Kinas ungdom har mistet fodfæste

Jeg dukker op hos Lu Yang i Shanghai en lørdag klokken tre om eftermiddagen. Hun er en kunstner på 27 år, medlem af den nye kreative klasse i Shanghai og for mig en glimrende mulighed for at se, hvad kunstscenen kan, tør og vil fortælle om den unge generation af kinesere, vi alle prøver at forstå.

En koncert natten forinden har ædt det meste af formiddagen, og hun er lige stået op. Uden for hendes dør spiller gamle mænd kort, imens kvinder hænger deres vasketøj til tørre uden for huset. Det er et ganske enkelt et traditionelt kinesisk boligkvarter.

Men Lu Yang er vitterligt kunstner, og da vi bevæger os op ad trappen til anden sal i den ejendom, hvor Lu Yang har sit studie, er boligidyllen skiftet ud med et skilt, der i neongrønne bogstaver byder gæsterne velkommen til ‘LU YANGS HELL‘ - titlen på hendes sidste solo-udstilling, som fik stor succes, ros og omtale på den øst-asiatiske kunstscene.

Lejligheden er klistret til med plakater og billeder. Menneskelig anatomi, kinesiske pop-stjerner og snap-shots fra heavy metal og rave-fester. På små borde står der plastikmodeller, der forestiller forskellige kropsdele, robotter og Manga figurer fra Pokemon og Godzilla.

Lu Yang har en ny film ude, som hun vil vise mig. Over tre minutter spiller en mand iført en makaber ishockeymaske elektronisk musik på et keyboard, der er tilkoblet en række halvdøde og hovedløse frøer. Nerverne er dog stadig intakte, og de danser i takt til den elektroniske musik. Titlen lyder ‘Music-Box: Zombie-Frog Ballet Dance‘.

Musikboksen er med, forklarer hun, fordi hun vil gøre opmærksom på, hvordan mekaniske musikbokse tidligere havde været populære på markedspladser og i cirkus, men at folk også dengang lod sig fordumme af underholdning.

Filmen er bizar, men finder sin mening i den generation, den afspejler. De halvdøde dansende frøer har, som hendes egen generation, mistet fodfæstet og forbindelsen til egen krop, kødelighed og identitet, forklarer Lu Yang og fortæller videre.

»I blindhed lader Kinas ungdom sig forføre af blikfang, events og nye forbrugsteknologier, der ikke nødvendigvis sikrer dem en bedre fremtid,« er hendes analyse.

Med de halvdøde dansende frøer forsøger Lu Yang at skildre, hvordan hun føler hendes generation er begyndt at miste overblikket over hvad, der er vigtigt i livet, og hvad der ikke er. Det er måske derfor hendes bizarre sammensætning af teknologi, døde dyr og elektonisk musik vækker interesse på den unge kinesiske kunstscene. Det lyder ganske som en kritik, man også kan støde på i den vestlige forbrugerkultur.