Henrik Marstals blog

Computer Welt eller Googles moralske herredømme

Ved nærmere eftertanke vil jeg til dels medgive, at musikbranchen ikke udelukkende var gammeldags, utidssvarende, bagstræberisk, forandringsmodvillig, generelt mistænksom og nedladende, da den i årene omkring årtusindeskiftet hånligt afviste enhver mulighed for at en digital revolution kunne stå for døren, at fildeling kunne blive hverdag for millioner af musikforbrugere, og at cd-mediet en dag ville miste sin markedsdominans. For måske kom den digitale revolution med dens omvæltende konsekvenser blot så pludselig og uventet, at ingen i sin vildeste fantasi kunne forestille sig hvor anderledes tingene på kort sigt ville blive.

Mens sværdslagene mellem pladeindustriens aktører, udøverne og de mest omstillingsparate brugere i de år var allermest uforsonlige, frydede verden sig i al almindelighed over den digitale revolutions mange, mange goder. Mobiltelefoner og laptops blev hvermandseje, og bekvemmeligt var det at opdage hvordan vi alle let kunne bruge disse vidundere til at forbinde os med hinanden via sms’er, chatting, skyping og brug af diverse sociale netfora. Men den digitale revolutions mere dyste konsekvenser tænkte vi ikke så meget over – vi nøjedes med at værdsætte de gode, trygge sider af den, og vi havde ingen bekymringer, så længe revolutionen kunne gøre vores liv lettere, mere bekvemt og sjovere.

Da jeg i 2001 sammen med Henriette Moos udgav bogen Filtreringer om den elektroniske musiks historie, dedikerede vi et helt kapitel til de tyske electropionerer i Kraftwerk. Vi skrev blandt andet om den tilsyneladende paradoksale modstilling af fremtidsoptimisme og fremtidsfrygt, som var et gennemgående tema i gruppens produktion og grafiske fremtræden, og som kunne have at gøre med, at medlemmerne af Kraftwerk nok var børn af et gryende Wirtschaftswunder, men også var vokset op i skyggen af Anden Verdenskrig med atomkrigstruslen hængende over hovedet. Vi beskæftigede os også med albummet Computer Welt (1981, udgivet i de fleste lande under titlen Computer World), der advarede om farerne ved de computere, som statslige instanser var begyndt at kontrollere sine borgere med ved at krydstjekke alle tænkelige informationer om dem. Og et nummer som ’Computer Liebe’ advarede om at bruge computeren som et surrogat for menneskeligt samvær, med nedbrydning af de sociale bånd til følge. Men i bogen pointerede vi også, at Kraftwerk havde vist sig at få uret i denne dystopi. For computerteknologien skulle i de kommende årtier vise sig at blive et ubetinget, uundværligt gode for menneskeheden. Ingen kunne for alvor ønske sig tilbage til tiden før computeren og mobiltelefonen, og alle kunne le hjerteligt af vittigheden om det lille barn, der bekymret ser op på sin far og spørger: ”Far, når I nu ikke havde computere dengang du var dreng, hvordan kom I så på nettet?”

Men det var i 2001. I 2010 må jeg spørge mig selv om ikke Kraftwerk alligevel skulle vise sig at være de klogeste. For den digitale revolution skaber hele tiden nye situationer, der gør det klart, at de færreste af os – verdens ledere inklusive – har gjort os tilstrækkelige overvejelser om konsekvenserne af den. Et aktuelt eksempel er Google Street View-tiltaget, hvor internettets totaltdominerende søgemaskine Google via imponerende teknologi, enorme mængder arbejdstimer og ikke mindst stor stædighed har kortlagt huse og veje i store dele af den vestlige verden og stillet disse views til rådighed for alle med en internetopkobling.

Man kan spørge hvad man som bruger egentlig skal med alle disse views – kan man bruge dem til meget andet end at snage i hvordan ens chef bor, ens hemmeligt udkårne, de af ens kollegaer man er mest misundelig på? At konstatere hvordan det overskydende byggemateriale fra den nylavede carport stadig ligger og flyder i haven, at huset godt kunne trænge til at blive malet eller at sneen vist ikke lige var blevet ryddet den dag Google kom forbi? Men man kan også spørge med hvilken ret en internetgigant udstiller så at sige sætter hele verden til skue, mange af dens tilfældigt forbipasserende beboere endda i helt private situationer?

Den tyske, ugentlige avis Die Zeit bringer i udgaven fra den 19. august 2010 en række tankevækkende baggrundsartikler om fænomenet, som på forsiden af avisen med store typer sammenfattes med ordene "Feindbild Google". Artiklerne fokuserer blandt andet på hvilken digital magtfaktor Google med Street View-projekt hermed har udråbt sig selv til. Uden nogen som helst demokratisk legitimitet påberåber Google sig dermed en form for moralsk verdensherredømme ud fra en grundtanke om, at alle tænkelige informationer bør være offentlige tilgængelige, fordi privatsfæren som vi kender den alligevel er ovre her i den ditigale tidsalder. Ganske vist bringer Google Street View hverken live-billeder eller filmer i folks hjem, men på utallige billeder figurerer der mennesker i alle tænkelige situationer. Ganske vist med ansigterne tilslørede, men alligevel. Og ser man godt efter, kan man for resten sagtens kigge ind i stuerne på adskillige af billederne – afhængigt af vinkling, lysforhold og så videre.

