Filmkritik på amerikansk
For et par år siden sad jeg i kritikerjuryen, FIPRESCI-juryen, på filmfestivalen i Reykjavik. En af de andre gæser på festivalen var den amerikanske filmkritiker Gerald Peary, der skriver for Boston Phoenix.
Gerry, som han bliver kaldt, var også i gang med at lave en ambitiøs dokumentarfilm om den amerikanske filmkritiks historie, men havde svært ved at få filmen finansieret.
Han begyndte på projektet i 2001, men efterhånden som de amerikanske aviser og magasiner begyndte at fyre filmkritikere, blev det også vanskeligt at gøre filmselskaber og potentielle investorer interesseret i emnet og filmen.
Så vidt jeg ved, har Gerry brugt en del af sine egne penge på at lave filmen.
Og nu er den endelig færdig.
For the Love of Movies: The Story of American Film Criticism, som filmen hedder, havde sin amerikanske premiere i marts og har i disse dage sin europæiske premiere på filmfestivalen i Edinburgh.
Den internationale filmkritikerorganisation, FIPRESCI, udgiver sit eget netmagasin, Undercurrent, der i sin seneste udgave bringer et interview med Gerry.
Han fortæller om filmen og kommer blandt andet ind på 1960’ernes og 1970’ernes Kael-Sarris-krige, hvor to filmkritikere – nu afdøde Pauline Kael og stadig aktive Andrew Sarris – og dermed to forskellige måder at se film og bedrive filmkritik på udkæmpede et drabeligt slag i både skrift og i tale. Det var en tid, hvor filmkritikere virkelig havde en kulturel betydning.
»I spend a long time in my movie on the Sarris-Kael wars, and I do think they are immensely important. So much of the way people watch movies, the way American critics review movies, the way American directors see their mission, comes from Kael and Sarris, though few realize it. I’d like to get young critics to read these titans: Sarris’s American Cinema, Kael’s earliest books like Kiss Kiss Bang Bang and I Lost It At the Movies. Of course, I also love the insane passion of the Sarris-Kael debates. It’s amazing that critics battled over directors and movies as if they were fighting over countries. And that critics once made friends and enemies based on how they stood with Sarris or Kael. What a different world!«
Gerry begiver sig også ud i at definere, hvad forskellen på en anmelder og en kritiker er:
»Every critic is a reviewer, but only some reviewers qualify as critics. Everyone reviewing a film does a bit of a consumer’s report, advising the reader whether to see a movie or not based on the movie’s surface aesthetic merits. But these expressions of opinion are often all there is with someone who is only a reviewer. "This movie rocks!" (positive) or "This movie sucks!" (negative).
The true critic goes farther and deeper in contextualizing the movie, He/she situates it in a framework of other films, but also sees it in its relation to history, politics, philosophy, economics, literature, etc., whatever seems relevant. As director Richard Linklater says in my documentary, "You can smell it by the second paragraph" if the critic knows what he/she is talking about, if the critic can place Linklater’s film against other films Linklater made, or relate it to other works within the genre in which it is made.
A film critic is an educated, life-experienced person, with, at best, an unusual, original way of looking at film art, and of regarding the world. He/she is also an estimable writer and stylist.«
Jeg glæder mig til at se filmen og håber, at den kommer til Danmark og måske kan være med til at starte en debat om filmkritikkens væsen og nødvendigheden af en sund, velfunderet filmkritik herhjemme.
Man skal være registreret bruger for at deltage i debatten på netavisen og blogs på information.dk. Du tilmelder dig her
En filmfan rapporterer fra udflugter til den fysiske og virtuelle filmverden
Kommentarer
Yderst ciseleret filmkritik på amerikansk! En helt udsøgt komponeret systematik udi analyse: (fra The New Yorker, Richard Brody)
“I don’t think that “Inglourious Basterds” is a good movie, for many reasons—but its premise isn’t one of them. The movie is presented as fantasy, but it’s about much more than revenge. What Tarantino seems to be fantasizing about is this: What if Jews had succeeded in scaring Germans, in being known to pose fearsome physical threats to those who harmed them? What if, in effect, Jews had succeeded in getting into the heads of the German leadership? (A key scene shows Hitler obsessing over the Basterds.) Would it have altered the behavior of the German government and its officials and soldiers in ways that could have led more quickly to Germany’s defeat? And what would it have meant for Jews to do so? Would it have meant renouncing a crucial aspect of Jewish identity? What, for that matter, is Jewish identity?
