangen" (Gyldendal, 2010). Tidligere ekstern lektor i kildekritik
Kommentarer
Allan Sennels spiller for Viborg FF i 1. Division, ikke Superligaen (som i øvrigt hedder SAS Ligaen)..
Lars Berendts udtalelser er skandaløse, men desværre ikke specielt overraskende. Hele DBU er gennemsyret af en mærkværdig tankegang, først og fremmest ved Hr. Berendt og Hr. Hansen. Presse-boykot og vage mumlerier - det er helt go’ nat.
Danmark kommer aldrig nogen vegne fodboldmæssigt med den slags mennesker ved roret, og i det lange løb kan det endda medvirke til at vi ikke får taget fat på diskrimination et sted hvor eksempler kan gøre en forskel.
Skam jer DBU!
(fint indlæg, du får et ‘like’ herfra!)
Hey David,
tak for ‘liken’ og tak rettelsen, den er indført (jeg tillod mig at skrive 1. division i stedet for Viasat Sport Divisionen).
Og vi mangler lige at høre foragelsen fra de sædvanlige der råber om om andre folkeslags holdning til f.eks. homoseksuelle….
Hvor er Pia Kjærsgaard, hvor er Michael Jalving? Hvor er Mogens Camre? Hvor er JP henne?
Ingen steder er svaret - hverken Lars Berendt eller Arek o. er jo muslim…
Anders, Anders, Anders…..som sædvanlig synes jeg du har fat i den lange ende, og bringer en problematik frem, som fortjener at blive skamdebatteret. Læser jeg for få aviser, eller er du den eneste, der prøver at få en fornuftig og nuanceret debat igang omkring dette emne, som ellers bare ser ud til at smuldre i mediernes ubarmhjertige trædemølle? Jeg håber, du holder ud, og glæder mig til at se, hvad Thomas L. kan drive det til.
Måske nogen i DBU’s bestyrelse skulle fortælle Behrendt, at sagens kerne ikke blot handler om bøsser, men om DBU’s evne til - eller mangel på samme - til at afspejle de værdier, vi i øvrigt bygger på i samfundet og i de internationale konventioner, vi har tilsluttet os.
Når man ikke magter eller vil forhold sig til de relevante værdidebatter, der rejser sig med relation til sporten, er DBU’s egne værdier ikke det papir værd, de er skrevet på. Se DBU’s værdier her:
“Alle skal gives mulighed for at udvikle sig som hele mennesker
Alle parter i fodbolden er ligeværdige
Udgangspunktet for udvikling er oplevelsen af det gensidigt forpligtende fællesskab
Dialog, åbenhed, tillid, demokrati og fairplay skal fremmes
Glæde skal præge alle aktiviteter.”
Og når vi nu er i gang, er det nærliggende at spørge, hvordan det egentlig står til med at forholde sig til andre væsentlige værdier, som er almindelig god tone i samfundet.
Hvordan går det f.eks. med at afspejle hele samfundet på landsholdet og i klubberne. Hvad gør man for, at nogle af de dygtige spillere med indvandrerbaggrund - som har stor succes på andre landes landshold - ikke er at finde på vores eget landshold?
Det mest eksotiske navn på den aktuelle liste over landsholdsspillere er Daniel. Men han hedder Jensen til efternavn og er formentlig pæredansk…
Hej Ronni,
tjek Aftenshowet fra i går, onsdag, ud. http://www.dr.dk/DR1/Aftenshowet/Klip+fra+Aftensho…
Lise Rønne har Jacob Wadland fra DBU og Per Bilstrup fra “den homoseksuelle fodboldklub” (fodboldklubber der tænder på andre fodboldklubber, måske?) Pan Fodbold i studiet.
“(fodboldklubber der tænder på andre fodboldklubber, måske?)” haha.
Stor lyrik.
Men iøvrigt undrer det mig lidt at man forventer at bøsser bare sådan lige kan integreres i et miljø, hvor der ikke normalt er seksuelle relationer mellem deltagerne.
Som alle ved ændrer heteroseksuelle mænd komplet adfærd i det øjeblik der dukker en kvinde op.
De bliver pludselig rivaler, og det er ganske dræbende i en holdsport som fodbold.
I hvert tilfælde for de 99% som spiller fodbold for sjov.
Derfor laver homoseksuelle en del mere ballade på et fodboldhold end på steder hvor der er kvinder tilstede i forvejen, fordi de så at sige seksualliserer et afseksualliseret miljø.
Dette er på ingen måde et forsvar for homofibi, blot en forklaring på hvorfor tingene måske nok er lidt sværere på det her område end på så mange andre.
Det er jo nok også forklaringen på at tingene tager laaang tid rundt omkring i verdens militærer styrker.
Men det kunne være rart at høre lidt om Forsvarets erfaringer med homoseksuelle soldater.
Det lyder ikke som om der er nogen problemer på det område, men det kan jo være at bøsserne kloge af skade har valgt den samme taktik som i fodbold, nemlig enten at holde sig væk, eller at holde deres kæft.
