Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

3D-krigen aflyst?

Først annoncerede biografejerne, at de ikke kunne enes med filmdistributørerne om, hvem der skulle betale for installation af 3D-udstyr i de danske biografer, hvorfor man ikke ville vise 3D-film.

Nu meddeler biografkæden CinemaxX, at man alligevel vil vise film i 3D, og at man for at kunne gøre det har installeret det mest moderne udstyr i sine biografer.

Her er pressemeddelsen fra CinemaxX:

Nu kommer den nye generation af 3D produktioner fra Hollywood til Danmark. CinemaxX biograferne introducerer tidens mest moderne digitale HD og 3D udstyr i biografsale i København, Odense og Århus og åbner hermed dørene for en helt ny måde at opleve film på.

Mens øvrigt eksisterende digitalt udstyr i Danmark har en billedopløsning på 2K, har CinemaxX bl.a. investeret i helt nye projektorer med formatet 4K, som giver en billedopløsning, der er hele fire gange højere end det HD format, vi kender fra fladskærmen hjemme i dagligstuen. Som publikum vil dette revolutionerer filmoplevelsen i form af uhørt skarpe billeder og krystalklar lyd.

En helt ny 3D oplevelse

Det nye digitale system giver også den fordel, at CinemaxX nu kan vise 3D film i digital kvalitet. ”Det nye digitale 3D system kopierer den måde vores øjne opfatter den ’virkelige verden’ ” forklarer Adm. direktør i CinemaxX, Kim Brochdorf, og uddyber: ”3D er ikke længere kun en jagt på effekter, der skal imponere publikum. Det er en helt ny billedoplevelse, der bibringer en hidtil uset dybde og realisme i oplevelsen”.

Med den nye teknik er de klodsede rød/grønne papbriller med dårlig farvegengivelse, der garanterede øjenirritation heldigvis også afløst af komfortable letvægtsbriller, som ligner solbriller og knap kan mærkes.

3D systemet i CinemaxX kommer fra producenten RealD, hvilket er det mest udbredte format i bl.a. USA, men er det første af sin art i Danmark.

Pixars ”OP” - den første store oplevelse

Den nye måde at lave film på har allerede begejstret en række af verdens største filminstruktører. Lige nu er både Steven Spielberg og Peter Jackson i gang med at lave film i det nye digitale 3D medie, ligesom instruktøren James Cameron er på vej med en 3D film efter en pause på 12 år siden hans seneste film ”Titanic”.

Første 3D film i CinemaxX bliver Pixars animationsfilm ”OP”, der har biografpremiere fredag den 2. oktober og således er det ikke kun danskernes TV-signal, som bliver digitalt i starten af oktober.

Disneys ”A Christmas Carol” med Jim Carrey følger efter den 6. november som den næste store 3D oplevelse.

Nordisk Film, der allerede har indrettet flere 3D-sale, blandt andet i Palads i København, var blandt de biografer, som meddelte, at man ikke ville vise 3D-film – efter at man i øvrigt havde gjort det med film som Coraline og Monsters vs. Aliens.

Spørgsmålet er dog, om ikke CinemaxX’ udmelding tvinger Nordisk Film til alligevel at gøre det. CinemaxX er Nordisk Films største konkurrent og selskabet tør formentlig ikke at lade CinemaxX komme foran i det interne kapløbet.

Det er lidt forvirrende, for hvad pokker er det, der foregår? Biografejerne har før vist, at de ikke nødvendigvis er helt enige – tre provinsbiografer har hele tiden insisteret på retten til at vise film i 3D – men nu synes splittelsen at blive endnu større.

Selv om jeg ikke er den store 3D-entusiast, er jeg da glad for, at publikum selv får mulighed for at vælge – og betale for – om man vil se en film i 3D eller ej. Sådan skal det være. Det skal ikke være biograferne, som bestemmer.

Op har premiere i næste uge, og man bør unde sig selv at se den. Den er fantastisk.

Man skal være registreret bruger for at deltage i debatten på netavisen og blogs på information.dk. Du tilmelder dig her

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her