VHS er endegyldigt død

Det er jo ikke, fordi det kommer som en overraskelse, og det er heller ikke, fordi jeg som filmfan og anmelder ligefrem er sønderknust.

Men det er dog alligevel med en vis tristhed, at jeg må erkende, at en æra er slut, og at døren til en del af min opvækst og filmiske opdragelse er lukket.

Forleden forlod det sidste læs videofilm – altså film på vhs-bånd – et lager i Los Angeles, og videobåndet er en saga blot. Der bliver ikke fremstillet videobånd eller udgivet film på vhs længere. Man kan altså ikke købe nye film på videobånd mere.

Ifølge en artikel i Los Angeles Times er den seneste amerikanske film, der er udgivet på vhs, David Cronenbergs A History of Violence. Og den er fra 2005. Jeg ved ikke, hvad den seneste danske film, der er udgivet på vhs, er, men det er efterhånden ved at være nogen tid siden, at jeg har set en ny dansk film i en videobutik – ja, det er vel ved at være en fire-fem år siden, måske endda længere, at videofilmene kom i mindretal i videobutikkerne, som i stedet blev forvandlet til dvd-butikker.

Jeg er født i 1972 og er bogstavelig talt vokset op med videomediet, vhs og betamax, der tabte videoformatkrigen til vhs, selvom formatet bød på bedre billede og lyd. Vhs havde pornoindustrien i ryggen og vandt.

Op gennem min barndom og ungdom, især i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne, så jeg utallige film på video og optog selv de mange, der blev til mit første filmbibliotek og lagde grunden til den altopslugende passion for mediet, som jeg har i dag.

Harry Knowles, grundlæggeren af filmsitet Aintitcool, har også ristet en rune over videomediet. Han er jævnaldrende med mig og har de samme følelser i klemme i forhold til et format, der har påvirket ham – og mig – utroligt meget, men som på ingen måde har kunnet følge med den teknologiske eller kvalitetsmæssige udvikling.

Snart er det sikkert også slut med dvd og dens hidef-slægtning, blu-ray, men denne gang kommer der ikke noget nyt, fysisk medie og overtager. Det hele bliver elektronisk og netbaseret. Man downloader det, man gerne vil have direkte fra nettet, og det er slut med at gennemrode tilbudskasserne uden for en eller anden suspekt videosnask i provinsen.

Og det er nok det, jeg kommer til at savne allermest, og som er grunden til, at jeg kun køber nogle bøger via internettet og elsker at gå på hollandsk bogudsalg og besøge støvede antikvariater. Den fysiske fornemmelse af og fryd ved at holde en gammel bog eller en slidt videofilm i hånden. Fornemmelsen af at være i selskab med så mange potentielt spændende værker og måske gøre en opdagelse af de sjældne.

Finde den der spaghettiwestern fra 1967, som kun blev udsendt på vhs i 1986 af det der selskab, som i øvrigt ikke eksisterer længere.

Nettet har gjort alting så nemt og tilgængeligt, og intet synes længere umuligt eller uopnåeligt. Hvorimod man i gamle dage – dvs. for 15-20 år siden – måtte bestille videokassetter hjem fra Tyskland og Holland for f.eks. at få uklippede versioner af ens favorit-splatterfilm.

Vi forbrugere er blevet frigjort fra nogle få importørers og distributørers (ikke altid lige gode) fornemmelse for, hvad der rører sig, og hvad publikum vil have. I dag venter alverdens herligheder blot for enden af ens trådløse bredbåndsforbindelse, og i løbet af et par dage ligger det i ens postkasse. Og det endda i en kvalitet, der er så meget bedre end dengang.

Men det er uden den samme fornemmelse af at have opdaget et eller andet specielt og unikt.

Ja ja, det er bare en efterhånden halvgammel videonostalgiker, der taler, og som i øvrigt heller ikke for alvor vil tilbage til den tid, hvor man kopierede 12. generations videobånd til hinanden med Peter Jacksons Bad Taste, fordi det bare var det mest fantastiske, og det skulle man bare se – det var også så dårligt mht. billede og lyd, at det næsten kunne være lige meget … men det var det jo bare ikke alligevel, fordi det var så vigtig en del af ens liv dengang.