De bärs in och ut, år efter år – leverpostejsmadderne og mulige nobelprismodtagere

Mit bud på en værdig nobelprismodtager, canadiske Anne Carson, var ikke engang på bookmakernes liste, men spørgsmålet fra redaktøren lød også: Hvem bør vinde?

Men hvad fører uddelingen af årets nobelpris i litteratur med sig? At hele verden diskuterer hvad god litteratur er? Nej, ikke helt, det er mere noget med, om det nu bliver en amerikaner eller en europæer, der får prisen, efter at Horace Engdahl sidste år fik sagt at amerikanske forfattere over en kam isolerer sig i amerikansk popkultur og derfor ikke skriver verdenslitteratur og derfor naturligvis ikke kan modtage verdens fornemste litteraturpris. Så bliver der talt om forfatternes køn, så om politiske konflikter – og i dag blev jeg så klar over, at man også som nobelpriskandidat kan ende som leverpostejsmad, og så er det helt udelukket, at man vinder. Joyce Carol Oates er en sådan leverpostejsmad, men så til gengæld amerikaner. (Ordet vinder har jeg det i øvrigt svært med, nobelprisen er jo ikke en konkurrence, forfattere har meldt sig til. Lige så svært som jeg har det med formuleringen xx-forfatter dit og dat, der i år ville være blevet 150 år – men gu’ ville xx-forfatteren da ej være blevet så gammel, ingen lever så længe. Men alle kulturjournalister i DK kan jo bare holde op med at skrive sådan noget sludder fra i dag!)

Nå, men leverpostejsmaden har en sjov forklaring, som Per Svensson giver i sin artikel i Sydsvenskan. Nemlig at man i Sverige for at kunne bestille alkohol på kroen tidligere var nødt til også at bestille noget mad. Den smarte krovært havde så en leverpostejsmad, som blev båret ind og ud og sat på bordene sammen med øllerne, hvis nu visse øjne vogtede over gæsterne. Ingen rørte maden, folk var der på grund af tørst, der stod leverpostejsmadden så til pynt på den spritsugnes bord. En ting er at man kan blive kendt som forfatteren, der aldrig modtog nobelprisen, men urørt leverpostejsmad på de tørstiges bord, hvilken skæbne!