Stockhausen er død

Karlheinz Stockhausen - den store komponist og et af de afgørende elektroniske fædrene ophav - er død. Ak og ve.
Her er min nekrolog som - vist alt går vel i avisverdenen - kommer i mandagens Information:

Stockhausen er død Karlheinz Stockhausen er død. Ak og ve. Den tyske visionære komponist døde 79 år gammel onsdag den 5. december i sit hjem i Kürten-Kettenberg ved Köln i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen. Det blev bekræftet fredag aften af Stockhausen Foundation og af hans tidligere hustru Mary Bauermeister. Hans død blev også annonceret af hans to livsledsagere, klarinettisten Suzanne Stephens og fløjtenisten Kathinka Pasveer, som har været associeret med ham i over 30 år og fremført flere af hans værker. I en offentlig erklæring sagde de: “In friendship and gratitude for everything that he has given to us personally and to humanity through his love and his music, we bid farewell to Karlheinz Stockhausen, who lived to bring celestial music to humans, and human music to the celestial beings, so that man may listen to God and God may hear His children () On December 5, he ascended with joy through heaven’s door in order to continue to compose in paradise with cosmic pulses in eternal harmony.” Med Stockhausen er et enormt stykke kulturhistorie, der strækker sig over mere end et halvt århundrede, død. Han nåede at udgive 362 værker – pt. fordelt i indspillet form over 139 cd’er. Men det er ikke kvantiteten, men skarpheden, konsekvensen, den kosmiske stræben, der har ætset hans navn i musikhistorien. Han har været en kulturel brandstifter, en revolutionær, som har fået den elektroniske musik og avantgardekompositionen til at sprede sig som en steppebrand fra midten af og ud af det 20. århundrede. Fra hans helt afgørende og uomgængelige pionerarbejde med elektronisk musik – dengang benævnt Elektronische Musik – til hans korværker og hans ”intuitive musik”. Selvom få har hørt hans værker, så gennemsyrer Stockhausen vores musik, gennem hans påvirkning af generationer af musikere. Han har spillet en stor rolle for 60’ernes rock (herunder den tyske krautrock), og det er stort set umuligt at forestille sige et utal af elektroniske genrer uden Stockhausens indflydelse. Han var således afgørende for Kraftwerks elektroniske udtryk, som siden hen inspirerede amerikanske musikere til genrer som techno, electro og house og europæiske musikere til electronic body music – genrer der siden har bidraget stærkt til electronica, ambient, intelligent dance music også videre. Han er med andre en uundværlig og betragtelig del af det elektroniske ophav. Karlheinz Stockhausen blev født 22. August 1928 nær Köln som første barn af Simon og Gertrud Stockhausen. Moderen døde på en lukket afdeling i 1941 og faderen døde senere som frivillig soldat i Anden Verdenskrig. Selv var Karlheinz sygepasser på et militærhospital. Efter krigen studerede han komposition hos Frank Martin, og hans ambitioner tog en afgørende drejning i 1951, da han hørte et Oliver Messiaen-klaverstykke, som han beskrev som ”ubegribelig stjernemusik”. I 1952 rejste han til Paris, hvor han skrev han sit første elektroniske stykke musik. Konturerne af en ny musik så dagens lys. Hvilket blev forstærket af at der samme år blev oprettet et studie for elektroakustisk musik på radiostationen Neue Westdeutscher Rundfunk (NWDR, siden WDR). Her benyttede tyske musikere – med Stockhausen som den centrale figur – sig af fysikkens måleapparatur til at bedrive lydanalyse med: oscillatorer, tonegeneratorer, filtre og modulationsapparater. Deres eneste byggesten var i begyndelsen rent elektronisk frembragt lyd: den helt rene sinustone og modsætningen hvid støj (a la sne på fjernsynet) og den rosa støj (lidt dybere frekvensområde). Man syntetiserede lyde, byggede dem fra bunden med sinustonegeneratorer. Eller raffinerede, det vil sige filtrerede dem ud fra mere komplekse lyde som for eksempel støj. Denne Elektronische Musik var båret frem af en efterkrigsgeneration med et stort behov for at distancere sig fra den nære fortid og dermed også følelsesmanipulationen. Og det gjorde de via serialismen med udgangspunkt i den jødiske komponist Arnold Schønbergs tolvtonemusik, som siden videreudvikledes af Anton Webern og Olivier Messiaen. I 1952 og 1953 studerede Stockhausen således seriel komposition hos Olivier Messiaen i Paris. Han skrev klaverværker i perioden 1953-55. Og i disse år mødte han også og blev inspireret John Cage, lige som han blev inviteret til musique concrète-pioneren Pierre Schaeffers pariserstudie. De to herrer kunne dog ikke enes om udelukkende at benytte konkretlyd – altså lyde optaget i virkeligheden og siden manipuleret. Stockhausen ville også selv skabe lyde, ikke kun optage. I 1953 og 1954 komponerede han også de elektroniske klassikere Elektronische Studie I og Elektronische Studie II. Førstnævnte anses for at være det første værk, der udelukkende betjener sig af sinustoner. Sidstnævnte anvender til gengæld kun hvid og rosa støj og var et af de første elektroakustiske værker, der udgives på grammofonplade – og det første som siden blev ledsaget af et partitur