Hjemvendt fra et halvt års ophold i Paris hermed et lille bud på nogle af de bedre kulturelle oplevelser – det er egentlig slet ikke til at vælge, men…

Jeg havde ikke tidligere været på hverken Bibliothèque nationale de France’s Galerie de Photographie eller Fondation Henri Cartier-Bresson, men her har jeg i løbet af efteråret set to meget fine fotoudstillinger med henholdsvis den nulevende britiske fotograf Michael Kenna og den afdøde franske Robert Doisneau. Det er begge mindre udstillingssteder, og det gjorde udstillingerne komprimerede og intense, især BnF’s udstilling med Michael Kennas sort-hvide fotografier af landskab og by gjorde stort indtryk.

I mandags startede den parisiske Haute Couture-uge. Og dagbladene har naturligvis kommenteret og vurderet de forgangne dage. På trods af krisetider finder overdådigheden stadig vej til podierne, for eksempel hos Christian Dior, som blandt andet kørte et tema over ridedragten. Her var både piske, pink ridejakker, tern, højtaljede ridenederdele og høje hatte. Og rammen: Romantiske saloner hvor modellerne poserede foran spandevis af stærkt duftende roser i alle farver. Se et uddrag fra showet på Le Figaro Madames hjemmeside. Diors show blev af Le Monde vurderet som intet mindre end den absolutte elegance.

Efter et halvt års tid i Paris, stadig med samme forelskelse i byen, nu blot et lidt mere indgående kendskab til yndlingsområder og stamcaféer, er det sjovt at se netop disse steder, som de så ud for halvtreds, tres, halvfjerds år siden. Pont Notre Dame i sne og med nogle baraklignende bygninger langs Seinen, eller forstæderne, endnu ikke en del af resten af byen, men beliggende midt på de åbne marker. Det kan man netop nu på Fondation Henri Cartier Bresson, et lille udstillingssted tæt på Tour Montparnasse.

Kunstmagasinet Beaux Arts giver i januar-udgaven et overblik over de største udstillinger i Frankrig i 2010. Her følger et lille udsnit af nogle af de udstillinger, som vil pryde museerne i Paris i første del af 2010. Det er et virkelig fint program, som føjer sig til listen over grunde til, at jeg kun kan ærgre mig lidt over at skulle afslutte mit ophold i Paris allerede i slutningen af januar.

“Du Greco à Dali – Les grands maîtres espagnols. La collection Pérez Simón”

Jeg har haft et par tekniske problemer her fra Paris, hvorfor indlægget om Le Prix Goncourt kom lidt forsinket, et par uger efter offentliggørelsen af vinderen. Til gengæld har der i mellemtiden udspillet sig en interessant kontrovers med goncourtvinderen Marie NDiaye som ufrivillig hovedperson.

I forrige uge uddeltes en af Frankrigs mest prestigefyldte litterære priser, Le Prix Goncourt. Den gik til forfatteren Marie NDiaye for hendes roman, Trois femmes puissantes, som udkom i slutningen af august. Marie NDiaye er halvt senegaleser og halvt fransk, opvokset i en forstad til Paris, men altså både kvinde og sort, hvilket man selvfølgelig ikke har undladt at observere i de franske medier. Hun er således den første kvinde i dette årtusinde der har fået en Goncourt. Og i prisens 107 år lange historie har kun 10 kvinder opnået den fornemme pris, som hvert år i starten af november belønner årets bedste fiktive prosaværk.

La rentrée littéraire analyseres og kommenteres i stor stil i Frankrig disse måneder. Blandt andet i det franske litteraturtidsskrift Magazine Littéraire, som i oktobernummeret med artiklen Le temps d’alterfiction lokaliserer en fremherskende tendens i efterårets nye romaner til at blande virkelighed og fiktion. Det er romaner som inkorporerer historiske hændelser i fiktionen – ikke forfatternes egne, selvbiografiske historier, men derimod historier om andre, virkelige personligheder. Er virkelighedsfragmenter i fiktionen et udtryk for hvad der er moderne dette år?, spørger artiklen.

Natten mellem lørdag d. 3. og søndag d. 4. oktober (kl. 19-07) er der Nuit Blanche, kulturnat i Paris. Tre forskellige områder i hjertet af byen danner rammen om arrangementet: Buttes-Chaumont, Châtelet-Marais og Quartier Latin.

’La rentrée du cinéma’ (starten på den nye filmsæson i Frankrig efter sommeren) blev i midten af september markeret med 4 dage, hvor biografbilletterne kun kostede fire euro. Blandt de mange franske premierer i denne periode var Christophe Honorés Non ma fille, tu n’iras pas danser og Cédric Kahns Les regrets.

Går man ned ad Boulevard Raspail fra metroen ved Place Denfert-Rochereau, får man straks en fornemmelse af, hvad der sker i den store udstillingsbygning Fondation Cartier. Flere parkerede biler har fået en kærlig hånd af en tusch eller en spraydåse, det samme gælder Fondation Cartiers rækværk og facade. Indtil d. 29. november huser museet den store, flotte graffitiudstilling, ”Née dans la rue – Graffiti” (Født i gaderne – Graffiti).