It’s worth noting that the Jewish woman’s attack on Germans is a suicide attack, and that it involves the burning of vastly many reels of movies—a cinematic equivalent of a book-burning. Given the recognition of Jews as the people of the book, is Tarantino suggesting that what it would have taken for Jews to fight back in an effective way would have meant changing their ways fundamentally? Indeed, what is a Jew? How do Jews differ from other peoples? Indeed, what is a people? Is it a matter of blood (which, as in most of Tarantino’s film, is a crucial signifier) or of traditions?
These aren’t ideas born of the Cinémathèque or the comic book; they are the product of Tarantino’s long-simmering meditations, and they are good questions. If there’s a virtue to the ostensibly transgressive aspect of his pulp-fiction obsessions, it’s precisely in his willingness to use despised or downmarket forms to bring up difficult or controversial matters; the simple fact of his doing so is a tribute to his grindhouse scholarship.
The problem with the film is that Tarantino isn’t really up to the task of offering interesting answers to such questions; moreover, he’s so wrapped up in his big ideas that, for once, he doesn’t make the film well. Its five chapters are all overwritten and underconceived; in the grip of his ideas, he doesn’t build them well. (For instance, the violent dénouements arrive as dramatic letdowns and are directed generically.) There’s little verve to his direction, little conception of character, little wit in the setups, because Tarantino is not himself here; he’s Stanley Kramer or Steven Spielberg, a filmmaker bent on sending a message without calling Western Union; as a result, he gets caught up in his conception, his writing, and his moral, and forgets to make the film. “Inglourious Basterds” isn’t immoral, evil, or dangerous; it’s just mechanical and dull.” - http://www.newyorker.com/online/blogs/movies/2009/…
- hvad er dine tanker vedr. ovenstående, form såvel som indhold, Chrisser?
Hej Christian
Jeg sidder og taenker paa hvornaar jeg sidst gav mere end to minutters opmaerksomhed til en anmeldelse/filmkritik, og desvaerre staar det stadig soleklart for mig hvornaar det var. Det var da “The Score” udkom herovre i US, med bragende anmeldelser og megen klappen over De Niro, Edward Norton og Brando’s FANtasktiske talenter.
Aldrig i mit liv har jeg set en saa fantasiloes film. Forudsigelig, stereotyp og kvindenedgoerende (spillet af den fantastiske Angela Basset).
Edward Norton indroemmede senere at det var en helt igennem daarlig film og manuskript, men at han havde vaeret villig til at sidde og laese op fra The Yellow Pages i 2 timer i traek, bare for at faa lov til at spille sammen med Brando.
“So, there you have it!” som de siger herovre.
Flertallet af kritikere er ligesaa meget involveret i filmene som enhver anden der er betalt af filmselskaberne for at promovere filmene og derfor er der sgutte megen grund til at laese nogen af dem mere.
Jeg tror de fleste herovre mere gaar efter hvad genre filmen er i, for dem jeg taler med laeser praktiskt talt aldrig anmelderserne mere.
Han skulle hellere have skrevet en artikel under overskriften “The Suiside of The Critic: The End of Opinion As We Knew It”
Kristoffer Maribo
Jeg maa da sige at jeg har faaet mere lyst til at se filmen efter den anmeldelse du gengiver her, men hvis jeg ikke havde set den, saa havde jeg stadig set den, mest fordi den ser ud til at indeholde den samme moerke humor og tegneserievold som Tarantinos andre film. Har han nogensinde bedt om at blive taget politisk alvorligt? Ikke mig bekendt, men han har altid beskaeftiget sig med haevnen og retfaerdigheden. “Pay Back Time” genren, som han jo elsker, tilsat overdreven tegneserievold med et staenk syg humor.