Og det er jo ikke rigtigt nogen løsning.
Hej Travis,
jeg tror, du har ret i, at en åbent homoseksuel mand kan “forstyrre” et almindeligt fodboldhold, og jeg tror også, det er det, Lars Berendt henviser til, når han siger, at man “må være varsom med” hvordan man “udfordrer det sammenhold”. http://politiken.dk/sport/fodbold/article827523.ece
Det bekymrende er, synes jeg, at han gør sin deskriptive sandhed (sådan ser verden ud) til sit normative ideal (sådan må det være). Som om man slet ikke kan forestille sig en virkelighed, hvor det ikke nødvendigvis behøver være så forstyrrende med bøsser i omlædningsrummet.
Jeg kender ikke så meget til diverse militærinstitutioners erfaringer. Kom gerne med links, hver og en.
Den dér med, at homoseksuelle skal “gå stille med dørene” i et overvejende hetero-miljø, for ikke at forstyrre miljøet med “seksuelle spændinger”, er simpelthen så vildt homofobisk, at kun en rendyrket homofob kan komme med den!
Fra rendyrket hetero-side kan jeg meddele, at jeg har arbejdet i en del år indenfor restaurationsbranchen, hvor det ikke er nogen skam at have hverken den ene eller anden seksuelle præference og jeg har arbejdet i et hårdt kompetitivt ingeniørmiljø (udviklingsafdeling) med flere åbent kendte homoseksuelle af begge køn.
Jeg har aldrig oplevet at dette skabte hverken dårligere arbejdsmiljø eller lavere produktivitet end andre arbejdspladser, hvor jeg ikke var vidende om, hvorvidt nogle af mine kolleger var homoseksuelle.
Faktisk kan jeg ikke engang komme i tanker om et stamværtshus i tidens løb, hvor homofobi var almindelig, eller hvor man kunne kalde nogen “bøsse”, uden at få påtale.
Så jeg tror ikke kun at problemet er fodboldklubberne, for hvis det kun var et problem i omklædningsrummet, så ville DBU-toppen nok ikke have svært ved at se det kritisable i forholdet. Det virker nærmere som om, at disse sportsfanatikere bevæger sig i en stor indavlet, verdensfjern klike, hvor man er ligeså latterligt blind for verdens realiteter, som f.eks. den engelske politikerverden var det helt op i 80’erne og 90’erne )på trods af deres kostskolebaggrund ;-).
Mit råd til kryptobøsserne i topfodblod er enkelt: er en af dine kammerater homofob, så giv ham en spiller!
Hej Anders,
Nu er Lars Berendt notorisk ubegavet i sine kommentarer, og det udgør et problem i sig selv.
Og der er heller ingen tvivl om at hvis homoseksuallitet giver problemer for deltagere i betalt fodbold, så har vi regler for det i lovgivningen.
Problemet er naturligvis at dette starter langt tidligere end lovgivning er relevant.
Jeg kan godt huske stemningen i omklædningsrummet som ynglingespiller, hvor alle havde været i byen om lørdagen, og hormonerne stadig dunkede i blodet.
Der var ikke plads til nuancer her, og den seksuelle orientering var komplet ensrettet.
Og det var ikke et sted jeg ville have budt ind med mine betragtninger om min egen seksuallitet, hvis jeg lå og rodede med min egen seksuelle orientering.
Eller for den sags skyld ville berette om mine eskapader på Cosy.
Flere kommentatorer har da også luftet den teori at miljøet i de unge år simpelt hen skræmmer de unge bøsser væk, og det således er der man skal finde forklaringen på deres fravær længere oppe i systemet.
Lidt bekvemt måske, men nogen gange tror jeg bare det er lidt naivt at tro at noget så centralt som den mandlige seksuallitet bare kan ignoreres.
Specielt når vi taler mandefællesskaber i pupertetsalderen.
Derfor er den pragmatiske løsning en tid endnu nok separate hold eller klubber for homoseksuelle, selvom det kan virke lidt åndsvagt.
Jeg kan sagtens forestille mig, at Travis har ret i sin forklaring på eventuel manglende repræsentation af homoseksuelle i toppen af sporten. Ekstrem homofobi er en velfungerende eksklusionsmekanisme, ligesom sexisme er det. I et strengt ensartet miljø er det svært at være minoritet (svært at være mandlig pædagog, kvindelig murer, homoseksuel mand i en machokultur osv.).
Men der er ingen modsætning mellem heteroseksualitet og homoseksualitet, forstået på den måde, at de to ikke kan finde plads samtidigt i det samme rum. Fordi unge spillere har raserende hormoner og snakker om deres heteroseksuelle erobringer, er det ikke ensbetydende med, at der ikke kan være plads til homoseksuelle spillere - eller udveksling af erobringshistorier mellem heteroer og homoer.
