Det er den tid igen

Om få timer går to af verdens bedste tennisspillere nogensinde ind på Rod Laver Arena for at spille semifinale ved Australian Open. Jeg glæder mig som et lille barn. Det er 27. gang, de mødes. Et af de mere mindeværdige opgør fandt sted for tre år siden, netop på Rod Laver Arena, hvor Roger Federer led et smertefuldt nederlag til Rafael Nadal, der endte med at måtte trøste sin grædefærdige modstander under præmieoverrækkelsen. Det skrev jeg en artikel om, som er megalang, men det er ventetiden også, så her er lidt at fordrive den med.

–––––-

Kongen og knægten

Der var noget sært bevægende over sejrsceremonien ved de åbne australske mesterskaber i januar måned. Den var på en gang inderligt rørende og yderst ubehagelig. Man behøvede ikke være tennisentusiast for at blive påvirket, om end det hjalp at kende en smule til finalisterne og deres årelange rivalisering: Roger Federer, monarken, havde siden 2004 tronet øverst på ranglisten og domineret sporten så overlegent, at han syntes på sikker kurs mod en plads i historiebøgerne som den bedste tennisspiller nogensinde, indtil sommeren 2008 da den evige toer, unge Rafael Nadal, som var begyndt at volde Federer større og større problemer, først udraderede ham ved de åbne franske mesterskaber kun for at gentage succesen en måned senere med en sejr ved Wimbledon, der markerede magtskiftet i tennistoppen. Nadal blev kåret som ny verdensetter, der var intet at tage fejl af, kongen var afsat.

Der stod han så på et lille podie under Melbournes aftenhimmel, Federer, med sin sølvplatte i hånden, klar til at holde sin tabertakketale foran godt 15.000 tilskuere, der netop havde set ham tabe endnu en finale til Nadal, den femte i træk. Publikum klappede, og Federer tog en dyb indånding, men der kom ingen ord, der kom kun tårer, og til sidst gav han slip. Federer græd og græd med hoppende skuldre og sænket hoved, indtil han fik lov at udskyde sin tale, træde til side og gøre plads til Nadal, som trådte op på podiet, modtog sin pokal, stillede sig hen ved siden af Federer og lagde armen om hans skulder.

Det var et rørende syn, sportens to største rivaler i tårevædet omfavnelse. Det var også et brutalt syn. Spanieren havde fundet opskriften til at vinde over den uovervindelige, og det var ved at slå Federers karriere itu. Det var ved at overflødiggøre hans mange titler og rekorder, for når alt kommer til alt, er tennis en gladiatordyst, hvor selv det største pokalskab er for småt til at skjule den personlige fornedrelse, der følger af at tabe den ene duel efter den anden.

Federer var på vej til at fuldende sin skæbne som Mesteren Over Dem Alle, men han har fået gummiarm. Han kan ikke slå Nadal. Derfor græd han, og derfor virkede Nadals omsorgsfulde arm og opmuntrende ord paradoksale – som at trøste den ulykkelige kæreste, hvis hjerte man netop har knust. Nadal var årsagen til den selvsamme smerte, han forsøgte at lindre.

Finalen i Australien kunne passende have markeret afslutningen på rivaliseringen mellem Federer og Nadal. I så fald ville det have været historien om den perfekte tennisspiller og opkomlingen, der sendte ham på for tidlig pension. Det ville have været historien om Björn Borg og John McEnroe om igen. I sidste halvdel af 70’erne var der ingen over og ingen ved siden af den stilfulde svensker. Borg vandt Wimbledon og de franske mesterskaber fem gange i træk, han syntes urørlig, men lige så langsomt begyndte en ilter knægt fra Queens at få stadigt bedre fat i mesterens spil. Det kulminerede i sommeren 1981, da McEnroe slog Borg i både Wimbledon- og US Open-finalen. Amerikaneren havde nu vundet deres sidste fire møder og overtaget førstepladsen på ranglisten. Han havde krammet på Borg, alle kunne se det, Borg vidste det selv, og han tog konsekvensen, pakkede sine ketchere sammen og indstillede karrieren, 25 år gammel.

