Når ikke engang Brad Pitts navn på rollelisten og Steven Soderbergh i instruktørstolen er nok til at finansiere en film, må Hollywood være i krise.

Det er den lære, man kan drage af balladen om filmen Moneyball, der i forrige uge blev lukket ned, fordi filmselskabet ikke turde binde an med Soderberghs åbenbart lidt for komplekse indgangsvinkel til historien – den handler om baseball – selv om Pitt skulle spille hovedrollen.

Bunden er faldet ud af dvd-markedet, og selv ikke store stjerner kan garantere en films indtjening, fortæller denne artikel fra New York Times om Moneyball-affæren, og om hvordan Hollywood for alvor har ændret sig fra at være et sted, hvor en stjerne kunne få et filmselskab til at tage en chance, til et sted, hvor man løber i hælene på hinanden og de seneste succeser eller genindspiller gamle.

Det er der ikke noget nyt i, vil nogen måske indvende, men det er værre nu end nogensinde før, blandt andet pga. finanskrisen.

En kreativ fallit, som veteranproduceren Art Linson fortalte om i et interview, vi bragte i Information for en uge siden.

Pernille Fischer Christensen, der debuterede med den roste En soap og fulgte op med den knap så vellykkede Dansen, er i fuld gang med at lave ny film, Familien Rheinwald.

Her er en pressemeddelelse fra Det Danske Filminstitut, der har støttet filmen. Den lyder rigtig spændende, synes jeg – og er fuld af gode skuespillere:

I dag udvandrede jeg for første gang nogensinde i vrede fra en presseforestilling. Og nej, det skyldes ikke, at filmen var dårlig. Jeg har faktisk et princip om ikke at gå midt under en filmforevisning – heller ikke selv om jeg sagtens kan komme i tanke om mange andre og mere konstruktive måder at bruge mit liv på. Kald det bare professionalisme.

Jeg gik, fordi forholdene, som pressekørslen foregik under, var under al kritik. Jeg skulle – samen med ca. 20 andre anmeldere – se Michael Manns nye film, Public Enemies, der har amerikansk premiere i morgen, 1. juli, og dansk premiere på fredag. Og er der en filminstruktør, som virkelig bruger lyd og billede, er det Mann, hvorfor hans film fortjener at blive set under optimale omstændigheder.

Det gør alle film naturligvis, men med nogle betyder det alligevel mere end med andre.

Jeg havde håbet, at dagens kørsel skulle foregå i Imperial, men det blev i stedet sal 1 i Palads – der ligesom Imperial er ejet af landets største biografoperatør, Nordisk Film – hvilket ikke ligefrem er dårligt, men altså heller ikke optimalt. Jeg har for mange gange oplevet problemer under presseforestillingerne i Palads, hvorfor det altid er med en vis forventning om, at det nok går galt, at man sætter sig tilrette i en af biografens mange og ikke alle lige gode sale.

Og selvfølgelig gik det galt i dag. Der kom kun lyd fra centerhøjttalerne, altså dem bag lærredet, mens sidehøjttalerne – dem, der blandt andet skal hjælpe med surroundlyden – var slukket. Resultatet var et fladt, udynamisk lydbillede, hvor man indimellem nærmest ikke kunne høre personerne på lærredet tale, selv om underteksterne indikerede, at det gjorde de vist nok alligevel.

Tidligere på ugen fik en flok journalister til Cinema Expo i Amsterdam lov til at se 24 minutter af James Camerons nye scifi-film, Avatar, der har verdenspremiere den 18. december i år.

Nu er der ikke noget nyt i, at filmselskaberne viser en lille bid af en længe ventet film, så de kan skabe noget opmærksomhed omkring den. Men at Cameron vælger at løfte sløret for en film, der – skal man tro al hypen – vil forandre filmmediet, om ikke for altid, så i hvert fald et lille stykke ud i den nærmeste fremtiden.

Avatar, der bliver optaget og vist i digital 3D, er Camerons første film i 12 år, altså siden Titanic, der stadig er den bedste indtjenende film nogensinde.

Han har haft ideen til Avatar i længere tid – den er angiveligt inspireret af alle de scifi-film, han så som dreng – men har ikke kunnet lave den før nu, fordi teknologien ikke har været god nok til at skabe de menneskelignende og computergenerede karakterer, Cameron vil have med i filmen.

I følge Wikipedia, der har en længere tekst om filmen, er handlingen i Avatar følgende:

»Avatar is set during the 22nd century on a small moon called Pandora, which orbits a gas giant, and is inhabited by the tribal Na'vi, ten foot blue humanoids that are peaceful unless attacked. Humans cannot breathe Pandoran air, so they genetically engineer human/Na'vi hybrids known as Avatars that can be controlled via a mental link. A paralyzed Marine named Jake Sully (Sam Worthington) volunteers to exist as an Avatar on Pandora, falling in love with a Na'vi princess and becoming caught up in the conflict between her people and the human military that is consuming their world.«

For et par år siden sad jeg i kritikerjuryen, FIPRESCI-juryen, på filmfestivalen i Reykjavik. En af de andre gæser på festivalen var den amerikanske filmkritiker Gerald Peary, der skriver for Boston Phoenix.

Gerry, som han bliver kaldt, var også i gang med at lave en ambitiøs dokumentarfilm om den amerikanske filmkritiks historie, men havde svært ved at få filmen finansieret.

