Vokseværker

 

Efter en længere pause kommer her et indlæg om kunstens opbyggelighed. I torsdags var der Mortis aften i LiteraturHaus i Møllegade for at fejre udgivelsen af Morti Vizkis Samlede digte, der igen markerer 25-året for Vizkis debut. En af aftenens oplæsere var Rolf Steensig, der indledte med at fortælle, at det var Vizki, der havde sat ham i gang med selv at skrive. Især Vokseværk (1985) havde en stor betydning for ham, så den læste han selvfølgelig fra.

Senere på aftenen så vi et videoklip med Morti fra 1987 (oprindeligt sendt på Kanal København), hvor han giver sine egne originale forklaringer på fænomener som ‘byen’, ‘kærlighed’, ‘kammeratskab’, ‘sorg’, ‘glæde’ og ‘musik’. Meget smukt fik digteren under forklaringen af ‘musik’ også indirekte forklaret, hvad opbyggelig kunst er. Vizki sagde bl.a., at påvirkiningen fra musik kan være dårlig, hvis man er nervy, "men hvis man har det godt med sig selv - på andre tidspunkter af dagen - så kan musik virke stærk opbyggelig. Den kan gøre, at man selv får lyst til at lave nogle ting."  

Her er det sidste digt fra Vokseværk - (lad det vokse)

 DRENGEN I BRÆNDESTABLEN 

jeg sang de ufordækte ord fordi jeg også i de dystre timer ville være nøgtern på alle de trapper, trapper på trapper udenpå husene skulle jeg gå med favnen fyldt menneskene stod dernede med tårer i øjnene uden springlagner: se, hvad vi har skabt. ritardando. men de blomstrede brokader ankom alligevel så gamle og bløde at jeg havde set dem før da jeg lagde kinden mod jorden gemt i en farmors frugthave den røgsprængte mule kyssede mig og var min som en forsonlig natur gav mig tilbage men dennegang med den hidsende syre i mavesækkens top jeg lugtede hjemmelavet flødeis, skovfogedæbler det er den hårde skole at være ude og komme tilbage og måbe over portrættet af en død der har været.   de smukke.

 

Og her kan man læse Zangenbergs, Stein Larsens og mine egne ord om udgivelsen.

Og her høre Marianne Stidsen fortælle om Vizki.