Roger Federer har valgt en anden løsning. Den går ud på at genopfinde sig selv som tennisspiller. Målet er at slå Nadal, og missionen er værd at følge med i, for som den tidligere verdensstjerne og nuværende tenniskommentator Mats Wilander siger: »Deres kampe er allerede den største sportsbegivenhed. Hver gang de mødes i en grand slam-finale, er det som om hele verden pludselig … (Wilander løfter hænderne og laver en langstrakt pustelyd for at simulere andægtighed) … og hvis Federer kommer tilbage og begynder at slå Nadal, så er det jo helt mageløst. Så kan det ikke sammenlignes med noget andet inden for idrætsverdenen nogensinde.«

Tvekampen mellem Roger Federer og Rafael Nadal er allerede udråbt som en af sportshistoriens allerstørste rivaliseringer, helt deroppe ved siden af bokseklassikerne Muhammad Ali v. Joe Frazier og de politisk betændte skakdramaer mellem Boris Spassky og Bobby Fischer. Udover de grundlæggende forudsætninger for enhver rivalisering – de er de bedste, i deres bedste alder, mødes ofte, og deres kampe er dramatiske – lever Federer-Nadal højt på deres indbyrdes modsætninger. De kan let opremses som højrehåndet mod venstrehåndet, schweizisk møjsommelighed mod spansk temperament, kosmopolit mod provinsdreng, elegance mod råstyrke, geni mod viljekraft, skalpel mod kødhakker, Fred Astaire mod Marlon Brando, men forskellene er nok bedre beskrevet gennem oplevelsen af at se dem spille tennis.

Første gang man ser professionel tennis i levende live, får man et chok. Især hvis man sidder tæt på banen, for der bliver det tydeligt, hvor skræmmende hårdt spillerne i virkeligheden slår til bolden, og hvor hurtigt de reagerer. Det, der gør Federer unik, er den lethed, hvormed han bringer sig i position og slår til disse ubegribeligt hårde bolde. Han ser stort set ikke ud til at anstrenge sig. Som i kvartfinalen ved dette års Wimbledon, hvor han mødte Ivo Karlovic, en 208 centimeter høj kroat med en serv så stejl, at den lader til at bevæge sig lige så meget nedad som fremad. I sine seneste otte kampe har han ikke tabt et eneste serveparti. Det har han efter 10 minutter mod Federer.

Bagud 15-30 sender Karlovic ellers en kanonkugle af en førsteserv af sted, 208 km/t, ud i Federers baghåndside. Når Karlovic får sin førsteserv i spil, plejer der ikke at være så meget at rafle om. I sin sidste kamp betød det point til kroaten i 19 ud af 20 tilfælde. Men nu er det Federer, der returnerer, og han når ikke bare at sætte ketcheren på, han får også dirigeret bolden ned ad linjen til en klokkeklar vinder. Publikum måber og ryster på hovedet, og det gør de ikke kun fordi, Federer bryder Karlovic’ serv. Det er imponerende i sig selv, men det egentligt utrolige er, hvor ubesværet det ser ud. En serv med 208 km/t giver Federer under et halvt sekund – mindre end den tid det tager at sige ”et halvt sekund” – til at aflæse boldens bane, svinge ketcheren, justere grebet og modstå det tryk på over 50 kg, hans arm bliver udsat for, alt sammen med den millimeterpræcise timing, der skal til for at sende bolden tilbage ret ned ad linjen. Når man ser Federer gøre det så let som ingenting, kan man næsten forestille sig, hvordan han ser dette projektil af en tennisbold som en stor ballon, langsomt svævende ham i møde.

Den 28-årige schweizer er udstyret med den perfekte tenniskrop – 185 centimeter høj, lange arme, brede skuldre, senestærke muskler med en smidighed på grænsen til det elastiske – og så er han født med en uforlignelig koordinationsevne mellem hånd og øje, en instinktiv fornemmelse for boldspil svarende, velsagtens, til Mozarts gehør. Alligevel skulle der gå adskillige år, før Federers talent begyndte at resultere i de helt store trofæer. Han deltog i 16 grand slam-turneringer uden at nå længere end til kvartfinalen, førend han vandt Wimbledon i 2003. Det blev begyndelsen på Federer-æraen, 2004-2007, den mest ensidigt dominerede periode i moderne tennishistorie. Manden vandt stort set alt, overalt, mod alle og på alle slags underlag, og han gjorde det så overlegent, at selv hans modstandere blev fans. Lad det være eksempel nok, at facebook-gruppen ”Hvis tennis var en religion ville Federer være Gud” blandt sine administrerende ’officerer’ tæller amerikaneren John Isner, som Federer slog i tredje runde af US Open i 2007.

Det var omkring denne tid, at Rafael Nadal for alvor begyndte at udfordre Federers herredømme, og det var tiltrængt, for tilskuerne savnede spænding. De længtes efter en, der kunne bryde Fænomenets rytme. De fandt ham i Nadal.

