Anders Haahr Rasmussens blog

DFW om pros & trash

Jeg læser en nyudgiven essaysamling af David Foster Wallaces for tiden, Both Flesh and Not hedder den med reference til bogens første tekst, det efterhånden ret berømte essay om tennisspilleren Roger Federer, som han skrev i 2006 under titlen Federer as Religious Experience, hvor schweizerens på én gang ubesværede og kraftfulde bevægelser på banen får Wallace til at beskrive ham som »both less and more substantial than the men he faces« og konkludere, at han må være »a creature whose body is both flesh and, somehow, light.«

Men det er sådan set ikke det, der får mig til tasterne her (jeg kunne bare ikke dy mig for at skrive lidt om Federer). Nej, det er bogens andet essay, Fictional Futures and the Conspicuously Young, som jeg ville dele lidt af her på bloggen. Wallace skriver, i 1988, om, hvordan hans generation af forfattere er påvirket, som ingen anden generation før, af at være omgivet af fjernsyn fyldt med reklamer og tv-serier. Der er hele tiden nogen, der forsøger at appellere til vores opmærksomhed, fange vores blik, underholde os, sælge os et budskab, en historie, en fortælling, der sikrer, at vi bliver hængende lidt længere. Den læsende offentlighed er også påvirket af det. Deres forventninger til fortællende kunstformer er påvirket af det. De forventer at blive underholdt. Eller i det mindste stimuleret.

Television’s greatest appeal is that it is engaging without being at all demanding. One can rest while undergoing stimulation. Receive without giving. It’s the same in all low art that has as goal continued attention and patronage: it’s appealing precisely because it’s at once fun and easy.

Wallace argumenterer for, at hovedparten af de bøger, der bliver købt og solgt i dag, er noget hø. Trash fiction, kalder han det. På samme måde som fortællingerne i fjernsynet er de medrivende uden at være krævende. Wallace er bekymret ved udsigten til, at normerne for fortællinger i fjernsynet bliver normen for litterær fortællekunst, sådan som man ser det med trash fiction, hvis forfattere han opfatter som entertainere, der opererer på kunstnernes bane. Her fortæller Wallace, hvad der gør trash fiction til noget hø.

My complaint against trash isn’t that it’s vulgar art, or irritatingly dumb art, but that, given what makes fiction art at all, trash is simply unreal, empty.

Og her kommer så anledningen til at skrive om det her på en blog om køn og kroppe og den slags: Wallace sammenligner relationen mellem trash-forfatter og læser med relationen mellem en prostitueret og en kunde.

A prostitute is someone who, in exchange for money, affords someone else the form and sensation of sexual intimacy without any of the complex emotions or responsibilities that make intimacy between two people a valuable or meaningful human enterprise. The prostitute ‘gives,’ but – demanding nothing of comparable value in return – perverts the giving, helps render what is supposed to be a revelation a transaction. The writer of trash fiction, often with admirable craft, affords his customer a narrative structure and movement, and content that engages the reader – titillates, repulses, excites, transports him – without demanding of him any of the intellectual or spiritual or artistic responses that render verbal intercourse between writer and reader an important or even real activity.

Ja. Det går jeg og tygger lidt på.

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu