Skip to Content
Mandag 13. februar 2012

Brad Pitt og Steven Soderbergh lukket ned

Når ikke engang Brad Pitts navn på rollelisten og Steven Soderbergh i instruktørstolen er nok til at finansiere en film, må Hollywood være i krise.

Det er den lære, man kan drage af balladen om filmen Moneyball, der i forrige uge blev lukket ned, fordi filmselskabet ikke turde binde an med Soderberghs åbenbart lidt for komplekse indgangsvinkel til historien – den handler om baseball – selv om Pitt skulle spille hovedrollen.

Bunden er faldet ud af dvd-markedet, og selv ikke store stjerner kan garantere en films indtjening, fortæller denne artikel fra New York Times om Moneyball-affæren, og om hvordan Hollywood for alvor har ændret sig fra at være et sted, hvor en stjerne kunne få et filmselskab til at tage en chance, til et sted, hvor man løber i hælene på hinanden og de seneste succeser eller genindspiller gamle.

Det er der ikke noget nyt i, vil nogen måske indvende, men det er værre nu end nogensinde før, blandt andet pga. finanskrisen.

En kreativ fallit, som veteranproduceren Art Linson fortalte om i et interview, vi bragte i Information for en uge siden.

Man skal være registreret bruger for at deltage i debatten på netavisen og blogs på information.dk. Du tilmelder dig her

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Hvis det kunne få Soderbergh til at indse, at han burde søge tilbage til sine independent filmrødder, så er det en god nyhed. Han solgte sin sjæl for at lave sine ligegyldige Oceanfilm og nu ligger han som han har redt.

Jeg mener bestemt ikke, at han har solgt sin sjæl. Faktum er, at Soderbergh skifter mellem at lave store studiefilm som Ocean’s-filmene og meget mindre, indie-agtige film som Full Frontal, Bubble, Che og senest The Girlfriend Experience. Og det er de brede, indbringende film, der giver ham mulighed for at lave de vigtigere, smalle film, der udfordrer ham som filmskaber og os som publikum.

OK, jeg køber din tese om gynger og karruseller. Men der er en verden til forskel mellem indiefilm og indieagtige film. Soderbergh har altid balanceret underligt mellem de to. Det er netop det der er hans stil. Hans film er en slags parafraser eller stiløvelser og har aldrig rigtig rørt mig (med undtagelse af Traffic). Men smag og behag osv..

Læs bogen, den er absolut fremragende - også selvom du ikke er baseball-fan.

Simon Bang siger:

Eastwood var 3 uger henne i pre-production på sin film om Mandela i sydafrika, da han fik et opkald fra sit amerikanske bagland om at holde hesten og komme hjem. Det forlyder at Spielberg også havde samme problemer i USA, og at han ligeledes måtte holde inde fordi hans indiske finansielle partner manglede midler. Hvad kan man sige: det er vel ingen skam at mangle opbakning, når de helt store døjer på de samme vilkår.

Nej, det må man sige. Hollywood er også på røven. Åbenbart tør de ikke satse på meget andet end allerede velafprøvede formler og genindspilninger af gamle succeser. En trist udvikling, som har været i gang i mange år, men som åbenbart er blevet forstærket af finanskrisen.
Noget tyder på, at Soderbergh er ved at give op pga. Hollywoods manglende eventyrlyst: http://www.guardian.co.uk/film/2009/jul/14/steven-soderbergh