Han begyndte på projektet i 2001, men efterhånden som de amerikanske aviser og magasiner begyndte at fyre filmkritikere, blev det også vanskeligt at gøre filmselskaber og potentielle investorer interesseret i emnet og filmen.

Så vidt jeg ved, har Gerry brugt en del af sine egne penge på at lave filmen.

Og nu er den endelig færdig.

For the Love of Movies: The Story of American Film Criticism, som filmen hedder, havde sin amerikanske premiere i marts og har i disse dage sin europæiske premiere på filmfestivalen i Edinburgh.

Den internationale filmkritikerorganisation, FIPRESCI, udgiver sit eget netmagasin, Undercurrent, der i sin seneste udgave bringer et interview med Gerry.

Ikke så snart har man skamrost DR2 Premiere og vært Mikke Munch-Fals for at lave noget af Statsradiofoniens bedste og skarpeste tv, før DR udsender en pressemeddelelse, hvori det bekendtgøres, at Munch-Fals stopper som vært, fordi han hellere selv vil lave film.

En noget overraskende udmelding. Det er kun to uger siden, at DR2 Premiere gik på sommerferie, og man fik da indtrykket af, at både program og vært ville vende tilbage om et par måneder.

Det er selvfølgelig fair nok, at Munch-Fals vil lave film – det var jo det, han gjorde, før han blev tv-vært. Men jeg kan ikke frigøre mig fra en fornemmelse af, at det, at han stopper, kunne hænge sammen med, at man har presset ham ud – eller ladet ham vide, at så holdningsbåret tv, som han laver, ikke har en plads hos DR for tiden.

Heller ikke selv om man faktisk har brugt hans skarpe meninger til at markedsføre DR2 Premiere på.

Men det er DR, som bliver mere og mere bange for sin egen skygge, og som nu er begyndt at rette i egne udsendelser på foranledning af politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer.

En bekymrende udvikling, og det seneste offer for denne revisionistiske tankegang kunne sagtens være Munch-Fals, der i programmet har langet ud efter regeringen og prædiket tolerance og har fået på puklen for det.

Noget, han talte om i et stort interview med Information for et par måneder siden.

Jeg har længe været af den overbevisning, at Christian Bale er en af sin generations bedste og mest alsidige skuespillere.

Bare se på film som The Machinist, The Prestige, 3:10 to Yuma og ikke mindst Batman Begins og The Dark Knight, hvor den 35-årige waliser spiller Batman så mørk og plaget, som han aldrig er blevet spillet før.

Jeg er ikke den eneste med den overbevisning. 35-årige Bale er, med Guardians David Thomsons ord, en karakterskuespiller, der ofte fravælger stjernerollerne for at hellige sig sit arbejde og i øvrigt gøre det arbejde så godt som muligt.

3. juli er der dansk premiere på Michael Manns Public Enemies, hvor Johnny Depp spiller den farverige bankrøver John Dillinger, mens Bale spiller FBI-agenten, der skal fange ham. Det bliver sikkert, som Thomson skriver i dette portræt af Bale, Depp, der løber med det meste af opmærksomheden. Men det bliver sikkert Bale, som leverer den mest intense præstation.

For som Thomson også skriver:

Electric Parc, der producerer dvd’er og ekstramateriale til dvd’er for blandt andet Zentropa, fulgte i hælene på Lars von Trier under filmfestivalen i Cannes.

Det er der kommet nedenstående lille, interessante video ud af.

Og har man ikke fået nok af Trier og Antichrist, kan man se eller gense filmen til en lidt speciel visning i Imperial den 19. juni.

Se blot hér:

Den amerikanske filminstruktør Tim Burton skal på museum.

Til november udstiller Museum of Modern Art i New York tegninger, story boards, malerier og meget andet, som den 50-årige filmskaber har signeret, skriver branchebladet Variety.

MoMA vil også vise en række af de klassiske skrækfilm, som har inspireret Burton i arbejdet med eventyrlige, fantasifulde, innovative og både morsomme og dramatiske film som Edward Saksehånd, Ed Wood, Beetlejuice, The Nightmare Before Christmas, Sleepy Hollow og senest musicalen Sweeney Todd.

Variety har talt med Burton, der er i gang med at lave en filmudgave af Lewis Carrolls Alice i Eventyrland, og som om udstillingen siger:

»It's easier for me to think things through visually instead of verbally, so it's like a diary in that way.  have so many drawings. I never look at the stuff -- I just keep doing it.

When you make a film, you feel exposed in a way, and this feels even more exposing. I feel like it's a real honor and all, but I'm a bit nervous about it, too.«

Her er MoMA’s egen pressemeddelelse om udstillingen, der løber frem til april:

Som jeg forleden kunne berette i en artikel, er Ingmar Bergmans bolig på Fårö, Hammars, i fare for at blive solgt til en rigmand eller -kvinde fra Hollywood, blandt andet fordi den svenske regering ikke vl træde til og sikre huset status som nationalt mindesmærke.

I et blogindlæg på Guardians hjemmeside bakker filmkritikeren Peter Bradshaw nu de mange bekymrede Bergman-fans op.

Det sker under overskriften ’The Swedish government should buy and preserve Ingmar Bergman's home’, og Bradshaw skriver blandt andet:

»Can't the UN pass a new resolution to demand a special tithe, perhaps a 10% tax, to be levied on all DVD sales of Mamma Mia! throughout the world, and so buy Ingmar Bergman's home as it is, for future generations of cinephiles.«

Lad os håbe, den svenske regering lytter til ham.