DF’s diabolske dobbeltgreb

Egentlig behøver man ikke andet end denne pragtfulde satiretegning af Joel Pett fra USA Today.

Den siger det hele: Selv hvis man antog rigtigheden af det, tv-værterne på Fox News dagligt forsikrer de amerikanske seere om – at der ikke foregår nogen menneskeskabt global opvarmning – så er der rigeligt med tungtvejende grunde til at forlade den fossile æra. Ikke mindst den helt centrale, at afhængigheden af stadig dyrere olie undergraver økonomien og øger sårbarheden forbundet med at skulle købe energien fra tvivlsomme regimer langt væk. Og omvendt: At omstillingen til et grønnere, vedvarende energisystem rummer masser af nye arbejdspladser, øgede eksportmuligheder, større forsyningssikkerhed.

Det er et rationelt argument, som herhjemme f.eks. Dansk Folkepartis klimaskeptikere er med på. Sådan næsten da.

»Vi i Dansk Folkeparti (vil) meget, meget gerne være fuldstændig uafhængige af olie fra Mellemøsten og for så vidt også af russisk gas, fordi det er nogle regimer, som indimellem kan finde på at lukke for hanen, og det kan vi selvfølgelig ikke leve med,« sagde f.eks. partiets energiordfører Per Dalgård under en folketingsdebat den 26. januar om klimatopmødet.

For at ingen skulle være i tvivl, gentog han standpunktet:

»Dansk Folkeparti er meget interesseret i, at vi bliver uafhængige af fossile brændstoffer fra den store verden, olie fra Mellemøsten og gas fra f.eks. Rusland og andre steder. Det er vi utrolig interesseret i, og vi vil til enhver tid støtte udviklingen af nye grønne teknologier. Det har vi også fremført flere gange, bl.a. fordi vi kan se, at der er store muligheder netop i at skabe grønne job og støtte den grønne industri.«

De tungnemme SF-ordførere Ida Auken og Anne Grete Holmsgaard kunne ikke rigtig forstå, hvordan DF på én gang kunne gå stærkt ind for grøn energiteknologi og imod markante CO2-reduktioner. Derfor prøvede Per Dalgaard en tredje gang:

»Jeg siger ikke, at vi ikke kan gå den grønne teknologivej før alle mulige andre lande, overhovedet ikke. Det, jeg siger, er, at vi ikke skal tage en kæmpe byrde på os i forbindelse med CO2-reduktioner, når andre lande ikke vil. Jeg kan slet ikke se, at det hænger sammen. Vi kan da sagtens støtte en industri, der har gode ideer med hensyn til grøn teknologi og grøn energi, uden at vi samtidig behøver at kæmpe for en CO2-reduktion, som er meget, meget højere end alle andre landes.«

Altså: Danmark må meget gerne løbe foran andre lande med at udvikle den vedvarende energi, fordi det kan give nye jobs i Danmark – men det må ikke forstås som ambitiøse CO2-reduktioner, for den slags koster jobs.

Venstres energi- og klimaordfører Lars Chr. Lilleholt indtog samme dualistiske standpunkt. Først sagde han:

»Vi er blandt de lande i verden, der skal reducere vores CO2-udledning allermest, og vi er foregangsland inden for energibesparelser. Alt sammen bidrager det til at reducere udledningerne af klimagasser. Og det sikrer også, at vi bliver mindre afhængige af energi fra politisk ustabile områder, samtidig med at det giver job og god beskæftigelse i Danmark.«

Altså: Den, der går foran, skaber sikkerhed og arbejdspladser.

