Island is cool og så videre

Jeg forstår godt de islændinge, der har stemt på De Bedste.

Det minder lidt om, når jeg selv hellere vil læse Ole Rasmussens ’Sket i ugen’ om søndagen i Politiken i stedet for dagligt at læse indenrigsnyheder. En anden islandsk humorist, Hugleikur Dagsson, har lavet en lille folder om Island, som man kunne få fingre i på Komiks her forleden: Iceland – The land of ice.

Hugleikur Dagsson er også ham med Avoid us. Folderens emner er let genkendelige ’History of Iceland’, ’Great Tourist Attractions’, men forklaringerne og illustrationerne er ond satire. Fx er et af emnerne ’Icelandic Protests’:

Tegning nr. 1 illustrerer protesten mod Irak-krigen, her står fire protestanter i lidt spredt fægtning, og den ene holder et skilt med teksten ’STOP WAR’.

Tegning nr. 2 hedder ’Environmental issues’, her er antallet af demonstranter oppe på ni, og skilte er der tre af.

Tegning nr. 3 hedder ’Losing money’ og viser et enormt menneskehav, hvorfra der stikker skilte op med ’THINK ABOUT THE CHILDREN’, ’THE GOVERNMENT SUCKS!’ og ’FUCKING BANKS’.

Sabotage og satire (ægte), synes jeg, lader til at være en udbredt metode for mange kunstnere, måske ligefrem en tendens i tiden? Fx oplevede jeg Henrik Nordbrandt læse op af rene satiredigte på CPH LITT her i begyndelsen af maj, hvor han optrådte sammen med Morten Søndergaard og Tomas Espedal. De var gode! Altså både satiredigtene og de tre digtere, der helt åbenbart var meget inspirerende for hinanden. Bliver spændende at læse Nordbrandts satire på tryk.

I min læsebunke ligger ud over Island-folderen også en ny bog fra Biblioteket Øverste Kirurgiske, den er skrevet af Sternberg og hedder Radikale mennesker og hjem i et længst eksploderet kvarter. Første afdeling hedder ’Mennesker’, anden ’Hjem’, teksterne er prosadigte/kasseformet kortprosa – måske lidt i familie med Carsten René Nielsens Enogfyrre Dyr (2005) og Camilla Christensens Fugl eller fisk (2009), altså bortset fra at det hos Sternberg er mennesker (og deres ekstreme sider), der portrætteres/vrænges af, men det komiske i dyrebøgerne er jo selvfølgelig, at det nogle gange kan være svært at skelne mennesker fra dyr. Her en tekst fra Sternbergs nye bog om en dyreelsker:

Han kunne bedre lide dyr end mennesker. Engang fortalte han mig, at han, hvis det gavnede hans kæledyr, godt ville servere menneskekød for dem. Jeg regnede ikke med, at det var andet end en spøg fra hans side, men han havde rent faktisk undersøgt sagen, og der var ingen ernæringsmæssige begrundelser for at begynde på den slags. Men glad for sine dyr, det var han godt nok. Han ville gøre hvad som helst for dem.

I bunken ligger også fire grafisk enkle og, i al den enkelhed, smukke hæfter fra Basilisk. Citat kolon ”Serien Basilisk Beta er en skriftserie, som vil samle en række internationale forfatteres refleksioner fra de seneste år over hvad det er der foregår i poesien, hvad det er for en tænkning, der finder sted i den. Tilsammen kunne de måske udgøre et udkast til en poetik for det (stadigt) nye årtusinde. Eller stimulere til diskussion af en sådan.”

Nr. 1, 2, 3 og 4 er trykt med tekster af Leevi Letho, Juliana Spahr, Stephanie Young, Kenneth Goldsmith, Simen Hagerup og sørme om ikke endnu en islænding også er med, nemlig Eiríkur Örn Norðdahl, der skriver om ’Vigtigheden af at ødelægge (sit eget) sprog. Andet forsøg.’ Eiríkur skriver indimellem selv på et slags bastardsvensk, her er han på korrekt dansk via Martin Larsen:

”Her kommer den eksperimenterende digtning ind på scenen. Den evige røvpulen af sproget, både for at ødelægge det og for at kærtegne det. Forføre det. Bedrage det. Pille det fra hinanden og sætte det sammen igen – omvendt eller på anden måde deformeret.

Island har ikke nogen særlig rig tradition for eksperimenteren. Ikke fordi folk ikke har gjort det, og ikke fordi resultaterne ikke af og til har været fremragende – men for det meste ender det med at blive afskrevet som kådhed der nok skal gå over, og den postmoderne fascists svar på kunstnerens tårer er: ”Så så, du er meget talentfuld, det ved vi godt. Men du skulle koncentrere dig om noget mere passende som fx …” Hvorpå den talentfulde kunstner giver sig til at genskrive Knut Hamsun eller Halldór Laxness.”

I et af de ande hæfte skrive Juliana Spahr og Stephanie Young om to makante bevægelse i intenational kunst: 70’enes kopbaseede pefomancevæke af fx Kubota og Marina Abramovic og det fanske digtekollektiv OULIPO. Disse to nyskabende og ekspeimenteende etninge kom faktisk fem samtidig. Spahr og Young ha skevet teksten i fællesskab efte OULIPO-metoden Slankning, der gå ud på at man fjene bogstavet ’r’ fa teksten (føste gang bugt af Luc Etienne). Navne er stavet koekt dog, Spahr fx He e et citat: ”Og så havde vi et af de ”e det ikke inteessant”-øjeblikke hvo vi sagde, e det ikke inteessant at alle kopsbaseede væke kom fem på samme tid som udviklingen af alle de he Oulipo-væke. E det ikke inteessant at Kubota og Abramovic og Schneeman og Antin og Ukeles og Valie Export køte i meto med skidtet klippet ud af buksene og et maskingevæ i hånden samtidig med at Oulipo holdt dees møde. Og så tænkte vi ove hvad det skisma betød fo os som skive tedive å efte?”