Tag jer dog sammen, Nordisk Film Biografer!

I dag udvandrede jeg for første gang nogensinde i vrede fra en presseforestilling. Og nej, det skyldes ikke, at filmen var dårlig. Jeg har faktisk et princip om ikke at gå midt under en filmforevisning – heller ikke selv om jeg sagtens kan komme i tanke om mange andre og mere konstruktive måder at bruge mit liv på. Kald det bare professionalisme.

Jeg gik, fordi forholdene, som pressekørslen foregik under, var under al kritik. Jeg skulle – samen med ca. 20 andre anmeldere – se Michael Manns nye film, Public Enemies, der har amerikansk premiere i morgen, 1. juli, og dansk premiere på fredag. Og er der en filminstruktør, som virkelig bruger lyd og billede, er det Mann, hvorfor hans film fortjener at blive set under optimale omstændigheder.

Det gør alle film naturligvis, men med nogle betyder det alligevel mere end med andre.

Jeg havde håbet, at dagens kørsel skulle foregå i Imperial, men det blev i stedet sal 1 i Palads – der ligesom Imperial er ejet af landets største biografoperatør, Nordisk Film – hvilket ikke ligefrem er dårligt, men altså heller ikke optimalt. Jeg har for mange gange oplevet problemer under presseforestillingerne i Palads, hvorfor det altid er med en vis forventning om, at det nok går galt, at man sætter sig tilrette i en af biografens mange og ikke alle lige gode sale.

Og selvfølgelig gik det galt i dag. Der kom kun lyd fra centerhøjttalerne, altså dem bag lærredet, mens sidehøjttalerne – dem, der blandt andet skal hjælpe med surroundlyden – var slukket. Resultatet var et fladt, udynamisk lydbillede, hvor man indimellem nærmest ikke kunne høre personerne på lærredet tale, selv om underteksterne indikerede, at det gjorde de vist nok alligevel.

Efter 10 minutter, hvor jeg blev mere og mere irriteret over den manglende lyd, gik jeg ud og fik fat på en operatør, hvis svar var, at ’ja, du har ret. Der mangler lyd. Vi har slukket for sidehøjttalerne, fordi de brummer. Vi tør ikke tænde dem.’

Jeg blev mildest talt overrasket. Her har de sat en pressekørsel i gang, velvidende at deres tekniske udstyr ikke virker, hvorfor anmelderne ikke får den optimale oplevelse af filmen – den oplevelse, som instruktøren havde tænkt sig.

Jeg insisterede på, at noget blev gjort – operatøren lovede at prøve – og jeg gik ind igen i håbet om, at problemet ville løse sig. Men intet skete, og jeg valgte så at gå. Jeg havde ikke lyst til, at hele filmen skulle ødelægges for mig.

Hvilken arrogance! Hvorfor satte de kørslen i gang, selv om de godt vidste, at noget var galt? Og hvorfor pokker flyttede de ikke filmen fra sal 1 til den glimrende sal 9, da de kunne se, at problemet ikke kunne løses? Hvorfor skulle jeg ud og brokke mig, før de foretog noget?

Hvis Nordisk Film behandler anmeldere på den måde, hvordan behandler de så ikke almindelige biogradgængere, der betaler for at gå i biografen?

Eller handler det om, at Nordisk Film vil skide anmelderne en lang march og egentlig er ligeglade med, hvordan vi oplever filmene? Vi betyder jo alligevel ikke noget for en films indtjening – især ikke de film, der går i Palads, som kun viser bredt anlagte film, og de er jo til en vis grad anmelder-immune.

Hvad grunden så end er, har distributøren betalt for at få vist sin film på en anstændig facon, og det har Palads gang på gang vist, at biografen ikke er i stand til. Jeg har mange gange i løbet af de seneste 10 år forladt biografen under en pressekørsel for at finde en operatør, fordi der var et eller andet galt med lyd eller billede. Det være sig forkert afmaskning, for lav eller ingen lyd, uskarpe billeder og undertekster eller forkert linse.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Jeg får penge for at se og vurdere film og er formentlig mere opmærksom på den slags vigtige, tekniske detaljer end den almindelige biografgænger, som bliver siddende og er usikker på, om noget er galt, og i øvrigt ikke ved, hvad vedkommende skal gøre.

Jeg var, så vidt jeg ved, den eneste anmelder, der forlod biografen i dag. Min sidemand, Bo Green fra Weekendavisen, kunne også godt høre, at den var gal med lyden. Men han valgte at blive, og resten af anmelderne reagerede tilsyneladende ikke, og jeg kan da godt frygte, at de anmelder filmen i den tro, at lyden simpelthen bare var dårlig.

