Jeg ærgrer mig med det samme, da jeg sætter mig ned i Musikhusets Store Sal, og det går op for mig, at koncerten med Monkey Cup Dress snart er forbi. Hold da op, jeg gad godt have oplevet, hvad mere disse to skrøbelige stemmer havde at byde på. For de holder publikum i et jerngreb af fløjl. Romantisk nynnen og sart flerstemmighed låser publikum fast. I ubevægelighed. Til det desværre hører op. Så virker de som vækket af en trance.

Der findes koncerter, som selv dem, der brokker sig over, at der er alt for mange etablerede kunstnere på Spot-festivalen, alligevel ikke kan lade være med at gå til. Måske fordi orkestrerne i deres udtryk stadig minder om nogen, der lægger og kæmper om pladserne på Det Elektriske Barometer. Selvom de for længst har givet udsolgte koncerter og solgt tusindvis af plader. Og det er vel egentlig positivt. At der endelig er et marked i Danmark for den slags musik. Vi er mange, der husker de frygtlige senhalvfemsere og de første år i det nye årtusind, hvor det eneste der lå på boogie-listen var nu-metal, amerikansk klynk og r’n’b. Så hvorfor ikke fejre, at bands som Figurines og Veto har succes?

Sådan, retfærdiggjort…

Det er ikke de bedste betingelser for et orkester at åbne en festivaldag kl 15 i en mørk sal, når der er 25 grader udenfor og kolde fadøl indenfor rækkevidde. Så det ligner til at begynde med en sørgelig forsamling i Musikhusets Store Sal denne fredag eftermiddag, men i en sal med plads til 1500 mennesker skal der også noget af et navn til at fylde rummet. Klezmofobia er faktisk noget af et navn. De er netop vendt hjem fra en turné i Mexico og rejser i hele Europa med deres jødiske/østeuropæiske basbalalajka-akkompagnerede musik. Her i Danmark vandt de ganske vidst en Danish World Music Award for bedste album, men deres musik er endnu ikke nået ud til det bredere publikum. Det er det, Klezmofobia har mulighed for ved dette års Spot-festival.

Spot-festivalen i Århus kritiseres hvert år for at være reaktionære. For at vælge alt for etablerede kunstnere til en festival, der skal forestille at præsentere det uopdagede, det uopdyrkede, det stadigt sprøde og uspolerede talent. Den slags kritik kan være enormt trættende i sin subjektivitet. Der vil altid være nogle, der er utilfredse, men i år må en ellers traditionelt begejstret anmelder give kritikerne ret. I hvert fald på den danske front. P3s indflydelse på det danske musikmarked har nu nået Spot-festival. Det har ellers været forfriskende, hvor uinteresseret festivalen hidtil har været i P3-kunstnerne og den musik, der lige har fået en tur med fernish, inden det sendes ud i æteren. Men det skriger formiddagsflade og sygeligt veloplagte værter, når dette års program indeholder navne som Aura, The Storm, Thomas Buttenschön og Szhirley. Helt givet: Det er ikke den bedste indstilling at gå til Spot med, at man faktisk hellere ville have været til Vesterbro Festival i København, men hvad nu hvis man bruger sin frustration proaktivt?

I 1990’erne var 18th Dye Danmarks støjrockstolthed. De turnede næsten ustandseligt i både Europa og USA. I USA udkom deres album på det velansete pladeselskab Matador, og i England lavede de flere Peel-sessions med den nu afdøde legendariske DJ fra BBC, John Peel. Bandet udgav tre plader og gik i opløsning i 1996. Nu er de tilbage. Da nyheden, om at 18th Dye havde skrevet kontrakt med Crunchy Frog og arbejdede på ny plade, kom ud, bredte der sig eufori på danske musikhjemmesider. En eufori, der kan måle sig med den, der hersker i de store dagblade, når det meddeles, at Genesis og The Police turnerer igen.