Men da debatten så blev konkret og handlede om det EU-mål på 30 pct. CO2-reduktion i 2020, som bl.a. oppositionen i Folketinget taler for, sagde Lars
Christian Lilleholt:

»Hvor mange danske job skal det koste, at vi bare melder 30 pct. ind? Hvor mange europæiske job skal det koste, og hvad skal det koste de danske husholdninger?«

Og han gentog af hensyn til de tungt opfattende oppositionspolitikere:

»Det er en ren blankocheck at sige 30 pct., uanset hvad der kommer af indmeldinger. Hvor meget skal det her koste danske familier og danske virksomheder? Hvor mange job skal vi flytte til Kina og Indien?«

Herefter blev debatten for alvor avanceret. Da endnu en irriterende SF’er, Pia Olsen Dyhr, borede i, hvordan DF konkret ville fremme den grønne energi, svarede Per Dalgaard:

»Efter min overbevisning er det sådan, at vindmøller virkelig var sagen en gang, og nu forsyner vindmøller det danske elnet med 20-22 pct. el. Nu begynder de så at flytte til udlandet og producerer dem i udlandet. Jeg kan ikke forstå, hvis fru Pia Olsen Dyhr synes, at det er en god idé at støtte en industri, der flytter sin produktion til Kina. Skal vi så sende pengene med til Kina? Det kan jeg ikke rigtig få til at hænge sammen med, at vi skal bevare danske arbejdspladser.«

Sammenhængen kunne måske være, at støtte til opførelse af flere vindmøller herhjemme ville afholde vindmølleindustrien fra at skifte helt så mange danske arbejdspladser ud med kinesiske. Men den logik evnede SF’eren ikke at formidle til DF’s ordfører.

Dalgaards selvvalgte intellektuelle udfordring – at gå foran med støtte til den grønne energiteknologi (bare ikke vindmøller) og sikre danske arbejdspladser uden samtidig at gå foran med CO2-reduktioner (»vi tror ikke på det udsagn om, at CO2 er den store skurk«), håndterede ordføreren elegant:

»I og med at vi køber de CO2-kvoter i udlandet, tillader vi jo så en given dansk virksomhed at sende lidt mere CO2 ud, og det er da en bevarelse af danske arbejdspladser.«

Dette Columbusæg kan vist kun forstås på én måde: At mindske olie- og gasafhængigheden ved at gå foran med grønne energiteknologier (andre end vind) og samtidig tillade danske virksomheder at udlede mere CO2 (ikke nogen skurk) via kvotekøb i udlandet må fordre, at det CO2-udledende kulforbrug opretholdes.

Per Dalgaard præciserede ikke, at dette må være Dansk Folkepartis egentlige position. Det har til gengæld partifællen Morten Messerschmidt ladet forstå.

Den Messerschmidt, der synes, at »Dogmet om den globale opvarmning giver på mange måder mindelser om middelalderens mange flagellantiske sekter. Hvis man gik gennem gaden og samtidig piskede løs på sig selv, kom man tættere på Gud, troede man.«

»Tænk, at nogle mennesker er så indbildske, at de tror, at vi mennesker har afgørende indflydelse på vejr og klima,« skrev han op under jul, da sneen faldt tæt over Danmark.

Med hensyn til energiforsyningen må man ifølge DF-politikeren »gøre det klart, at alle de vedvarende energikilder, vi i dag anvender, er urentable på et frit marked. Derfor skal sigtet være, at disse kan erstattes af energikilder, der kan konkurrere med olie, gas, mv.«

»Vejen frem er, at Danmark får et energisystem, som er fleksibelt og hvor vi kan bruge mange former for brændsler. I vores el- og fjernvarmeforsyning har vi allerede i dag denne fleksibilitet. Vi kan hurtigt skifte til kul, når trykket i gasrørene falder. Denne fleksibilitet skal vi naturligvis opretholde, og derfor må den planlagte udbygning med vedvarende energi ikke betyde, at kul trænges ud af elforsyningen.«

Både den forrige og den nuværende statsminister har lovet, at Danmarks skal bevæge sig helt ud af den fossile æra. Altså farvel til både olie, gas og kul. Årstallet for denne afsked skal besluttes af Folketinget, efter at regeringens Klimakommission til efteråret har afleveret sit bud på samme. Gad vist, om Dansk Folkeparti til den tid vil stå tilbage og føle sig snydt som herren på Joel Petts satiretegning.