Ikke blot i Die Zeit, men også i aviser som Berliner Zeitung, har tyske journalister og meningsdannere påpeget det dybt problematiske i, at tyske politikere tilsyneladende står næsten uforberedte over for denne radikale indgriben i privatsfæren. Et stigende antal borgere – i Tyskland såvel som andre steder – føler sig som magtesløse ofre for en mere end almindelig ambitiøs internetsgigants bestræbelser, som ingen kan gennemskue konsekvenserne af. De love, der skulle beskytte beskytte borgerne mod den slags overgreb, er endnu ikke fremsat og besluttet – fordi politikerne ikke har magtet eller måske helt har undervurderet den digitale revolutions konsekvenser.

I Danmark blev tjenesten såmænd tilgængelig i januar 2010, uden at det medfødte andet end nogle rent informative og aldeles ukritiske artikler i de store aviser. I en artikel i Politiken fra april blev det ganske vist anført, at der havde været kritik – blot for dernæst at blive bagatelliseret under henvisning til, at Google jo er et af verdens stærkeste brands. Som om den omstændighed i sig selv afmonterede kritikken. B.T. skrev dog en kritisk artikel i januar, hvor en jurist blev citeret for at sige, at Google gør sig skyldig i overtrædelse af straffeloven med sine offentligt tilgængelige Street View-billeder af tilfældige personer, og at han derfor ville opfordre politikerne til at ændre lovgivningen snarest.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at gentage opfordringen. Først og fremmest til disse politikere: Social- og Indenrigsminister Bertel Haarder (V), de politiske partiers IT-ordførere: Michael Aastrup Jensen (V), Jørgen S. Lundgaard (KF), Yildiz Akdogan (S), Hanne Agersnap (SF), Morten Østergaard (RV), Per Clausen (EL), Mikkel Dencker (DF) og Villum Christensen (LA) samt Folketingets Udvalg for Videnskab og Teknologi, som har Marianne Jelved (RV) som formand og de fleste af de nævnte ordførere som medlemmer.

Hvem af de folkevalgte sætter først debatten på dagsordenen? Hvem vil gå i brechen for at skærme borgerne mod de nuværende såvel som kommende negative konsekvenser af den digitale revolution? Og hvem tager Kraftwerks dystopi om en regerende Computer Welt tilstrækkeligt alvorligt?

http://www.diezeit.de

http://www.bt.dk/danmark/her-bryder-google-loven-igen

http://politiken.dk/tjek/digitalt/internet/article689384.ece

http://politiken.dk/tjek/digitalt/internet/article689353.ece

http://politiken.dk/tjek/digitalt/internet/article689417.ece

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Stig Larsen

Per Clausen, resten af dem er i sig selv en del af problemet. Tag f.eks. NemID som i sig selv er en overvågning af folket, i et uhelligt samarbejde mellem staten og bankerne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Andreas Halberg

Jeg ser ikke noget problem i at give afkald på lidt af ens privatsfære. Og at nogen via Google maps kan se, hvor og hvordan jeg bor, eller på anden måde indhente information om mig via en simpel internet søgning, generer mig ikke.
Jeg tror at den type anonymitet langt hen ad vejen handler om at rykke grænserne for ens blufærdighed, og et kig på mediebilledet i dag, viser at de grænser flytter sig med hastige skridt. Det tager noget tid at vænne sig til, men det er i det store hele ok med mig.

Der er til gengæld to områder, der er væsentligt mere problematiske:

1) I alle EU lande er samtlige emails og telefonsamtaler siden 2007 blevet opsamlet og gemt. Godt nok ikke af statslige institutioner, men af teleselskaber.
Men det er stadig en central registrering, der medfører et potentielt misbrug, hvor man med de rette (forkerte) intentioner kan opnå en kæmpe magt.

2) Google er begyndt at tage kvalitative valg for, hvilke informationer jeg bliver præsenteret for ved almindelige søgninger. Det er stadig små ting, som at prioritere danske søgeresultater højere end andre sprog, selvom jeg ikke har valgt det, og hvis jeg staver et ord lidt anderledes insisterer den på at bringe resultater der viser, hvordan Google mener ordet skal staves.
Som sagt små ting, men de har overskredet grænsen, hvor jeg ikke længere selv er i kontrol, men bliver guidet hen til de resultater Google synes jeg skal se.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Norgaard

Hej Henrik,

Det er et interessant spørgsmål "Hvem vil gå i brechen for at skærme borgerne mod de nuværende såvel som kommende negative konsekvenser af den digitale revolution?"

Men jeg synes at eksemplet med google streetview er mærkeligt. Billeder af og fra offentlige veje - er vel et utroligt lille indgreb i folks (private? offentlige?) færden.

Og tjenesten (og de lignende fra krak og microsoft) er meget nyttig til at finde butikker hjemmefra - især i byer eller bydele hvor man ikke normalt færdes.

Har du ikke nogle bedre eksempler på "negative konsekvenser" - eller er det her det værste du synes foregår lige nu?

VH
Anders

anbefalede denne kommentar