Tre stjerner. Hverken mere eller mindre. Tre af seks stjerner til denne anmelder i det nye nummer af filmmagasinet EKKO – det første efter fusioneringen med Mifune – hvor filmanmelderne anmeldes.

10 anmeldere får ord og stjerner med på vejen af et panel sammensat af fire branchefolk: Distributøren Loke Havn, manuskriptforfatter og tidl. filmkonsulent Nikolaj Scherfig, filminstruktør Pernille Fischer Christensen og tidl. direktør for Filminstituttet Henning Camre.

Et velsammensat panel med repræsentanter fra fire forskellige ender af filmbranchen, og så tør de tilmed tage bladet fra munden og kritisere alle os, der til daglig kritiserer dem. Det er modigt og en rigtig god idé af EKKO at sætte den slags i værk.

Det sker stort set aldrig, at man som anmelder bliver anmeldt med nogle af de udtryk og vendinger, man selv er vant til at bruge hver eneste uge. Pludselig er bøtten vendt, og det er en mærkelig fornemmelse, næsten som om nogen invaderer ens privatliv.

Og det er i virkeligheden nok også meget sundt med den slags reality-check. Det gør både godt og ondt, og man får muligvis en bedre forståelse af, hvordan filminstruktørerne har de hver fredag, når anmelderne folder sig ud og i form af stjerner sætter værdi på de film, de har brugt flere år af deres liv på at lave.

Jeg vil ikke for alvor komme ind på, om jeg synes, at anmeldelsen af mig er retfærdig eller uretfærdig – for selvfølgelig er den uretfærdig, jeg skulle da have haft seks stjerner – men det interessante for mig er, at den har fået mig til at tænke. Hvilket vel også var en af tankerne bag at anmelde anmelderne.

De fire paneldeltagere har villet sætte filmkritikken under debat.

I den indledende tekst spørger de blandt andet: Hvad er en ordentlig anmeldelse? Og svarer selv: »En anmeldelse skal åbne værket for læseren, den læser, der måske, måske ikke kunne tænke sig at gå i biografen. Anmelderen skal redegøre for værket, genren, indholdet, spillet, hvad er der gang i her, hvad vil denne film og dens skabere fortælle os, hvad er præmissen?«

Men det er ikke nok: »Den skal også sætte filmen ind i en historisk sammenhæng, trække tematiske tråde, pege på retninger, diskutere på tværs af værket, så at sige. En god anmeldelse  (her taler vi om godt håndværk, ikke om ros eller ris) går videre end seve det at anmelde. Den reflekterer, den orker at gå ned i filmens materie, ind i den egentlige kritik. Hvilke spørgsmål rejser filmen om vores liv?«

Pointen er naturligvis, at de fire panellister mener, at der bliver bedrevet alt for lidt af den slags kritik, anmelderi – ja, de blander de to begreber sammen – i danske dagblade, der stadig er kritikkens, anmelderiets højborg.

Måske har de ret, måske er vi for dårlige til at se videre end blot ren og skær forbrugeroplysning – eller måske efterlyser de noget, som de selv gerne vil have, men som avislæserne ikke kan få, fordi det med den plads, man som regel har til en anmeldelse, er umuligt eller i hvert fald svært at give det.

Jeg tvivler dog på, at de færreste anmeldere – mig selv inkl. – ikke forsøger på netop at favne så mange af de efterlyste ting som muligt i deres anmeldelser. Både at levere forbrugeroplysning, skrive et stykke kritik, der er interessant og spændende at læse, og forholde sig til både form og indhold, også når det kommer til vores liv lige nu og her.

Men der er også, som en af mine kloge kolleger har sagt, film, der indbyder til at blive tolket mere på end andre. Det er ikke altid, at der er lejlighed eller grund til at bruge for meget plads på en given film. Men når der er, skal man da bestemt også gøre det.

Som sagt, anmeldelsen af mig har fået mig til at tænke. Jeg bliver klandret for at være for sur på de danske film og opføre mig som en forsmået smagsdommer, der gerne ville kunne have sagt nej til filmene i rollen som filmkonsulent.

Jeg får også at vide, at jeg for sjældent bruger plads på at skrive om skuespilpræstationer og filmenes visuelle og tekniske side.

Jeg er ikke ubetinget enig, måske endda lidt fornærmet over det skudsmål, men jeg prøver faktisk at tænke tilbage og finde ud af, om min umiddelbare reaktion skyldes, at anmeldelsen ramte et ømt punkt.

Som anmelder er man nødt til at stå ved sine meninger og klart og
tydeligt fortælle, hvad man synes om en film. Ellers dur man ikke som
anmelder. Men man må også godt have en vis ydmyghed over for faget og
muligheden for, at man trods alt godt kan tage fejl.


Man skal dog også gøre sig klart, at de fire anmeldere er folk fra branchen, der kan have andre interesser i og et andet syn på anmeldelser end almindelige avislæsere og anmelderne selv.

Anmeldelsen af anmelderne – læs selv i EKKO, hvem de øvrige anmeldere er, og hvordan de klarer sig – har i øvrigt selskab af en ganske underholdende artikel af filminstruktøren Nikolaj Arcel, der fortæller om sit og den øvrige danske filmbranches forhold til anmeldere og anmeldelser.

Blandt andet afliver han myten om, at nogle filminstruktører ikke læser anmeldelser: »Alle instruktører går op i anmeldelser. De bliver nærlæst med en sygelig besættelse for de mindste detaljer, hår bliver gråt, der er store følelser involveret. Hvis en anmelder kan lide ens film, har han forstået alt og er et følsomt, skarpsindigt menneske, der nødvendigvis må tale med folkets røst. Hvis han rakker filmen ned, er han en ubegavet idiot og i øvrigt bare en ligegyldig mening blandt fem millioner mennesker.«

Arcel kommer også med en ’10 bud til filmkritikerne’, der handler om nogle af alle de misforståelser og klicheer, der ofte optræder i anmeldelser og filmjournalistik. Det er ret skarpt set meget af det:

1. Du må ikke give ’gode’ råd
2. Du skal kende forskel på tempo og klipning
3. Du skal vide, at nærbilleder er nemme at lave
4. Du skal ære manuskriptforfatteren
5. Du skal slukke diktafonen, når instruktøren krukker
6. Du må ikke tænke på Lolita, når du ser uskyldige børnefilm
7. Du må ikke skrive ’slet ikke ueffen’
8. Du må ikke misbruge betegnelsen ’mesterværk’
9. Du må ikke tro, at filmpriser betyder kvalitet
10. Du må ikke begære skaldede instruktører

I den kommende uge åbner EKKO i øvrigt et debatforum på sin hjemmeside, hvor debatten om filmkritikken/-anmelderiet sikkert vil fortsætte.