Honduras' nye regering under voldsomt pres

Kære Bjarke Madsen, tak for din altid store opmærksomhed. Enhver debat er meget velkommen. Situationen her i Honduras er, som jeg skriver, meget delikat. Manuel Zelaya var bestemt ikke en særlig populær præsident, og det vil vi givetvis se igen de kommende dage i form af demonstrationer mod hans tilbagevenden. Lad mig forsøge at svare på dine invendinger: Ja, Manuel Zelayas tv-station, Canal 8, blev lukket umiddelbart efter kuppet. Det samme gjorde Canal Once, ligesom CNN Español og CNN International hos den ene af landets to store kabeludbydere (Amnet), gik i sort. Under selve kuppet og i timerne lige efter var stort set alt i sort, da magthavene/kupmagerne lukkede for strømmen. Det har jeg vidst beskrevet i min artikel fra selve dagen. Jeg har godt hørt, at journalister fra Telesur siger, at de er blevet banket eller i hvert fald chikaneret. Jeg har dog ikke selv talt med disse journalister eller set eller hørt et interview, der bekræfter det. Men det er langt fra usandsynligt. Det samme skete for flere andre journalister, der blev forvekslet med medarbejdere fra TV Cinco, som Zelayas tilhængere er vrede på. Jeg har vist også tidligere skrevet, at Manuel Zelaya ikke kan påstås at have pressen på sin side. Han har fra start været lagt for hetz af stort set hele den trykte presse samt de fleste radio og tv medier. Min gode ven, Johnny Lagos, der er redaktør og ejer af et af Honduras få uafhængige medier, El Libertador, blev i sin tid tilbudt af Mel Zealaya, at han ville købe hans avis - det gjorde præsidenten fordi, han vidste, at medierne ville blive et problem for ham. Lige præcis forfatningsændringerne er lidt et sort hul i honduransk politik. Siden debatten begyndte om den her ”4 Urna” - den 4. stemmeboks - som forfatningsændringerne kaldes (med henvisning til at der ved valget til november afholdes præsident, parlaments og borgmestervalg - og at forfatningsændringerne så skulle være den fjerde stemmeboks) er dårligt blevet diskuteret i indhold. Hele debatten, der har kørt over de seneste tre måneder, er gået på, om man overhovedet skulle stemme eller ej. Og meget lidt om hvad der i så fald skulle stemmes om. Jeg har ikke skrevet meget om Chávez i den her forbindelse - og ikke sammenlignet med kuppet i 2002, det er korrekt. Jeg har simpelthen ikke fundet den sammenligning relevant. Det, der er foregået i Honduras, er en intern magtkamp. Den etablerede magtelite har bare fjernet præsidenten, sådan uden de store forbindelser til hverken CIA eller andre. Under titlen Magtens Arrogance, kan du læse min leder om det i morgendagens avis. I forhold til forklaringen om, at Manuel Zelaya frivilligt var trådt tilbage, så har jeg da lige skrevet dette ovenfor, læs igen: »Men her står regeringen med en overordentlig dårlig og svær sag efter først i går søndag at have forsøgt med en forklaring om, at Manuel Zelaya selv var trådt tilbage på grund af sygdom. Dernæst at have anerkendt, at han var blevet afsat med henvisning til en paragraf i landets forfatning, der måske og i yderste tilfælde kan fortolkes således, at hvis præsidenten skader landets demokratiske institutioner og stabilitet, så kan han afsættes.« Om Obamas tøven, så er jeg ikke sikker på, at det skal tolkes som andet end forsigtighed. Der er ingen tvivl om, at Obama går på listefødder i forhold til Latinamerika. Han ved, at der er utroligt meget at rette op på i forholdet mellem USA og de latinamerikanske lande. Og USA´s ambassadør Llorens her i Tegucigalpa var faktisk en af de første til at melde negativt ud i forhold til den nye regering - ligesom at de med det samme meddelte, at de ville holde deres ambassade lukket indtil videre. Om de flere hundrede tusinde mennesker på gaderne her, så kan jeg love dig for, at det ikke er sandt. Hvis det var sandt, så ville du se billeder af det. Jeg har selv