af grafisk art. Fra årsskiftet 1954-1955 og frem til foråret 1956 kæmpede Stockhausen med Gesang der Jünglinge, der skulle vise sig at blive et af hovedværkerne i 50’ernes elektroakustiske musik. Det betjente sig af sinustoner, støj og manipulerede båndoptagelser af en drengestemme, der blev opklippet, strukket, loopet, blev en slags krop opløst i elektronikken. Drengen læste op af Daniels Bog fra Det gamle Testamente, en tekst om tre unge mænd i en brændende ovn – i sig selv en tungt ladet tekst i samtiden. Stockhausen fastholdt serialismens strenge diktat i dele af sit virke, men vedblev også med at udvide sin horisont. Telemusik fra 1966 integrerede bl.a. japansk hofmusik og balinesisk gamelan, og Hymnen fra 1967 krydsede nationalsange fra nær og fjern og også bød på en sønderklipning og elektronisk forvridning af ”Deutschland, Deutschland Über Alles”. I 60’erne og 70’erne inspirerede han også rockmusikere. Frank Zappa, Pink Floyd og Can har alle nævnt ham som forbillede. Beatles havde ham blandt figurerne på forsiden af Sgt. Pepper’s Lonely Heart’s Club Band, og var stærkt inspireret af ham, da de skabte båndsløjferne til ”Tomorrow Never Knows” på Revolver og lydcollagerne på ”Revolution 9” på det såkaldte White Album. Og Kraftwerks to grundlæggere Ralf Hütter og Florian Schneider hørte en Stockhausen-koncert under påvirkning af LSD. Det satte sig unægtelig spor. Stockhausen formåede med stor visionær kraft at mixe tilsyneladende modstridende elementer og skabe nye sammenhænge. For eksempel befinder Gesang der Jünglinge sig midt mellem Elektronische Musik og musique concrète på et tidspunkt, hvor de to elektroniske retninger ikke var på talefod. I slutningen af 60’erne begyndte han at arbejde med semi-improviseret musik med en udvalgt skare af musikere. Han gav fx kun sine musikere en tekst, ikke et partitur, som de skulle meditere over. Han kaldte musikken ”intuitiv musik” og opererede med en ide om at hans ord skulle guide musikerne til en slags metafysisk forbindelse med musikken. Fra 1977 til 2003 helligede han sig arbejdet med opera-cyklussen Licht. Et værk i syv dele, et for hver ugedag, der varer 29 timer. På en af væggene hjemme hos vores egen elektroniske pioner, 83-årige Else Marie Pade, hænger i dag et af Karlheinz Stockhausens kreative partiturer på væggene. Pade var voldsomt inspireret af Stockhausen i sine elektroniske værker. Og Stockhausens påvirkninger spænder over mange generationer også her til lands: ”At få lov at høre Stockhausen på et lokalbibliotek, som 12-årig, det er altså en kæmpe oplevelse. Især når alle de andre sidder og hører Adam & The Ants”, har Thomas Knak – toneangivende dansk original i begyndelsen af sine tredivere – sagt til denne signatur. Især Elektronische Musiks spekulative kompositioner vakte vrede og afsky i samtiden, og avantgardemusikken generelt er aldrig blevet taget til nåde af den brede offentlighed. Ikke desto mindre var den elektroakustiske avantgardemusik, ikke mindst Stockhausens, et afgørende stormløb på traditionernes højborge, som har betydet en alt afgørende vidvinkling af fremtidige musikeres strategier og musiksyn. Stockhausen erklærede oprindeligt at han ville frembringe ikke tidligere hørte klange i arbejdet med maskinerne. Han gik med andre ord på opdagelse og pegede dermed frem mod senere årtiers klangfetichister og lydnørder opslugt af de elektroniske lydverdener. Han var en religiøs revolutionær, der forvandlede sig fra en katolik til en panteist, der favnede østlige tankemønstre – bl.a. inspireret af forfatteren Herman Hesse. Privat blev han gift med Doris Andreae i 1952, som han fik fire børn – Christel, Suja, Markus (som siden arbejdede en del sammen med sin far) – og Majella med. Han blev skilt fra hende i 1967 for at blive gift med den amerikanske kunstner Mary Bauermeister, som han fik Simon og Julike med. I 1974 mødte han den amerikanske klarinettist Suzanne Stephens, som blev hans livsledsager til hans død. Stockhausen efterlod alle ekskoner, livsledsagere, børn samt adskillige børnebørn. Få kender som sagt Stockhausens værker i den brede offentlighed, men de fleste kender navnet. Og det er måske betegnende for den kulturelle hukommelse og også for en sensationalistisk mediekultur at Ritzaus nekrolog lørdag den 7.12. bruger 25% af sin korte nyhed på at fortælle om Stockhausens udtalelse ved en pressekonference kort efter 11. September. Her kom han i modvind, fordi han sagde at terrorhandlingen kunne opfattes som ”det størst mulige kunstværk” – ”…als das größte Kunstwerk, das es je gegeben hat…”. Han præciserede i en senere erklæring at han var blevet citeret ude af kontekst, og at der var tale om Lucifers største kunstværk, altså et destruktivt værk. I sine sene år var Stockhausen stadig dybt respekteret, men mere for tidligere bedrifter. Han førte et ganske isoleret kunstnerisk liv – nogle vil sige af egomaniske årsager, andre at det skyldtes hans indædte kunstneriske konsekvens. Men hans indflydelse og hans værk vil uanset hvad blive ved at sprede ukontrollable bølger gennem vores musikhistorie. En stor kunstner har forladt denne dødelige tummel. Som er blevet fattigere.