
Kunstmagasinet Beaux Arts giver i januar-udgaven et overblik over de største udstillinger i Frankrig i 2010. Her følger et lille udsnit af nogle af de udstillinger, som vil pryde museerne i Paris i første del af 2010. Det er et virkelig fint program, som føjer sig til listen over grunde til, at jeg kun kan ærgre mig lidt over at skulle afslutte mit ophold i Paris allerede i slutningen af januar.
“Du Greco à Dali – Les grands maîtres espagnols. La collection Pérez Simón”
Den mexicanske forretningsmand og kunstsamler Juan Antonio Pérez Simóns kunstsamling udgøres af malerier fra de fire sidste århundreder – fra Greco over Ribera, Sorolla, Picasso og Miró til Dalí. Anmelderen giver en begejstret foromtale: ”Pérez Simons samling gør Spanien en stor tjeneste ved med denne udstilling at ære landets diversitet.”
Musée Hacquemart-André, d. 12. marts – 1. august
”Edvard Munch ou l’anti-Cri”
”En nødvendig udstilling hvis man vil ud over den kliché som Skriget er blevet”, står der i Beaux Arts. Der udstilles omkring 60 malerier og 40 grafiske værker, og de illustrerer ifølge magasinets omtale meget fint Edvard Munchs unikke, nyskabende stil, og forklarer, hvorfor fauvisterne og ekspressionisterne fandt stor inspiration i hans kunst.
Pinachothèque, d. 19. februar – 18. juli
“Beat Takeshi Kitano”
Fondation Cartier skaber en lille plastisk sonate med udstillingen af malerier, videoer, udsmykninger og andre sjove påfund fra den japanske filminstruktør Takeshi Kitanos (bl.a bag filmen Hana-bi) hånd.
Fondation Cartier, 11. marts – 12. September
Desuden…
”Turner et les maîtres”, Galeries nationales du Grand Palais, d. 22. februar – 23. maj
”De Goya à Picasso – crime et châtiment”, Musée D’Orsay, d. 16. marts – 27. juni
“Lucien Freud – l’atelier”, Centre Pompidou, 10. marts – 28. juni
“Robert Doisneau – du metier à l’oeuvre”, Fondation Henri Cartier-Bresson, 13. januar – 18. april
“Yves Saint Laurent”, Petit Palais, 11. marts – 29. august
Kommentarer