Til lykke til Eske - en digter i den helt rette størrelse

I dag sker der det glædelige, at Eske K. Mathiesen får overrakt Kritikerprisen 2009 for sit poetiske værk Bonjour monsieur Satie. Torben Brostrøm, der har fulgt godt med i digterens arbejde i alle årene, skal holde talen. Det foregår kl. 16 i Kunststyrelsen på H. C. Andersens Boulevard.

Eske K. Mathiesen er født i 1944 og udgav på eget forlag i 1975 Blomstergåder og Dyrerim, i 1976 kom Fra spætternes have på forlaget Swing. Eskes produktion indeholder en hel del ’løse tekster’, og bl.a. derfor var det en meget skøn ting, da forlaget Arena i 2005 udgav den godt 400 siders tykke samling: Eske. Forsamlet poesi 1969-2004. Bogen har en fin efterskrift af Erik Skyum-Nielsen, der indledningsvist skriver:

”Med denne udgivelse af Eske K. Mathiesens næsten samlede lyriske produktion går et længe næret ønske omsider i opfyldelse. Hvor tidligt poeten egentlig selv har ambitioneret så højt, kan man kun have vage formodninger om, men en kendsgerning er det, at yndere af hans forfatterskab i mange år har gået og undret sig over, at en så fremragende digter så længe kunne lade sig nøje med at udkomme i små uprætentiøse, mere eller mindre undergrundsagtige hæfter og nypublicere sine lysende tekster i tilfældigt, spredte, relativt upåagtede udstillingskataloger.”

Det uprætentiøse er helt centralt for Eskes poesi, mikrouniverserne og det bittelille ligeså. (Smådigte hedder fx hans bidrag i Hvedekorn I, 1972, en anden titel er Udsigt fra et muldvarpeskud og fra 2004 og lige så karakteristisk). Det er bl.a. lidenheden, der gør Eske til en stor digter.

I sin efterskrift nævner Erik Skyum-Nielsen også den big mistake det var, at Eske K. Mathiesen ikke var med i Danske digtere i det 20. århundrede (bd. 1-3, 2000-02). Der er ingen grund til at skjule sin holdning i den sag, og det gør Skyum heller ikke:

”Flere mindre ånder og langt mindre litterære talenter skulle beskrives fyldigt, men denne lydhøre, altid indtryksåbne, verdenssultne, menneskekloge poet blev åbenbart ikke fundet tilstrækkelig ”radikal”? Eller måske har man ikke ment, at han var rigtig trendy, så længe han ret ubesværet holdt fast i, fra sin outsiderposition, at kredse om tingenes midte og tale ind i læserens hjerte – og vel og mærke både have en politisk og en kunstnerisk hensigt med det.”

Jeg gentager: ”denne lydhøre, altid indtryksåbne, verdenssultne, menneskekloge poet”. Det lydhøre – m.a.o. det musikalske – understreger  Peter Laugesen også i sin anmeldelse af Bonjour monsieur Satie i Information, 16. december 2009. Her flammer Laugesen også kort op i vrede over den oversete Eske ”hvis man da kan få øje på sådan en [en skønånd som Eske, KL] mellem bjergene af kryptiske krimier, platte politikerbiografier og mageløse mailkorrespondancer.”

Med Eske og med poesien som sådan kommer man nemt til at tale om stort og småt. Det er størrelsen det (også) kommer an på, og den må meget gerne være meget lille. Eske opererer i det små, og så må det være os andre, der peger på storheden i hans poesi, men det er klart, at det er et langsommeligt job – snegledans kunne det hedde med et lån fra Eske – at være i poesiens tjeneste. Utaknemmeligt ville nogle måske kalde det. Tid til et digt som Eskes fra 2002:

Hver aften kontrollerer jeg,

at alle stjerner og planeter er på deres pladser.

Det er ikke et embede, jeg har,

eller noget jeg får penge for; og tit er det

som at tælle hårene i vinterharens pels.

Men nogen skal jo gøre det.

Ja, og nogen gør det heldigvis! Men jeg forstår også godt, når Laugesen farer op over eksempelvis bjergene af krimier og politikerbiografier, der gør det så svært at få øje på en lille bog af Eske. Eller som der står i en anden god bog, der netop er udkommet på Basilisk, Sándor Márais Dagbøger 1984-89 (oversat af Péter Eszterhás):

”En forfatter, som i vore dage forsøger at skrive andet end det, konsumlitteraturens storindustri fodrer læserne med, er at ligne med en etbenet mand med protese, som stiller op i hundredmeterløb.”

Dagbogsnotatet er fra 18. april 1984, men passer meget godt på 24. februar 2010 også. Sort, sort som det jo er på den seriøse litteraturs vegne, altså lige bortset fra at der senere i dag sker det glædelige, at Eske faktisk får lidt løn for at tælle hårene i vinterharens pels.

I morgen og alle de andre dage kan vi så skiftevis klage og heppe på nogle af de andre etbenede, der lige i denne tid gør, at det ikke ser spor sort ud for poesien:

Emilio Alvarez (Pseudonym for Peter Højrup): Efterladte digte

Frank Kjørup: Indefrarød

Glenn Christian: Ruben

Marius Nørup-Nielsen: og pludselig forstod vi et levende suk