Hvis Federers er tennissportens luftige impressionist, så er Nadal den uregerlige ekspressionist. Hans spillestil er en form for abstrakt kunst. Dette er fra en træningsseance en søndag formiddag sidst i maj under de franske mesterskaber:

Nadals tilstedeværelse afsløres allerede inden, man rigtig kan se bane 13, og det skyldes ikke kun det massive opbud af fans, der står tætpakket i fem lag, hvoraf de bagerste håbefuldt sender deres kameraer frem i geledderne for at få fortropperne til at tage et billede for dem. Nej, det skyldes først og fremmest lydene fra banen, lydene af Nadals slag. Enhver, der har en erfaring med at spille tennis, kender den sjældne følelse af at træffe bolden rent og ved, hvordan et sådant slag med ketcherens sweet-spot akkompagneres af en svært tilfredsstillende dump lyd, som i ”plok” eller ”fffump”. Sådan lyder det, hver gang professionelle tennisspillere slår til bolden. Sådan lyder det overhovedet ikke, når Nadal slår til bolden. Fonetik kommer til kort her; man forestiller sig, at Nadal flækker bolden midt over og knækker strengene på tværs, hver gang han slår et slag. Det lyder som en mindre voldshandling, og det ser ligesådan ud. Som en køllesvingende huleboer holder han så langt nede på ketcheren, at en del af hans håndflade har fat under grebet. Når han slår et forhåndsslag læner han sig ikke fremad, han læner sig snarere bagud, og i stedet for at føre slaget gennem bolden og videre hen foran kroppen, slynger han ketcheren opad, op over hovedet, med en bevægelse, der ved første øjekast ligner et smertefuldt freakshow, men ved nærmere eftersyn fremstår som en ekstrem variant af moderne tennis. Det er nemlig blevet et spil om spin, og Nadal genererer helt sindssyge mængder spin med sin forhånd. Boldens bane er en af høje kurver: Den bliver slået hårdt frem- og opad, tvinges af topspin til at dykke drastisk ned på modstanderens banehalvdel kun for at springe højt og hastigt op igen. Højt op i Federers baghånd for eksempel. Helt op i skulderhøjde, hvor det er svært at slå ordentlig til den.

Teknikken er særligt effektiv på grus, hvor bolden hopper højere end på græs, og derfor var det længe sådan, at Nadal slog Federer ved de franske mesterskaber, mens Federer slog Nadal på Wimbledons græs. År efter år stod de over for hinanden i sommerens to store finaler, hver gang delte de i porten. Indtil sommeren 2008.

Først fik Federer en røvfuld uden lige i Paris. Nadal vandt 6-1, 6-3, 6-0 i en kamp, der om noget udstillede de to rivalers forskellige kampånd. Federers værste modstander har altid været ham selv. Som juniorspiller var han kendt for sit hysteriske temperament, han kylede med ketcheren og råbte og skreg og græd, og selv i sin tidlige seniorkarriere var det rutine efter en utilfredsstillende træningstime at køre en tur med træner Peter Lundgren, der rullede vinduerne ned, skruede op for Metallica og lod ham råbe og skrige af sine lungers fulde kraft. Federer var frustreret, ikke over dommerkendelser, modstanderen eller højlydte tilskuere, men over forvaltningen af sit enorme talent. Det var han også den dag i Paris. Nu havde han lært ikke at smadre sin ketcher, så han hang med skuldrene i stedet for og lod sig modløst ydmyge i tredje sæt. Ikke at Nadal gav ham mange chancer for at komme tilbage i kampen. For hvis Federer spiller tennis for at realisere sit nær-guddommelige potentiale, så spiller Nadal for at vinde. Hans modstander er hverken ham selv eller bolden og dens uanede muligheder, det er manden på den anden side af nettet. Spørg Pat Cash, den tidligere Wimbledonmester, der i 2001 skulle spille en opvisningskamp mod Boris Becker på Mallorca. Da Becker i sidste øjeblik trak sig med en skade, spurgte arrangørerne Cash, om han ville gå med til at spille mod øens bedste junior i stedet for. Det ville Cash da gerne, og han smilede stadig, da 14-årige Rafael Nadal tog de første partier, men da han også vandt første sæt, skruede Cash bissen på og tog andet sæt, for det skulle han alligevel ikke have siddende på sig, men det fik han, for Nadal var ikke kommet for at underholde, han var kommet for at vinde, og det gjorde han med en sejr i tredje sæts tie-break.

Tilbage til sommeren 2008, da nedsablingen ved de franske mesterskaber blev efterfulgt af Wimbledon, hvor Nadal sejrede 9-7 i femte sæt efter en historisk lang finale. Tennisfans verden over var ikke i tvivl, journalisterne var enige, og legenderne Borg og McEnroe nikkede anerkendende: Dette var den største tenniskamp nogensinde.

