Premiere tilbage med et brag

Det er en frisk idé, DR2 dér har fået: At lade forskellige danske filmfolk afløse Mikkel Munch-Fals som vært i filmprogrammet DR2 Premiere i 13 programmer, som sendes fra og med i morgen, mandag, og i løbet af efteråret og vinteren.

De filmfolk, jeg kender, er ofte meget hårdere kritikere af deres kolleger og kollegernes film, end jeg f.eks. er, men det er sjældent, at de går offentligt ud med den kritik. Det får de så mulighed for nu, og især glæder jeg mig til at se og høre dem anmelde danske film. For hvordan slipper man af sted med det, når man selv er en del af en lille branche, hvor alle kender alle?

En måde at gøre det på – en interessant måde, vel at mærke – er Christoffer Boes i første udgave af DR2 Premieres nye sæson. Boe, der er kendt som instruktøren bag originale og udfordrende film som Reconstruction, Allegro og Offscreen, er stor filmfan og har også et lidenskabeligt forhold til filmkritik.

Engang for mange år siden, før han kom på Filmskolen, læste han Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet. Det gjorde jeg også – nogle årgange under ham – og på et tidspunkt diskuterede vi filmkritikkens væsen i alenlange indlæg i studiets eget blad. Jeg var da en meget ung redaktør for filmtidsskriftet Levende Billeder og forsvarede mine egne noget populærkulturelle og, set i bakspejlet, lidt naive, uudannede dispositioner bravt, mens Boe, der drømte om selv at lave film, havde en noget mere ambitiøs, akademisk og kompromisløs tilgang til filmkritikken.

Sådan husker jeg det i hvert fald.

Boe har flere gange brokket sig over tilstanden i dansk filmkritik og filmanmelderi, og faktisk mener han ikke, at der findes ordentlige filmkritikere herhjemme. Der er for meget overfladisk forbrugerorientering over anmelderiet til, at det kan være perspektiverende, diskuterende og øjenåbnende kritik.

På et tidspunkt inviterede han Morten Piil og mig til at levere kommentarspor til Allegro, da den skulle udgives på dvd. Tanken var, at jeg skulle være imod – jeg havde givet filmen en lunken anmeldelse i Information – mens Morten skulle være for, fordi han godt kunne lide filmen. Det var en spændende opgave, og det beviste, at Boe i hvert fald ikke var bange for kritik og offentlig diskussion. Meget prisværdigt og forholdsvis sjældent i dansk film, er mit indtryk.

Siden gav jeg Offscreen en endnu dårligere anmeldelse, og jeg tror – jeg ved – at Boe tog mig det ilde op. Det var der i øvrigt mange andre, der også gjorde, og jeg stod om ikke alene med min hårde kritik af filmen, så i hvert fald som en af de få, der ikke kunne lide den. (Jeg skal dog lige gøre opmærksom på, at jeg godt kunne lide hans prisvindende debutfilm, Reconstruction.)

Men nu har Boe altså selv været anmelder for en dag, og det gør han ganske glimrende – med samme store armbevægelser, intelligens, personlighed og glimt i øjet, som han har brugt til at dekonstruere filmmediet og genrefilmen i sine værker. (Man skal dog være klar over, hvor man har ham som anmelder – og det hjælper at have set hans film og læst interview med manden.)

Blandt andet interviewer han selv filminstruktøren Jacob Bitsch, der i fredags spillefilmdebuterede med den tragikomiske Camping – som efter min mening er en modig, men også ujævn film. Det mener Boe vist også, og han konfronterer Bitsch med sine forbehold og beder ham forholde sig til den. Samtidig beder han Bitsch om at give sin egen film stjerner. Den får fire af seks, fordi det er en lille film, som primært er for danskere.

Det er et sjovt setup, som virker, fordi Boe tør at følge det til ende. Han vil have filmkunsten og filmkritikken til at gå i dialog, siger han til Bitsch, og interviewet med instruktøren er et lille skridt på vejen.

Allerede inden da har Boe meget tydeligt signaleret, at han vil opdrage seerne med Premiere, fortælle os alle, hvad der er god, og hvad der er dårlig film. Og så giver han undervejs lige Pia Kjærsgaard og andre rindalister nogle gok i nødden og er altså ikke bange for at følge den stærkt politiske linie, Mikkel Munch-Fals lagde og fik ballade for.

Der skal tre ting til at gøre en film, forklarer han: Teknisk kunnen, personlighed og ambitioner. Og så fortsætter han ellers med at rive to af ugens film fra hinanden, den romantiske komedie The Ugly Truth og Ang Lees Taking Woodstock. Boe kan i forvejen ikke lide Lee – han er kedelig – og hans voldsomme kritik af den lette, charmerende komedie skal vel nok ses i det lys.

Derimod er Boe meget begejstret for The Hurt Locker, en begejstring, jeg deler, og det er svært at være uenig med ham i, at instruktøren bag, Kathryn Bigelow, er bedre til at lave film om mænd end mændene selv.

Til at forklare, hvorfor en film som The Hurt Locker virker, hidkalder Boe sin gamle universitetslærer, filmprofessor Torben Grodal, der taler om menneskets krybdyrhjerne, som sætter gang i adrenalin- og dopamin-produktionen, når vi ser intense billeder som i Bigelows film.

Og forfatteren og reklamemanden Knud Romer toner frem på storskærm for at redegøre for, hvorfor The Ugly Truth nok skal blive en succes, selv om den tydeligvis er blevet til på et excelark og ikke i en kreativ proces. Romer taler om lyserøde og grønne segmenter, hvoraf ikke mindst de sidste – med veluddannede kulturforbrugere – elsker romantiske komedier, fordi de spejler deres liv og drømmene om deres liv.

Og så er programmet ellers ved at være slut. Skal man holde Christoffer Boes egne tre kvalitetskriterier op foran, må man sige, at det er ganske vellykket: Det har personlighed og meget store ambitioner. Teknisk er det også veloplagt, meget energisk, selv om værten indimellem snakker så hurtigt, at man skal lytte godt efter for at få det hele med, og selv om han ikke helt kan udtale nogle af de amerikanske instruktørnavne og har misforstået, hvem der er hvem i The Hurt Locker.

I løbet af de kommende uger og måneder vil både skuespillere, producenter og flere instruktører indtage værtsrollen i DR2 Premiere, og jeg er meget spændt på at se, hvad der kommer til at ske med Nicolas Bro, Lotte Svendsen, Regner Grasten, Lone Scherfig, Søren Fauli, Tomas Villum og Sofie Lassen-Kahlke ved roret. Initiativet er så godt, at det fortjener succes.

Er det nye DR2 Premiere bedre end det gamle? Det er meget anderledes, men efter første udgave at dømme ikke mindre skarpt, idiosynkratisk eller morsomt.

I næste uge er det Wikke & Rasmussens tur, og de har også valgt at eksperimentere lidt med formen. De interviewer en anmelder for at få en idé om, hvordan man egentlig anmelder en film, og vil i det hele taget beskæftige sig lidt mere med selve processen.

Og hvor ved jeg så det fra? Jeg er anmelderen, de vil interviewe.