Den hidsige diskussion om hvorvidt Anders Fogh Rasmussen har brudt sit løfte om ikke at beskatte boligejerne yderligere er naturligvis interessant ud fra et politisk og vælgermæssigt perspektiv. Og her er det værd at slå helt fast: Selvfølgelig har han brudt sit løfte. Før sidste valg hed det skattestop, skattestop, skattestop en Venstre-doktrin skåret i granit og skrevet ind i partiets partiprogram. Den socialdemokratiske oppostition blev hængt til tørre, fordi den ville nedsætte en skattekommission, og mange boligejere har formentlig handlet i tiltro til at skatten på deres bolig lå fast.  Få dage efter valget ophævede Fogh så skattestoppet og nedsatte en kommisson til at se på det hele - også boligbeskatningen. Og som finansminister Lars Løkke Rasmussen nu siger: Selvfølgelig bliver man nødt til at ramme boligejerne. Det er der pengene ligger til at finansiere lettelserne i personskatten. Men mere interessant er det at  studere det underlige snørklede skatteløfte, som  har ført statsministeren og skattekommissionen ud i den sump, den er havnet i. For Anders Fogh Rasmussen holder fast i, at ejendommens "værdi" ikke må beskattes hårdere. Den er låst fast på niveauet for 2001. Den såkaldte ejendomsværdiskat ligger fast, selv om det er den mest retfærdige - nemlig at beskatte boliger efter hvad de er værd. I stedet foreslår kommissionen og formentlig også regeringen at beskatte boligejernes lån yderligere, ved at begrænse rentefradragsretten. At de to ting ikke nødvendigvis følges ad, ses ved at studere forskellene mellem generationerne. Lånene er størst for de yngre og nyetablerede familier og lavest hos de ældre.

Det er både grinagtigt og dybt forudsigeligt at høre erhvervslivet sprælle i nettet oven på Socialdemokraternes forslag om at lægge et loft over bankdirektørernes lønninger på 2,5 millioner opm året - det dobbelte af, hvad Danmarks statsminisgter tjener. »Populisme« lyder det fra Venstres erhvervsordfører jacob Jensen, som iøvrigt mener at Helle Thorning-Schmidt skla holde kæft. »Bodegasnak,« siger erhvervsguru Asger Aamund. »Helt urimeligt,« siger CEPOS direktør Martin Aagerup. Mens næstformand i finansforbundet Kent Petersen mener, at man skal fokusere på noget andet. Den voldsomme reaktion tyder på, at Helle Thorning-Schmidt har ramt helt rigtigt med sit forslag. Bankerne skal selvfølgelig yde en modydelse, hvis de skal modtage op mod 100 milliarder kroner i statslig støtte. Og en nedgang i lønnen fra de astronommiske højder, må være en mindre bod at betale efter mange års abefest i finanssektoren. Man skal huske på, at en pakke af den størrelse vil få aktierne i bankerne til at stige betydeligt, og hvis ikke staten skal være helt til grin, så skal der naturligvis stilles  krav til bankerne. Det er ganske enkelt krænkende for almindlige vælgere, hvis bankdirektører i den nuværende krisesituation kan fortsætte med at svanse rundt til fem, 10, 15 millioner kroner om året. Det socialodemokratiske udspil er befriende og bringer for første gang en vigtig fordelingesmæssig diskussion ind i den politiske debat om bankpakken. En diskussion, som føres overalt i den vestlige verden, men som i Danmark har været undertrykt af stærke erhvervsinteresser.

Socialdemokrater og radikale har brugt valgkampen på at blive enige om en række politikpunkter, som i gennem længere tid har sat spørgsmålstegn ved, om de to overhovedet kan regere sammen igen. De radikale har givet sig på udlændingeområdet og accepteret, at 24-årsregel og tilknytningskrav forbliver uændret, mens Socialdemokraterne har accepteret, at der kan forhandles ny skolepolitik og at partiet er villig til at springe fra det forlig om blandt andet nationale tests, som man har indgået med VK-regeringen. På skatteområdet er der også fodslag. De to partier er enige om at ønske en skattereform, men enten Venstre eller Konservative skal med i en sådan reform. Så alt i alt er der ryddet store sten af vejen, så SR nu tegner sig som et alternativ til VK.

Det er svært at afgøre hvem der vandt duellen mellem de to statministerkandidater i går aftes på TV2. Formentlig har de kommentatorer ret som har sagt at både Thorning og Fogh talte til de vælgere de har i forvejen og dermed er der ikke meget der flytter sig. Dog synes jeg at Thorning-Schmidts selvsikre og aggressive stil var påfaldende og klædte hende. Til gengæld klædte det ikke statsministeren at kaste sig ud i en skræmmekampagne, som de fleste forhåentligt er i stand til at gennemskue. Jeg tænker på påstanden om at det er ensbetydende med ”fri indvandring,” hvis man giver afviste asylsøgere ret til at arbejde og bo uden for asylcentrene.

I aften mødes Helle-Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen første gang til duel – det bliver på TV2, og valgkampen er over en uge gammel. Hvorfor mødes de først nu? Hvorfor er der ingen af de berømte haldueller i 2007? Og hvorfor er dette valg ikke blevet et præsidentvalg mellem statsministeren og oppositionens leder, som det var i 2005. Det er det ikke, fordi Venstres valgstrategi er, at det skal det ikke være. Midtvejs i valgkampen tegner der sig en klar strategi fra Fogh Rasmussens side. Han er statsmanden der står alene. Der er ham og alle de andre. Og jo mere kaos der er og bliver omkring mærkelige sager, nye spektakulære kandidater, underlige opgør med Henrik Qvortrup, og jo mere polariseret valgkampen bliver, des bedre er det for Anders Fogh Rasmussen. Hans strategi er tydeligvis at vende tilbage i slutningen af valgkampen som den, der sætter det hele på plads og rydder skænderierne og plathederne af banen. Nu skal der arbejdes. Det er en rolle vi kender statsministeren i og mon ikke det er, hvad vi vil se. Spørgsmålet er om medierne køber den denne gang og om det er for sent til at vende den negative stemning omkring Venstre.

