Revolution på honduransk

Mens hele verden fordømmer søndagens militærkup i Honduras, hersker der forholdsvis ro og orden i landet. Det skyldes ikke mindst, at militæret har lukket for indfaldsvejene til landets hovedstad, Tegucigalpa, og landets nye præsident, Roberto Micheletti, har erklæret landet i undtagelsestilstand de kommende 48 timer. Samtidig er der indført spærretid fra kl. 21 til 06.

Undtagelsestilstand betyder, at der ikke kan garanteres for normal lov og orden i Honduras - og i et land, hvor mistilliden til enhver form for myndighed er bergundet stor, er det kun de færreste, der ønsker at udfordre myndighedernes vejledning. Blandt andet derfor bliver hunduranerne hjemme. 

EU-landene, Organisationen af Amerikanske Stater (OAS), selveste Ban Ki-Moon og ikke mindst ALBA landene anført af Venezuela og Nicaragua har meddelt, at de ikke anerkender den nye regering og kun støtter den nu afsatte præsident Manuel Zelaya. 

USA´s præsident Barack Obama har sagt, at alle bør arbejde for, at lov og orden genetableres i Honduras - og at præsident Manuel Zelaya bør genindsættes. 

Men det sker sandsynligvis ikke. Først og fremmest fordi den nu afsatte præsident Zelaya har lagt sig ud med alle magter i landet: Højesteret, militæret, statsanklagerne, ombudsmanden, hans eget parti, kirkerne og en god del af det organiserede civilsamfund  har alle over de seneste måneder udtrykt bekymring og frustration over Zelayas regering og politiske kurs. De mener, at Manuel Zelaya bevidst har opildnet til konfrontation og social uro. Desuden har det naturligvis bekymret de etablerede magter, at Manuel Zelaya flere gange har truet med at ophæve landets kongres og regere landet per dekret - senest i januar i år, da kongressen skulle blive enige om at vælge 15 nye højesteretsdommere. Her tabte Manuel Zelaya også magtkampen. 

Samtidig nyder Manuel Zelaya ikke så forfærdelig stor folkelig opbakning, selvom hans politik  ved første øjekast ligner et opgør med det oligarki og den uretfærdighed, der har holder størstedelen af landets befolkning i fattigdom. Men Manuel Zelayas problem er ganske enkelt, at han i de fleste honduraneres øjne ikke er troværdig. 

Alle ved, at det er korruptionen og et ekstremt misbrug af offentlige midler, der æder samfundet op indefra. Og under Manuel Zelayas regering er korruptionen ikke blevet reduceret, og de statslige finanser har sjældent været mindre gennemsigtige. I 2008 fremlagde Manuel Zelayas regering først et udkast til en finanslov for 2008 i juni samme år - altså seks måneder inden budgetårets afslutning. Og finansloven for 2009 er aldrig blevet præsenteret. Presse, politikere og folket ved simpelthen ikke, hvordan hans regering forvalter de offentlige ressourcer. 

Samtidig er der ingen forbedringer at spore, når det gælder de sociale ydelser. De offentlige hospitaler lever stort set udelukkende af det internationale samfunds almisser og donationer. Landets folkeskoler har spillet fallit og er i gennemsnit ramt af strejker to ud af ti undervisningsdage - og det på trods af, at Honduras har det dyreste undervisningssystem i Mellemamerika. 

Men på et punkt har Manuel Zelaya i manges øjne markeret sig positivt. I efteråret 2008 - ganske vidst lige som den økonomiske krise indtraf - hævede Manuel Zelaya med et hug mindstelønnen med 60 procent. Det bragte præsidenten mange fjender, men det vækkede også en slumrende befolkning. Men igen - og ganske paradoksalt - er de offentlige arbejdsgivere endnu ikke begyndt at udbetale de nye mindsteløn, hvorfor det hele mere end lugter af tom retorik. 

De kommende dage vil vise, hvad det internationale samfund agter at stille op i forhold til Honduras og landets nye præsident og regering. Ret sikkert er det, at ALBA landene vil kæmpe med alt, hvad de har, for at udstille Manuel Zelaya som en folkets helt, der blev offer for en snæver magtelites interesser. Det er ikke helt usandt, men det er absolut heller ikke den hele historie om ex-præsident Manuel Zelaya. Men naturligvis, historien om Manuel Zelaya, der kæmpede for de fattige og derfor blev afsat, er næsten for god. Det er en historie gjort af det stof, man skaber revolutioner af.