været ved samtlige demonstrationer her i Tegucigalpa siden kuppet, og det er selvfølgelig svært at gætte på et tal, men jeg vil sige, at der aldrig har været mere end godt 1.500, måske 2.000 deltager. Så der må du bare tro mig. Det er ikke sandt med de tal, du nævner. Jamen motivet til kuppet er magt og frygt. Det handler om, at den gamle, snævre magtelite i det her land, bestemt ikke bryder sig om at se, at Chávez eller andre ALBA lande får indflydelse her. Her - og i den forbindelse er det vigtigt at tænke på Den Kolde Krigs indflydelse på regionen og Honduras - taler man stadig om kommunister, der kommer snigende midt om natten, osv. Jeg tror også, at jeg fik skrevet et sted, at folk her er oprigtig bange for en invasion fra Nicaragua. Ja - opbakningen til Zelaya og særligt hans vejledende folkeafstemning er og var meget lav. Det så man tydeligt i ugen op til den planlagte afstemning, hvor de store demonstrationer her i landet (arrangeret af de protestantiske kirker) var imod la 4 Urna. I San Pedro Sula samledes omkring 50.000 til demonstration mod Zelaya, og det er både langt mere end nogen demonstration for - og det er samtidig en yderst sjældenhed her i landet at samle så mange mennesker. Alle meningsmålinger - som ja, ganske nemt kan være manipuleret - viste, at omkring 75 procent var imod Zelayas afstemning. Men som mange har sagt her, så handlede modstanden mod den vejledende folkeafstemning mere om, at folk frygtede at Zelaya bevidst forsøgte at splitte befolkningen - ja undskyld mig, men lidt som det er sket i Venezuela, hvor der er temmelig dårlig stemning. Man kan sige, at nu med kuppet, så er folket splittet. Med hensyn til om Zelayas parti mon vinder næste valg, så skal man forstå, at valgsystemet her er lidt som i USA. Man har primært to store partier, de Liberale (Zelayas parti) og Nationalisterne. derudover findes tre små partier, der spænder fra midten og til ventre i det politiske spektrum. Og Zelaya har størstedelen af sit eget parti imod sig. Der er kæmpet nogle meget bitre magtkampe internt i det parti, og hvis de Liberales præsidentkandidat, Edvin Santos, skulle vinde valget i november, så har det intet med Zelaya at gøre. De er ærkefjender, men altså fra samme parti. En lille anekdote til hele dette er, at den nyindsatte præsident - altså ham kupmageren, Roberto Micheletti - han også er fjende med Edvin Santos, da han tabte primærvalget til ham. Micheletti ville være præsidentkandidat for de Liberale, men blev det ikke. Nu er han præsident i måske syv måneder. Så for at understrege pointen, Roberto Micheletti er også fra Zelayas parti. De bedste hilsener, Jesper Løvenbalk

Kære Bjarke Madsen, Inden jeg forklarer videre, vil jeg lige slå en ting fast. Jeg har ingen politisk forankring eller noget specielt ideologisk ståsted. Jeg er demokrat og anser ethvert anslag mod et lands forfatning og demokratiske institutioner som forkert. Og et militærkup er det hårdeste anslag mod et demokrati. Jeg tror, at vi dertil er helt enige. Så lad være at prøve at sætte mig ind i kategori, der hedder anti-Chávez eller borgerlig eller noget andet. Jeg har beundret Chávez for hans mod og ideer, jeg har gentagende gange i Information gjort opmærksom på, at Chávez som sådan har overholdt de demokratiske spilleregler, er folkevalgt og umådelig populær. Jeg har advaret mod, at Chávez har kørt klapjagt på hans modstandere, og jeg har advaret imod, at kvæles enhver opposition i et land, så er det et første skridt på vej mod et diktatur. Jeg mener ikke, at man skal skære alle ALBA-landene over én kam. Jeg mener ikke nødvendigvis, at det er forkert, at det koster uenighed og uro i et land, at gøre op med de etablerede magtstrukturer. Det kan være en omkostning. Men hvis man driver samfundet derud, hvor der slet ingen dialog er tilbage, så tror jeg ikke på, at man vinder noget for nogen. Jeg ved