Det er paradoksalt at læse interviewet med beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) i dagens Information. Hjort mener, at de radikales accept af 24-års reglen og Socialdemokraternes invitation til samarbejde med Ny Alliance og de konservative er populisme i 17. potens. »… det, som SR præsterer i øjeblikket, er for mig fuldstændig fra en anden verden,« siger Venstre-strategen.

NA og Konservative vil nemlig i modsætning til Socialdemokraterne sætte skatten ned, og de radikale har i årevis tordnet mod 24-årsreglen og VKO’s »umenneskelige udlændingepolitik,« så man forstår på en måde godt Hjort Frederiksens frustrationer. Men realiteten er, at Venstre blot smager sin egen medicin, og at kamæleon-politikken er blevet den måde, hvorpå moderne partier gebærder sig. Beskæftigelsesministeren har selv udtalt at Venstre ville blive reduceret til 15 mandater, hvia partiet satte sig for at gennemføre sit eget partiprogram.

Omdrejningspunktet for valgkampen er og vil formentlig helt frem til valgdagen være, hvad Naser Khader og Ny Alliance gør dagen derpå. Når stemmerne er talt op den 14. november og Ny Alliance kan afgøre, hvem der skal danne regering. Anders Fogh Rasmussen kan vælge at blive siddende i forventning om at der ikke er noget flertal imod ham. Hvis Naser Khader i den situation skal have opfyldt sit ønske om en dronningerunde, så skal han rent faktisk stille et mistillidsvotum i folketingssalen. Det vil sige en meget aktiv handling, som der ikke er tradition for i dansk parlamentarisme. Så hvad gør Naser Khader og hans partifæller, hvoraf mange ifølge en rundspørge har det omend meget svært ved at deltage i et flertal med dansk Folkeparti. Med den mandatfordeling der tegner sig nu, er der en ting som Fogh Rasmussen ikke kan tilbyde Ny Alliance og det er ministerposter. Det kan man med forløbet af valgkampen ikke forestille sig, at Dansk Folkeparti vil leve med. Men kan Helle Thorning-Schmidt love Khader en plads i sin regering, så er udfaldet af nervekrigen efter den 13. november ikke så forudsligeligt, som man kunne tro.

Hvad gør man, når noget, der synes så simpelt som at angive antallet af offentligt ansatte i Danmark er et emne til diskussion. Helle Thorning-Schmidt siger, at det er faldet siden 2002 og Anders Fogh Rasmussen siger, at det er steget, og de har begge to ret alt efter hvilken statistik, der foretrækkes – Nationalregnskabet eller Arbejdstidsregnskabet. Det samme gør sig gældende med dagens forsidehistorie i Information, hvor økonomer sår tvivl om lødigheden af den beregningsmetode, som regeringen har brugt til at nå op på 50 milliarder kroner i forbedringer af den offentlige sektor. Det er spin og fup siger økonomerne. Men statsministeren lyver jo ikke , det er bare en kreativ regnemetode.

Ny Alliance har fået et godt rygstød fra begyndelsen af valgkampen med opstillingen af Dansk Røde Kors’ generalsekretær Jørgen Poulsen. Han har – viser målinger – stor troværdighed og vil måske kunne trække stemmer fra venstre side i Folketinget. Men Poulsen forstærker også et problem for Ny Alliance, som ikke kun er af kommunikativ karakter. For er der nogen, der er i absolut modstrid med alt, hvad Dansk Folkeparti står for, så er det Jørgen Poulsen. Han har set al den elendighed i verden, der findes. Han har fulgt flygtningestrømme over hele kloden og han har været rystet og harm over de lukkede døre i Europa og andre steder. Går det som nogle af meningsmålingerne spår, så vil Poulsen valgt til Foketinget komme til at sidde ved forhandlingsbordet med Jesper Langballe og Søren Krarup. Det er Ny Alliances store dilemma, at partiet ikke kan hævde at ville holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse. Det kan Ny Alliance ikke, partiet kan tværtimod være med til at fastholde dem ved magten.

Man hører ofte, at det jo kan være lige meget, om det er den ene eller den anden der sidder i statsministerstolen. De siger og mener alligevel det samme, partierne. Om det er højre eller venstre, om det er Socialdemokrater og Radikale, der sidder på magten eller om Venstre og Konservative bliver siddende kan være et fedt, det er kun et spørgsmål om stil og performance., lyder middagsanalysen i intellektuelle venstreorienterede kredse. Men det er forkert, intet kunne være mere forkert. Og lakmusprøven er et tilbageeblik på de seneste seks år med borgerligt-liberalt styre byggende på fast flrertal med Dansk Folkeparti. Seks år med Anders Fogh Rasmussen som statsminister har grundlæggende ændret Danmark, den offentlige sektor, kulturlivet, Danmarks position i det internationale samfund, uddannelsessektoren, Danmarks indsats over for klimaforandringerne, den offentlige sektor og meget mere. Anders Fogh Rasmussen har stået i spidsen for meget store reformer og en værdimæssig og kulturel revolution, som vil være tilendebragt, hvis regeringen får fire år mere i ministerbilerne.