Med venlig hilsen
Lars Christensen
@kristoffer
Jeg synes, at man skal passe på med at læse for meget ind i Tarantinos film. Jeg ser også Inglourious Basterds som en fantasi, hvor film får skovlen under Det Tredje Rige. Ikke fordi Brodys indvendinger ikke er relevante, men med al respekt – og man skal passe på, hvad man siger – så har man i snart mange år nu taget patent på Anden Verdenskrig og Holocaust, og måske er det på tide at komme videre med nogle anderledes, mere vovede fortællinger – som Flammen & Citronen, Black Book, Der Untergang, Die Fälscher og Inglourious Basterds.
Og såer jeg i øvrigt slet ikke enig med Brody i, at Inglourious Basterds er en dårlig film. Den er ujævn, ja, og lidt rodet, men den er også fantastisk underholdende og velskrevet. -lavet og -spillet. Se bare filmens første scene, der er både morsom og virkelig uhyggelig og brutal. En mindeværdig åbning på en film.
@lars
Jeg er ked af at høre, at du ikke længere læser anmeldelser. Der er skam mange gode anmeldere at læse, også på Information. Og faktisk kunne vi – dvs. jeg – ikke lide The Score. Læs selv her: http://www.information.dk/60883
I modsætning til stort set alle de film, som Christian Monggaard nævner, så holder Inglorious Bastard sig jo ikke til den historiske sandhed om hvordan Hitler f.eks. døde; en film Die Fälscher bygger jo på, at der vitterligt var jødiske falskere, som lavede falske (engelske) penge for tyskerne. The Black Book og The Good German bygger jo også på korrekt historisk viden, selvom der selvfølgelig også er dramatiseret lidt her og lidt der.
Inglorious Bastard-filmen er vel bare Tarantinos (og dermed måske Hollywoods) drøm og fantasi om at jøderne nu endelig får hævn over den mand (Hitler) som har gjort dem så meget ondt. Og vel var det Hitler, som satte tingene i system; sagen er bare den, at langt de fleste pæne almindelige tyskere mente præcist det samme som de slemme nazister om jøderne, Churchhill mente jo sikkert også noget lignende. Racismen, overfor stort alle ikke-hvide, også overfor jøderne, stor-trivedes nemlig i 1930erne og længere tilbage.
Hvorfor tror I at det først var da amerikanerne kom frem og opdagede de her masse-udryddelses-lejre i f.eks. Treblikna og Auswitsch, at folk fik et ordentlig kendskab til dem? Jo, fordi den amerikanske ligerets-ideologi tilsagde dem, at sådan behandlede man altså ikke mennesker, uanset om de var jøder, hvide, sorte, blå, grå eller muslimer.
Tarantinos film handler aldeles ikke om retfærdighed; de handler udelukkende om hævn. Hævn er ikke Retfærdighed, Hævn er baseret på vore dybeste afsky vor andre (med)mennesker, på følelser, som vi er i, når andre har gjort os ondt. Retfærdighed er baseret på fornuft og på Loven; det civiliserede samfunds lov, som netop er opbygget for at dæmme ind for egne dybere instinktive hævn-følelser.
Og jeg ved ikke om man bliver renset (får katarsis) for sine hævn- følelser når man ser en Tarantino-film; jeg tror nu bestemt ikke, det er derfor, han laver filmen. Volden som æstetisk (hævnfuldt) subjekt synes at være hans vare-mærke; totalt ligeglad med volden som etisk subjekt.
Karsten Aaen:
“Volden som æstetisk (hævnfuldt) subjekt […]”
Så har du jo alligevel fat i den lange ende, hvad angår Quentin Tarantino ;-)
Jo, Tarantino er optaget af spektakulær vold, ekstravagante dialoger og det overdrevne. Han er æstetiker, ikke moralist.
John Ford kan varmt anbefales, hvis man er til moralsk vold ;-)