ikke, om du har noget personligt kendskab til Honduras. Men jeg er sikker på, at du har et udmærket grundkendskab til regionen og landet. Honduras er ifølge de fleste statistiker, det fattigste land i Latinamerika efter Haiti, Bolivia og Nicaragua. Honduras er også et af Latinamerikas mest voldelige lande, og Honduras er gennemsyret af korruption fra top til bund. Derfor venter man stadig på, at der skal komme en præsident, der vil lave om på det. Og her kommer mit ønske om at nuancere historien om Honduras ind. For i mine øjne er den kuppede præsident Zelaya et offer for en forbrydelse, men ikke en helt. Lad mig prøve at forklare hvorfor. Indtil november sidste år, havde Manuel Zelayas regering ikke udmærket sig ved at gøre det store for at ændre på noget som helst. Det var business as usual. Civilsamfundsorganisationerne var på stikkerne, og kritiserede Mel Zelayas regering for ikke at overholde sine løfter, ikke at overholde deres forpligtelser i forhold til FN´s udviklingsmål, ikke gøre noget for at bekæmpe korruptionen, sikre fødevare til befolkningen, etc. Den samme historie, som med alle andre regeringer her. Men så med et hug og meget pludseligt besluttede Zelaya i november ´08 at hæve mindstelønnen i landet med omkring 60 procent - fra knap 2.500 til 5.500 lempiras (fra 125 til 280 US dollar). Det vakte naturligvis vrede fra alle landets arbejdsgivere - inklusiv de offentlige af slagsen. Kommuner og statsinstitutioner brokkede sig over, at de ikke kunne få budgetterne til at hænge sammen, når de pludselig med én måneds varsel skulle hæve mindstelønnen med 60 procent for deres personale. Her skal det bemærkes, at for offentlige ansatte regnes lønnen ud i mindsteløn gange en eller anden faktor. For offentlige universitetsundervisere er lønnen eksempelvis mindstelønnen gange 15. De høje lønninger skyldes, at ”el bloque popular” - de offentlige ansatte på skoler og hospitaler - er den eneste gruppe i landet, der er godt organiseret. De har i årevis kæmpet indædt for deres lønninger og pensioner, som derfor er ret gode målt i forhold til det omgivende samfund. Men resultatet har været, at universitetterne naturligvis har haft store økonomiske problemer, og ikke har kunnet betale den nye mindsteløn, og derfor været ramt af strejker stort set hele foråret. Det samme gælder landet folkeskoler, der i forvejen må have verdensrekord i strejkedage. Og nu er de i permanent generalstrejke indtil Zelaya kommer tilbage. At Zelaya rykkede ved mindstelønnen var set fra mit perspektiv en nødvendighed. Måden det skete på uden debat eller analyse af situationen var kritisabelt, og får det til at se ud som et mediestunt, der tjener det formål - som han er blevet stærkt kritiseret for - at opildne til uro. At der heller ikke gøres tarifmæssig forskel på, om der er tale om mikro-virksomheder (som eksempelvis spisesteder, små forretninger, værksteder, etc.) og så store veletablerede virksomheder, forekommer mig også lidt besynderligt. Resultatet har været, at mange særligt mindre virksomheder har måttet tynde ud i personalet - og arbejdsløsheden er eksploderet. Og for at gøre det hele lidt mindre morsomt, så er de eneste virksomheder i landet, som efter aftale med Zelayas regering er undtaget reglerne om den nye mindsteløn, det er de internationale maquilas (sweatshops) - altså de virksomheder som Nike, Adidas og andre, der har deres fabrikker her i lukkede tax-free zoner (de betaler ikke selskabsskatter eller nogen andre skatter af deres profit til stat og kommuner - de leverer kun lønarbejde til en meget stor arbejdsstyrke). Det er da ikke særlig revolutionært eller på nogen måde retfærdigt. Men pointen med hele historien om mindstelønnen er, at det stort set har været omkostningsfrit for Zelaya og hans regering. Havde han nu indført den nye mindsteløn i starten af sin regeringsperiode - det kunne han vel