Graffiti for alle i Paris

Går man ned ad Boulevard Raspail fra metroen ved Place Denfert-Rochereau, får man straks en fornemmelse af, hvad der sker i den store udstillingsbygning Fondation Cartier. Flere parkerede biler har fået en kærlig hånd af en tusch eller en spraydåse, det samme gælder Fondation Cartiers rækværk og facade. Indtil d. 29. november huser museet den store, flotte graffitiudstilling, ”Née dans la rue – Graffiti” (Født i gaderne – Graffiti).

Udstillingen tager alle midler i brug for at fortælle både udenforstående og allerede graffitipassionerede historien om graffitien og dens mange former. Der præsenteres et væld af forskellige kunstarter – film, maleri, musik, fotografi, collage osv. Effekten er ikke rodet, tværtimod giver det en rytme, dynamik og en høj underholdningsværdi, som forekommer meget tro mod graffitikulturen.

På udstillingens første del er der en fascinerende dokumentation af graffitiens historie fra dens opståen i New York i slutningen af 1960’erne og frem til i dag. Her er fotografier og film fra 70’ernes New York, gamle spraydåser, skitser, ja sågar en kendt graffitimalers banearbejderuniform til når han skulle male i tog-yarden.

I anden del giver en række internationale kunstnere deres fortolkninger af graffitien i dag. I denne afdeling er der også dokumentarfilmforevisninger, som følger forskellige graffitibevægelser i deres respektive urbane kontekster. Her kan jeg især anbefale filmen Pixo, som fortæller om en anderledes og endnu ret anarkistisk type graffiti i Sao Paulo.

En del kritik af udstillingen går, som så mange gange før, på at graffitiens essens må være, at den males og opleves i gaderne, og ikke i etablerede rammer på museer og gallerier. Denne lidt fortærskede problematik imødegår udstillingen blandt andet med sit historiske perspektiv. Her er en af pointerne, at nok er graffitien ‘Født i gaderne’, men allerede tidligt i graffitiens historie – start 80’erne – forelskede den etablerede kunstverden sig i den. Det er der altså ikke noget nyt i, og det har ikke betydet graffitiens undergang. Desuden viser udstillingen bl.a. med dokumentarfilmene at der til stadighed opstår graffitibevægelser, som i hvert fald i udgangspunktet er kendetegnet ved at være meget undergrundsagtige. Og endelig er det netop et af udstillingens motiver at give den interesserede, men forudsætningsløse et indblik i graffitiens historie og udtryk, gøre det tilgængeligt for et bredere publikum, end det der allerede er trænet i at læse skriften på murene rundt om i byen.

Hver den første weekend i måneden males der ny graffiti på rækværket foran museet. Man kan læse meget mere om udstillingen, se billeder mm. på Fondations Cartiers hjemmeside.

Jeg glæder mig i de følgende uger især til at se:

Non ma fille tu n’iras pas danser, en film af Chrstistpohe Honoré og La Subversion des images, Surréalisme, Photographie, Film, en udstilling med surrealistisk fotografi (Man Ray, Hans Bellmer m.fl.) på Centre Pompidou, fra d. 23. september.