Det var nok mange års sammensparet irritation og vrede, som jeg fik afløb for, da jeg efter at have forladt biografen ringede til Nordisk Film Biografer for at tale med Palads’ daglige leder. Jeg fik fat i ham og skældte ud, det bedste jeg har lært. Jeg tror, at han blev noget overrasket – ikke mindst over, at jeg også forklarede, hvordan dagens hændelse bestemt ikke er enestående, når det kommer til hans biograf.

Han undskyldte behørigt, spurgte, hvad han kunne gøre for mig – sætte en ny kørsel op, svarede jeg – og lovede at vende tilbage, når han havde talt med operatøren og et par andre mennesker.

Ca. 10 minutter senere ringede Palads’ chefoperatør og undskyldte også og begyndte at forklare, hvad der var gået galt med kørslen. Jeg skal indrømme, at jeg ikke forstod – eller ville forstå – det hele, men det havde at gøre med en computerfejl, som de nu har brugt lang tid på at løse, og at de fleste kørsler i sal 1 desuden foregår uden problemer. Åbenbart havde de også fået løst problemet i salen ca. 20 minutter inde i pressekørslen.

Det ændrer dog ikke ved, at problemet var der til at begynde med, og at de slet ikke burde have sat kørslen i gang. Eller alternativt burde have flyttet den, da de fandt ud af, at fejlen ikke kunne udbedres.

Operatøren sagde så, at jeg kunne få lov til at se filmen i morgen, onsdag, samme tid i Palads, men denne gang i sal 10. Det sagde jeg ja til, og jeg fik ham til at love, at der ville blive en operatør i i operatørrummet i i hvert fald den første halve time af filmen, skulle der nu ske et eller andet. Han lovede også, at det fra og med nu ville blive normal procedure ved alle pressekørsler i Palads. Det burde være normal procedure ved ALLE forstillinger i ALLE biografer, at en operatør sidder der under hele filmen og sørger for, at alt går som det skal.

Jeg har selv været biografoperatør og ved godt, at det ikke er muligt – især ikke i en multiplex som Palads, hvor der kun er nogle få mennesker til at styre mange biografsale – men i en ideel verden …

Måske lyder det alt sammen en smule hysterisk. Det gik jo i orden efter 20 minutter, og filmen varer 150 minutter. Hvad pokker er det, jeg hyler op for!?

Faktum er, at Public Enemies ikke blev vist, som den skulle, og at de første 10 minutter er så utroligt vigtige for, hvordan man oplever en film; om man lever sig ind i den eller ej. Og lyd og billede er vigtige for den indlevelse. Lyden er med til at opbygge en stemning og skabe et univers omkring de billeder, man ser på lærredet. Hvis en af delene ikke fungerer, fungerer helheden heller ikke, og det gælder sgu alle film.

Desuden har jeg det sådan – og jeg tror ikke, at jeg er alene – at hvis jeg først er blevet hevet ud af en film, distraheret, og det bliver jeg let, hvis et eller andet som f.eks. lyden er forkert, så har jeg meget svært ved at komme ind i filmen igen. Da jeg så Public Enemies, nåede jeg slet ikke ind i filmen, fordi jeg var så fokuseret på det med lyden, og selv hvis jeg var blevet og havde oplevet de sidste to timer, ville filmen have været ødelagt for mig.

Og det er ikke fair over for hverken mig, filmen, instruktøren eller distributøren – for ikke at sige de mennesker, som læser min anmeldelse og får et forkert indtryk af filmen, fordi jeg ikke har set den ordentligt.

Om det så er for pressen eller for helt almindelige biografgængere, skal en filmforevisning være så god som overhovedet mulig. Det er det, biografgængerne betaler i dyre domme for, og det er det, der er grundlaget for, at vi anmeldere kan foretage en fair og velfunderet vurdering af en film. Hvis vi ser den uden den rigtige lyd, i det forkerte format, med rystende undertekster eller uskarpt billede forstyrrer det oplevelsen og griber ind i vurderingen på en negativ måde.

Et andet eksempel: I en lang periode var der et hul i biograflærredet i Palads’ sal 14. Hver gang jeg så film i salen, sad jeg og kiggede på det skide hul, som faktisk var ret synligt pga. lyset, som kommer fra filmfremviseren. Jeg gjorde biografen opmærksom på det, men intet skete, og man blev ved med at vise film i salen i flere måneder, før lærredet blev skiftet eller repareret.

Jeg har hørt flere rædselshistorier om biografer i København, ikke mindst Nordisk Films, og spørgsmålet er, om selskabets monopol, hvad angår mainstreambiografer i hovedstaden, ja, i hele landet – i København ejer de både Palads, Metropol, Falkoner, Dagmar og Imperial – har gjort dem så magtfuldkomne, at de er blevet ligeglade med filmene, publikum og anmelderne.

Jeg håber det ikke, og jeg håber, at dagens misére får dem til at tage sig sammen. 16 år som professionel biografgænger får mig til at tvivle. Men jeg håber.