ligeså godt have gjort, nu hvor han alligevel bare indførte den uden videre debat, forhandlinger eller analyser - så var det ham selv, der skulle have sloges med landets private og særligt offentlige arbejdsgivere og fået det hele til at gå op. Når de offentlige kontorer og ministerier - alle de steder, hvor medarbejderne ikke er godt organiseret - trods den nye lov fortsat ikke udbetaler den forhøjede mindsteløn, så betyder det blot, at gælden til de ansatte hober sig op. Det bliver et problem for den politiske administration, der følger. En anden del af historien om Zelayas bedrifter er, at der hvor han for alvor kunne have gjort noget - hvor det potentielt ville koste ham - præcis dér er intet sket. Her tænker jeg på korruptionen, der uden sammenligning er den enkeltfaktor, der hårdest rammer alle de offentlige serviceydelser - som betyder, at al offentlig konstruktion sejler og at fysisk og social infrastruktur er i fortsat hastigt forfald. At Zelaya intet har gjort på det område, er stærkt skuffende - det var her, at han skulle have vist, at han var en anden type. At han var en præsident med gode intentioner. Men som jeg tidligere har skrevet, så har Zelayas regering ikke overholdt selv de mest basale retningslinier for god regeringsførelse og gennemsigtighed i de offentlige regnskaber. Når en regering ikke fremviser finanslove eller først gør det et halvt år inde i budgetåret, så behandler man de offentlige ressourcer, som var de ens egne. Sidste år fik offentligheden først indblik i statens budgetter i juni måned. I år 2009 nåede vi aldrig at se, hvordan regeringen forvalter statens ressourcer. Der kom aldrig en finanslov eller noget bud på et budget. De nuancer vil jeg gerne have med i historien, for de er afgørende for at forstå, hvorfor Manuel Zelaya ikke var nogen særlig populær præsident og eksempelvis blev stærkt kritiseret af store dele af civilsamfundet forud for kuppet. Forholdet mellem modstandere og tilhængere af Zelaya har naturligvis ændret sig, da ingen med blot et snært af almindelig fornuft kan acceptere, at et lands folkevalgte præsident bliver fjernet ved magt. Hvis præsident Zelaya blot havde siddet sin periode ud, så er det ikke sikkert, at han ville have sat noget særligt aftryk på landet. Men at han blev fjernet ved et kup, har vakt folkets vrede. Og hvis ellers det kan undgås, at det hele går op i røg her i weekenden, så er jeg ret sikker på, at noget positivt er forandret for altid i Honduras. Det er i hvert fald 100 procent sikkert, at de kommende regeringer skal passe gevaldigt på - for folket har fået færden af, at tingene kan forandres. Til sidst: Der er utrolig meget støj på linjen i forhold til Honduras og kuppet. Der er mange historier, der ikke er sande. Eksempelvis nævner du kupregeringens forbud mod Zelaya-demonstrationer. Det er ikke rigtigt. Demonstrationerne fortsætter og det gør de lovligt, så længe de foregår i dagtimerne (det kan selvfølgelig hurtigt ændre sig). Men myndighederne har siden søndag gjort alt for at gøre organisering besværligt. Som jeg tidligere har skrevet, så har man først haft lukket indfaldsvejene til hovedstaden. Nu er der fri passage, men alle køretøjer checkes, og busser med tilhængere af Zelaya får ikke lov at passere. Det er rigtigt, at flere medier bliver chikaneret - det gælder både medier pro og kontra zelaya. Eksempelvis et pro-zelaya medie, som jeg lytter meget til, er Radio Globo. De er i luften igen i dag, men har været underdrejet siden kuppet, da deres telefonlinier og strøm blev lukket. Radio America, den største radiokanal i landet, har været udsat for et attentat. De er imod Zelaya. Det er heller ikke rigtigt, som mange har nævnt, at der skulle være blevet dræbt to fagforeningsfolk i mandags…jeg har forhørt mig bredt, da det journalistisk ville være en vigtig historie. De bedste hilsener, Jesper Løvenbalk Hansen