I disse tider, hvor stadion-koncerter i provinsen skruer billetpriserne op, er det en sjældenhed at få en fantastisk koncertoplevelse for 132 kroner. Det bør det ikke være. I protest mod de dyre drenge, vil torsdagens koncert med 18th Dye blive den dyreste koncert denne anmelder går til i år.

18th Dye fik aldrig det folkelige gennembrud. Det er nu også sjældent, at det sker for en støjrockgruppe. Men i 1990’erne var 18th Dye et af de mest respekterede danske bands internationalt og spillede koncerter i hele Europa og USA. Og i torsdags faldt det denne anmelder ind, at det da var utroligt, at man kan komme til koncert med det i støj- og indiekredse helt uomgængelige dansk/tyske band for 115 kroner + gebyr, når man må slippe 270 for en billet til koncerten med gendannede One Two. Måske er det bare ikke gået op for 18th Dye, at gendannelser er en moneymaking machine.

Når man kan få en lektion ud i støj for 132,25 kroner, hvem gider så give 270 for One Two? Det gider denne anmelder ikke.

På grund af afdøde komponister og andre pladsmangelgrunde kom min kollega Sandra Boss Permins interview med Rechenzentrum ikke i avisen i weekenden. Men læserne skal da ikke snydes for det af den grund, så her er det:

Neo-gammeldags berliner-performance

Hvis man kun går efter at provokere, prostituerer man sig selv, siger den elektroniske performance-duo Rechenzentrum, der netop har været på kort visit i København

af Sandra Boss

Første gang Lillevan var i København, var det fordi han var stukket af hjemmefra. Dengang var han 16 år. I dag, lidt mere end tyve år senere, er han her så igen – stadig en udbryder, men af den lidt pænere slags der sysler med avancerede billedmanipulationer til elektronisk musik som den ene halvdel af berlinergruppen Rechenzentrum.

På et tidspunkt i løbet af en musikfestival som Iceland Airwaves begynder man at blive træt. Ikke kun fysisk, men også mentalt træt af konstant at skulle forholde sig kritisk til ny eksperimenterende musik. Man får behov for et fristed. Sådan et fandt jeg fredag aften i en frikirke. Bare rolig det følgende indeholder ingen religiøs vækkelse eller full body immersion dåb. Derimod masser af mandlige primalskrig.

Efter at have overvundet lidt tekniske vanskeligheder kommer her den første melding fra Iceland Airwaves. Kaptainen meldte allerede på flyet om dis, tåge, vind og byger. Og selvom det er halvandet døgn siden jeg landede, så holder det stadig stik. Men så er der blot endnu en grund til at søge ind i de små grotter i downtown Reykjavik. Her virker det som om, at alle steder med et fadølsanlæg også har en lille scene, men det er vel nødvendigt det store antal band pr. indbygger taget i betragtning. Mit bud er, at 50 pct. af den islandske ungdom på et eller andet tidspunkt i deres liv har spillet i band. Og jeg skal indrømme at siden dette er mit første besøg på øen og at mit kendskab til det islandske musikliv er begrænset, så er jeg rejst hertil med en forventning om at se og høre en del optrædener med alfeagtig skønsang akkompagneret af episke lydlandskaber og alternativ percussion. Men som jeg allerede erfarede den første aften, så er det netop en fordom. Alsidigheden synes at være ambitionen her på den islandske musikscene. Måske er det nødvendigt for at kunne modarbejde følelsen af fuldkommen isolation.

I næste uge drager jeg til Iceland Airwaves får at bade i den blå lagune i 37 grader varmt vand fyldt med tusindevis af turisters skidt…

Nej, jeg tager selvfølgelig til Iceland Airwaves i erkendelse af, at Island måske er koldt, men den islandske musikfestival er særdeles hot.

Så det er en god portion positiv forventning, jeg tager med til øen i havet. Der en del at leve op til. Især glæder jeg mig til at opleve amerikanske Annuals, der lægger sig godt op af indie-avantgardepoppen, der efterhånden er ved at fylde godt op i min samling.