En anden sandhed lurede i baggrunden: Federer havde et Nadal-kompleks. Magtskiftet kunne ikke kun forklares med Nadals udvikling som spiller, hans adaption til græstennis, den skarpere serv, flugtningerne, hurtigheden, fighterviljen, evnen til at slå en vinder på det mest usandsynlige tidspunkt og hans jernhårde, aldrig-svigtende, 80-omdrejninger-i-sekundet-roterende grundslag. Alle sammen var nødvendige forudsætninger, men de var ikke tilstrækkelige. Det afgørende element var psykisk. Man skulle tro, at Federer blev intimideret bare ved synet af den muskelsvulmende spanier i de ærmeløse trøjer. Og denne tro er blevet til viden, efter den velrenommerede tennistræner og psykolog ved navn Vic Braden analyserede optagelser af Federers ansigtsudtryk med samme teknik, som efterretningstjenester bruger til at afsløre terrorister. Det viser sig, at Federer vanligvis spiller med opadvendte mundvige, vidtåbne øjne og blikket lige frem, men når han møder Nadal, falder både blikket og mundvigene til jorden, og det sker allerede under opvarmningen.

De ved det godt i Nadal-lejren. Tennis handler ikke kun om tennis. Rafaels onkel og træner, Toni, har for længst erklæret Federers spil til at være i en klasse for sig. Selv efter Rafael Nadals sejre i 2008 og efterfølgende førsteplads på verdensranglisten stod Toni fast: »Rafael er lige nu den bedste ifølge ranglisten. Men hvem har det bedste spil? Federer. Roger er en fantastisk tennisspiller. Men han er kun et menneske. Hvis du kan så tvivl i hans hoved …«

Det er i den grad lykkedes at så tvivl i Federers hoved. Som Mats Wilander beskriver det: »Hans hjerne bliver jo helt nulstillet, når han møder Nadal, det er helt sygt. Jeg har aldrig set noget lignende. I Australian Open-finalen løb han ud og slog to forhåndsslag fra ulige side på Nadals andenserv. To gange på fire en halv time slog han sådan en forhånd, den ene slog han inside-out, vinder. Den anden slog han ned ad linjen, vinder. Hvorfor i helvede gør han ikke det noget mere? Der er ingen af os ældre, der forstår det.«

Da Federer havde tørret øjnene efter nederlaget i Melbourne i januar stod han over for en udfordring, som ikke kunne reduceres til et spørgsmål om finjusteringer af slagteknikken. Perfektionisten var nødt til at ændre sin indstilling til tennis. På svævende fødder var han danset til tops, men nu havde Nadal trukket ham ned på jorden og ind i et hundeslagsmål. Federer var nødt til at bide tilbage, han var nødt til satse, kaste sig ud i det ukendte og spille et spil, som han ikke følte sig tryg ved, som ikke faldt ham naturligt, som ikke nødvendigvis gjorde ham bedre, men som ødelagde Nadals rytme på samme måde, som Nadal havde ødelagt hans. For at slå Nadal var Federer nødt til at spille mod Nadal snarere end mod sig selv.

Han viste, hvordan det skulle gøres i maj måned. Anledningen var finalen ved Madrid Open, Nadal var på hjemmebane og underlaget var grus, men Federer satte dagsordenen fra starten. Først benyttede han sig af et klassisk Nadal-trick og tog sig ekstra god tid til at pakke ketcherne ud af tasken, så Nadal måtte stå og vente ved nettet sammen med dommeren, klar til den ceremonielle lodtrækning om rettet til at serve først. ”Jeg havde lyst til at gøre tingene anderledes i dag. Spillerne giver ham lov til for meget, de lader ham selv bestemme sin rytme,” forklarede en sjældent konfrontatorisk Federer efterfølgende om den usædvanlige optakt til kampen.

På banen fortsatte han stilen. Federer gik til nettet på sin serv, slog den ene mere vovede stopbold efter den anden, og i stedet for at lade sig fange i grundlinjedueller på kryds af banen – fra Nadals stærke forhånd til Federers baghånd – trådte Federer ud i baghåndssiden og slog med forhånden ned ad linjen, ned i Nadals baghånd, et vanskeligt slag med høj risiko, men det fungerede, Federer vandt kampen 6-4, 6-4 og fik sin første sejr over Nadal i halvandet år. Det var en lille sejr i en mindre turnering, og Nadal var i forvejen udmattet efter en maratonsemifinale dagen inden, men det varslede nye tider.

Resten af sommeren brugte schweizeren på at vinde de franske mesterskaber og Wimbledon uden at møde sin rival en eneste gang. En knæskadet Nadal så på, mens Federer slog alle tiders rekord for flest grand slam-titler og generobrede førstepladsen på verdensranglisten. Det var kongens comeback, men det var i knægtens fravær. Det var Federer som fighter, men det var ikke den ultimative forløsning. Den kan kun komme i direkte strid med Nadal, på de helt store arenaer med begge spillere i topform.

Årets sidste grand slam-turnering, US Open, afgøres den 13. september. Det er første del af rivaliseringens næste akt. Nadal skal bevise, at Federers genkomst blot har været et mellemspil. Federer skal bevise det modsatte. Resten af os må bare håbe, at de begge står på scenen til slut. For der er ingen finale som en Federer-Nadal-finale.