Hvorfor Danmarks Radios stolte kube af et koncerthus forener to modsatrettede følelser i en jazzlytter. Lørdag 24. januar var der galla med Gonzalo Rubalcaba og Richard Galliano

Det var i sidste uge, at bassisten Henry Grimes kunne høres ved en sjælden koncert i København sammen med Kresten Osgood og Pierre Dørge.
Jeg var skam også til stede og skrev efter aftale med avisen min anmeldelse færdig selv samme nat. Men artiklen blev ikke prioriteret og nåede aldrig frem til papirspalterne.

Det råder jeg bod på her ved at bringe de relevante uddrag af min koncert- og cd-anmeldelse, der kan ses som en fortsættelse og afrunding af mit forrige blog-indlæg:

A NIGHT TO REMEMBER
Den gamle avantgardebassist Henry Grimes er vendt tilbage fra de døde efter 35 års tavshed, og hans tilstedeværelse gør en forskel Det var en smuk, børstestrittende koncert, Henry Grimes gav sammen med trommeslager Kresten Osgood og guitarist Pierre Dørge i ét langt frit improviseret sæt på omtrent fem kvarter i kælderen, Stengade 30, tirsdag aften. Grimes med et på en gang mildt og bistert ansigt med både karisma og noget fortabt autistisk over sig, filende på violinen og markant bumlende på den store bas. Han var som en katalysator for de to danskere, der i øvrigt havde stor ære i musikkens uforudsigelige udvikling. Osgood med et nuanceret og uortodokst legende trommespil, en fryd at følge i nærvær og musikalsk formidling. Pierre Dørge med hele udtrækket af eksperimenter på guitaren, konstant i med- og modbevægelse overfor Grimes, prikkende med fingrene, svirrende med en lille bue på elguitarens strenge, svævende med langstrakte akkorder.

Henry Grimes (f. 1935), sammenbidt og uudgrundelig at skue, med både stærk karisma og noget fortabt autistisk over sig. Det er ikke helt til at lodde, hvad han er for en størrelse, den amerikanske avantgarde-bassist, der efter 35 års tavshed (mange troede, han var død) nu er vendt tilbage til musikscenen, nærmest som om intet var hændt. Hans meritter i 60ernes amerikanske jazz & avantgarde er betydelige. Han samarbejdede med og indspillede som sideman med en lang række af scenens største navne bla. Sonny Rollins, Thelonious Monk, Cecil Taylor, Charlie Mingus, Albert Ayler, McCoy Tyner, Roy Haynes og Archie Shepp. Grimes medvirkede f. eks. på to af Cecil Taylors berømteste plader, Unit Structures og Conquistador, begge indspillet i 1966.

Den sidste pladesession, Grimes nåede at medvirke i inden sin forsvinden i slutningen af årtiet, var med Albert Ayler Group 18. december 1966 ved koncertoptagelser fra The Village Vanguard, der udkom i to omgange, men som i dag fås samlet under titlen Albert Ayler: Live In Greenwich Village - The Complete Impulse Recordings.

I mange år boede Grimes i Los Angeles på et hotelværelse som eneboer, indtil en jazzfan for få år siden opdagede hans eksistens og forskellige mennesker hjalp ham tilbage på jazzscenen bl.a. ved at spare sammen til en bas, fordi han havde mistet sit gamle instrument. Da denne nyhed blev mangfoldiggjort i jazzverdenen i 2003, skrev jeg en kulturnote derom. Siden da er der løbet meget vand i åen. Grimes indspiller i disse år masser af nyt materiale og optræder på scener i både USA og Europa. På hans hjemmeside, der indledes med artiklen "The Miraculous Return of The Great Henry Grimes", er der turnéliste, fyldig diskografi, fotos m.m.

Den danske trommeslager Alex Riel fejrer sit 50 års jubilæum som professionel musiker med fynd og klem. På lørdag 8. november holder han en stort anlagt koncert med hele tre forskellige bands på scenen i Kulturhuset, Islands Brygge kl. 20-24. Ved samme lejlighed udsendes to nye cd-indspilninger, hvor Riel kan høres med to stærke amerikanere, som han før har indspillet med, pianisten Kenny Werner og saxofonisten Jerry Bergonzi - i henholdsvis trio og kvartetformat.

Alex Riel er en institution i dansk jazztrommespil, som har arbejdet med et uhyggelig stort antal danske, europæiske og amerikanske musikere indenfor både jazz og rock siden 1960erne. I de senere år har han udsendt flere cd´er bl.a. med egen dansk trio.
Line-up til jubilæumskoncerten er ikke uinteressant:


Alex Riel Kvartet m. Jesper Lundgaard (bas), Olivier Antunes (klaver) og Benjamin Koppel (sax)
Riel Pasborg Drum Faces m. Stefan Pasborg (trommer)
The Riel Rock Surprise m. Anders Koppel (Hammond orgel), Aske Jacoby (guitar) + gæster.

Den er netop begyndt,  Wundergrund Festival 2008, der løber frem til og med 8. november i København. I den informative og ret flotte festivalavis har Peter Bastian velsignet foretagendet med et forord, hvor han fremhæver risikovilligheden som en dyd i vores omgang med livet og musikken, udtrykt jordnært i følgende citat: "Jeg aner ikke, hvad der foregår, men det finder vi ud af".
Og det må vel så være nøglen, hvis man skal i byen og se/høre nærmere på Trio Croch, Reinhold Friedl, Hanno Leichtmann, Horst Possling og mange andre navne, som vi givet ikke kan blive enige om at kende. Andre kender vi måske godt såsom Maya Albana, Marilyn Mazur, A Kid Hereafter, Josefine Cronholm og Dawda Jobarteh.