Den heteroseksuelle mandlige seksualitet er ikke truet af den homoseksuelle mandlige seksualitet på nogen virkelig måde. Det er machokulturen der er problemet, fordi machokulturen definerer sig selv gennem en række afgrænsninger, bl.a. fra kvinder/det feminine og fra homoseksuelle (som associeres med noget kvindeligt/feminint). Ændres kulturen - og det kan sagtens lade sig gøre, især gennem oplysning og udvidelse af ideerne om, hvad det vil sige at være “en rigtig mand” - vil heteroseksuelle miljøer godt kunne rumme homoseksuelle.
At acceptere en sexistisk og homofobisk kultur med reference til en essentialistisk tilgang til “seksualitet” og machoidentitet, er en misforståelse og en falliterklæring. Hvor ellers i samfundet accepterer vi blankt diskrimination med henvisning til at det er “naturligt” at vi diskriminerer? Ikke rigtigt nogle steder. Vi er heldigvis mennesker og som sådan i stand til at revurdere de normer vi agerer på baggrund af, hvis vi ikke mener at de er gode.
Der er faktisk også det andet forhold på spil - som Travis giver godt afsæt til, - at seksuel vurdering finder sted uvilkårligt, hvad det vel er folk af enhver observans bekendt fra deres arbejdsplads og sociale liv (hvorimod der ligesom sættes en parentes om familie og nære venner), og mænd bryder sig gennemgående ikke om at blive ‘checket ud’ på samme måde, som de selv iagttager (og reagerer på) kvinder. Siger min erfaring mig…
Jeg er ret overbevist om, at mænd tjekker hinanden ud, uanset om de er homoseksuelle eller ej, akkurat som kvinder tjekker hinandens kroppe ud. Man sammenligner sig med hinanden - det er også svært helt at lade være, når man trods alt er nøgne sammen.
Det kan selvfølgelig godt være, at det opleves forskelligt når det er hhv. hetero-mand og homo-mand der tjekker en ud. Måske føles det omtrent lige så ubehageligt og uønsket som det gør for kvinder, når fremmede og tilældige mænd fuldstændigt åbent og utilsløret klæder dem af med øjnene. Det er måske følelsen af ikke at have kontrol over, hvad den anden gør/tænker/eventuelt motiveres til, som vågner når det homoseksuelle blik falder på ens heteroseksuelle korpus? Hvis så, er det muligt at kvinder og mænd her kan få noget af det samme erfaringsgrundlag i forhold til at føle sig udsat og seksuelt truet.
@Travis Macholm
“Flere kommentatorer har da også luftet den teori at miljøet i de unge år simpelt hen skræmmer de unge bøsser væk, og det således er der man skal finde forklaringen på deres fravær længere oppe i systemet.”
Det er lige omvendt, det er det udprægede skabsbøsseri i ndenfor fodbold, der skræmmer heteroseksulle mænd væk. Og hvad ved vi egentlig om Lars Behrendt og DBU?
Det er jo en gammel sandhed, at det man frygter mest hos sig selv, også er noget man projicerer ud på sine omgivelser og prøver at bekæmpe ad den vej. Det kan måske forklare den udprægede homofobiske og heteroseksuellle opførsel hos mange tilskuere og fodboldspillerne i omklædningnsrummet. Hvis man er lidt usikker på sin seksuelle identitet, som sikkert bliver udfordret i omklædningsrummet, så er det bedre at signalere, at man ihvertfald ikke er på det hold. Måske skulle vi gå tilbage til de gamle grækere som vist havde et mere afslappet forhod til homoseksualitet og sport.
Søren Rehhoff, det handler altså mere om selve konstruktionen af identiteten, dét, du dér har fat i.
Men som bøsse bliver man da både overrasket og lidt skræmt over at iagttage i hvor høj grad, mænd, der definerer sig selv som heteroseksuelle, benytter cut-out modellen - altså det, at man i stedet for at ‘tegne’ sig selv skærer sig ud af den facetterede og paradoksale virkelighed. Man synes at flygte ind i ‘normaliteten’.
Fodbold er en rendyrket idolsport.
Drengene i omklædningsrummet tror jeg mest er homofobiske fordi deres idoler i fodboldverdenen er homofobiske eller i hvert fald deres billede af den.
Forestillingen om at hetroerobringer og hormorner ikke kan bygges sammen med homoseksualitet er for uambisiøs.
Det jeg tror der virkelig er brug for er at de skabsbøsser Per Bilstrup fra Pan Fodbold siger der er skal springe ud af skabet og tage de huks der skal til for at få deres “slags” accepteret i miljøet.
Hvis pludselig Beckham, Ronaldo eller en af de andre superstjerner sprang ud og viste sig at være homoseksuelle, så ville det give enormt meget plads nedaf i rækkerne.
De ville selvfølgelig risikere i fald i deres karriere og blive hetzet af pressen, men det er det der har virket i alle andre miljøer, hvor musik miljøet er et godt eksempel med fx superstjerner som Elton John der springer ud.
Problemet er så bare at de ikke tør stå frem pga det pres der vil følge, men at give plads til nogen man i teorien ikke ved om der er, tror jeg er virkelig svært at få igennem i et så taburamt miljø.