Overskriften på denne kulturblog udgør titlen på en lille bog som den nu afdøde literaturteoretiker og meget andet Edward W. Said udgav tilbage i 1994, og som senere udkom på dansk under denne titel (senest i 2002 på Roskilde Universitetsforlag). I bogen, som består af en række forelæsninger, diskuterer Said den rolle som ”den intellektuelle” bør have i et moderne samfund, og med udtrykket inkluderer han ikke blot akademikere, men også i bredere forstand mennesker med indflydelse på samfundsudviklingen, heriblandt kunstnere. Også sociologen Pierre Bourdieus diskuterer i sin ligeledes lille bog Modild (2001, udgivet på dansk på Hans Reitzels Forlag) den intellektuelles rolle i samfundet, med særlig fokus på forskernes rolle.

Musik er følelser, eller rettere sagt: formidling af følelser. Det er en gammel sandhed. Beder man musikere tænke nærmere over hvorfor de egentlig blev musikere, vil langt de fleste sandsynligvis komme frem til, at det først og fremmest skyldtes en stærk emotionel tiltrækning til musik, en tiltrækning der umuliggjorde alle andre valg af hobby og senere erhverv. For nogle musikere er det ikke svært at tale om, for andre er det bestemt ikke let, selvom der for langt de fleste er noget om sagen. At have valgt musikken til som profession eller i hvert fald som højeste faglige prioritet kan også skyldes et usædvanligt talent eller ønsket om social eller kulturel anerkendelse – men i alle tilfælde ser det ud til at den følelsesmæssige dimension spiller ind, også når det ikke nævnes højt.

Oprøret ikke bare ulmer, men bryder konstant frem i lys lue i disse måneder i de arabiske lande. Diktaturerne ser ud til at stå for fald som dominobrikker, fordi folket i disse lande kræver reformer, der kan sikre det en øget levestandard, give ytrings- og forsamlingsfrihed samt fremme en øget åbenhed i magthavernes beslutningsprocesser. Om det så ligefrem vil lede til en demokratisk inspireret adskillelse af magten i en dømmende, udøvende og lovgivende magt, vil tiden vise.

Min seneste blog her på siden (‘X Factors fornemmelse for Joy Division’, bragt den 9. marts) diskuterede den omstændighed, at Joy Divisions ikoniske generationshymne ‘Love Will Tear Us Apart’ (1980) blev hvirvlet ind i X Factor-programmet i ugens udgave den 4. marts. Det skete da tvillingerne Rikke og Trine med dommeren Pernille Rosendahl som mentor sang det under hujende klapsalver fra publikum.

Joy Divisions ’Love Will Tear Us Apart’ (1980): Et usædvanligt betydningsfuldt nummer, en generationshymne, en slags sandhed på tre vers og ditto minutter. En af de mest smukke, sørgelige, knugende og nøgterne sange om umulig kærlighed som overhovedet må være skrevet. En af de sange hvis evne til gennem al tænkelig distance at røre den modtagelige lytter er sjældent stærk, og en sang som de fleste lyttere reagerer tilsvarende følelsesmæssigt på. Dertil kommer at nummeret for mange med sans for alternativ rock altid har været et et af ’deres’ numre, frembragt som det var af en gruppe der entydigt tilhørte en postpunk-scene, og som kun i begrænset grad nød opmærksomhed i den kommercielle popindustri.

Døden var overalt. I luften og i lydene, når du rullede en cigaret eller fortalte en vittighed. Den var til stede i latteren og i drikkevandet. Døden var alle og enhver. Sådan synger engelske P.J. Harvey blandt andet i en af sangene på sit nye album, Let England Shake, der udkom i mandags. Det er et højst usædvanligt album fra en højst usædvanlig artist. Et konceptalbum med temaet krig og krigens konsekvenser, ofte set gennem en specifik engelsk optik og inddampet af især Første og Anden Verdenskrig foruden blandt andet landets krigsførelse i Irak siden 2003.

I kølvandet på DR’s netop afholdte prisuddeling P3 Guld vil jeg i denne blog gerne lancere en idé til fri afbenyttelse: Hvad nu om DR fra næste år lancerede endnu en prisuddeling med et spektakulært tv-show på DR2, der kunne blive en årligt tilbagevendende begivenhed som musiklivet såvel som masser af musiklyttere ville se frem til gang efter gang? Prisen skulle hedde P4 Guld, selvom nogle sikkert vil mene at navnet P4 GråGuld ville være mere på sin plads. For her er lyttersegmentet unægtelig noget ældre end det under 30 år-segment som P3 henvender sig til. 

Begrebet rockisme kunne kort før jul langt om længe ses nævnt i danske medier, nemlig i Politiken i en stort opsat artikel af Maj Susanne Juncker. Ganske vist handlede artiklen primært om den generelle kritik af rytmiske musikanmeldere, som musikeren Kristian Leth har gjort til genstand for diskussion på sin blog Spredehagl ved polemisk at ’anmelde’ udvalgte anmeldelser. Men den satte også fokus på et nært beslægtet emne som bloggen i øvrigt også har beskæftiget sig med: Tilstedeværelsen af rockistiske dagsordener i dansk musikkritik og -journalistik.

Debatten om musiklivets status har fyldt meget gennem det seneste halvandet års tid. I mit seneste blogindlæg, ’Et hold kæft-bolsje til den rytmiske musik - eller bare dårlig timing?’ skrev jeg om en netop offentliggjort arbejdsrapport fremlagt af Statens Kunstråds Musikudvalg. Den giver ti anbefalinger til hvordan det rytmiske musikliv kan styrkes, men kommer efter min opfattelse på et forkert tidspunkt i forhold til den formodentlig altomfattende pengestrømsanalyse som hele musiklivet har ventet på hele efteråret, og som sandsynligvis bliver fremlagt inden årets udgang.

Statens Kunstråds Musikudvalg har i sidste uge offentliggjort en rapport med ti anbefalinger til hvordan man kan styrke den rytmiske musiks potentiale i Danmark. Rapporten er udformet af et arbejdsudvalg med både interne og eksterne medlemmer. Udvalget blev nedsat i januar 2010 som opfølgning på flere forudgående rapporter om tingenes tilstand, heriblandt de 14 strategiske anbefalinger som den uvildige Tænketank For Rytmisk Musik i oktober 2009 fremlagde på en konference på Børsen.