En seksuel debut kan være en famlende, usikker fornøjelse. En ligefrem usikker debut kan man dog ikke kalde programmet "Midnatsjazz", der havde premiere mandag aften - selvom gæsten Master Fatman fortalte en anekdote om, at Stan Getz havde bollet med sangerinden Astrud Gilberto i forbindelse med indspilningen af bossajazz-klassikeren Getz/Gilberto fra 1963.
Der var snarere tale om en begejstret, ja, ind imellem nærmest kåd og indforstået grine- og fjolle-stemning mellem værtinden Caroline Henderson og Tykmesteren. Og netop det, at de to i det professionelle liv er i samme båd som udøvende musikere og entertainere, var et problem for udsendelsen, synes jeg, selvom "Midnatsjazz" er et behjertet forsøg på at skabe positiv opmærksomhed og musikalsk begejstring omkring jazzen.

Jazzen frister normalt en noget hemmelig og kølig tilværelse ude i periferien af avisernes og tv-kanalernes spotlys. Men med DR2´s nye tv-program ”Midnatsjazz”, der har premiere mandag 20. oktober, er det anderledes. Foromtaler har været bragt ikke bare i Politiken og Berlingske, men også i MetroExpress, Ekstrabladet, JP, Vejle Amts Folkeblad, Nordjyske.dk og sågar Billed Bladet. Hvorfor? Fordi kendis-effekten virker. De fleste omtaler baseres på Ritzaus nyhedshistorie fra 16. oktober med overskriften: ”Caroline Henderson som tv-vært”. Den siger jo ikke noget om selve sagen. Men ok, det er trods alt mere rapt end: ”Jazzen får atter sendetid når folk skal i seng”.

Det kan dog sagtens betragtes som et scoop, at DR2 har erhvervet Caroline Henderson som trækplaster for programmet, hvor ”kendte danskere med enten hang til eller talent for jazz, fortæller om deres liv med jazzmusik” – så som Master Fatman, sangerinden Cæcilie Norby og bassisten Chris Minh Doky. Undervejs vil der blive vist gamle musikklip med en række af jazzens legendariske musikere fra DR´s righoldige arkiver bl.a. med Stan Getz, Duke Ellington, Billie Holiday og Ben Webster.

Det hele begyndte i kulturbyåret 1996, da København var Europæisk Kulturby. Her var der tolv jazzvisits; Hver måned havde hovedstaden en international gæstestjerne, en artist in residence, hvilket førte til en lang række aktiviteter både i København og ude i landets øvrige større byer: workshops, master classes, pladeindspilninger, koncerter.

JazzVisits var en inspiration og et energitilskud til den danske jazzscene. Konceptet blev da også taget op i de følgende år med en række nye visitter, og der er udkommet to dobbelt-cd´er, der dokumenterer mange af de musikalske møder. Nu har arrangørerne Niels Christensen og Lars Thorborg (Copenhagen Jazzhouse) atter iværksat et par jazzvisitter. I denne måned 13.-26 oktober er der besøg fra den eminente amerikanske pianist Kenny Werner, og 17.-29. november gæstes landet af bassisten og vokalisten Etienne Mbappé fra Cameroun.

Kenny Werner kan stadig nås ved følgende koncerter:

18/10 kl. 21.30: Kenny Werner Danish Quintet
Copenhagen Jazzhouse

22/10 kl. 20: Kenny Werner/Jens Søndergaard Duo
Jazzselskabet, Århus

23/10 kl. 20: Kenny Werner Danish Quintet
Giant Steps, Svendborg

25/10 kl. 15: Kenny Werner/Jens Søndergaard Duo
JazzCup, København

Copenhagen Jazzhouse har fået ny musikchef, nemlig bassisten og komponisten Lennart Ginman, der har afløst Lars Thorborg på posten. Ginman kombinerer stor kendskab til musikbranchen med en karismatisk personlighed og flair for ledelse og organisering, hvilket han bl.a. har udfoldet i en årrække som headmaster for de professionelle musikerstævner på Vallekilde Højskole. Ginman har i de senere år særlig interesseret sig for sammenkoblingen af jazz, elektronisk musik og pop bl.a. i sine projekter med orkestret Ginman/Jørgensen. Men det skal næppe (ja, forhåbentlig ikke) ses som et tegn på, at Jazzhouse´ repertoireprofil snævres ind i fremtiden. Nye tiltag kan vi dog formentlig nok se frem til.

"Foreningen Jazz Club Loco, hvor galt afmarcherede musikfreaks og debile jazzentusiaster ynder at hænge ud", sådan beskriver klubben sig selv. Dejlig højt til loftet.

Hvis man skulle have lyst til at opleve noget af det, der sker på den unge, danske jazzscene i øjeblikket (og det er ikke så lidt), kan man løse billet til Jazz Club Locos nye satsning: en fast fredagsklub, der åbner på fredag 19/9, i Husets Teater på Halmtorvet 9, hvor der er stort program med flere vægtige navne - nok til hele natten fra kl. 22.00.


ILK NIGHT med følgende store program i "det røde rum", her præsenteret fra Locos pressetekst:

Berre / Melbye / Sieben - En trio med sonoriteter fra støjens verden.

Qarin Wikström 6tet - Viser af himmelsk skønhed og djævelsk ild.

Jacob Anderskov Solo - Sjældent solosæt på Fender Rhodes med il doctore de structure.