Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Paris i billeder

Efter et halvt års tid i Paris, stadig med samme forelskelse i byen, nu blot et lidt mere indgående kendskab til yndlingsområder og stamcaféer, er det sjovt at se netop disse steder, som de så ud for halvtreds, tres, halvfjerds år siden. Pont Notre Dame i sne og med nogle baraklignende bygninger langs Seinen, eller forstæderne, endnu ikke en del af resten af byen, men beliggende midt på de åbne marker. Det kan man netop nu på Fondation Henri Cartier Bresson, et lille udstillingssted tæt på Tour Montparnasse.

Her udstilles indtil d. 18. april et fint udsnit af den franske kunst- og dokumentarfotograf Robert Doisneaus fotografier. Doisneau (1912-1994) voksede op i Gentilly, en forstad til Paris, han arbejdede som assistent inden for forskellige kunstneriske og kreative felter inden han begyndte at fotografere. Læs mere om Robert Doisneaus liv og karriere på museets hjemmeside.

Doisneau er kendt for at gengive Paris’ gadeliv med humor og skarphed, og det er kernen i denne udstilling – det betyder både slagtere slæbende på hele, flåede dyr, hjemløse sovende midt på gaden og børn opslugt i leg. Men altså også stemningsfotografier af byen og dens forstæder – om natten, i regnvejr, dækket af sne. Det er næsten mere dokumentarisk end det er kunstnerisk, og udstillingens titel spiller netop på koblingen mellem disse to poler i Doisneaus karriere: Robert Doisneau – Du metier à l’oeuvre (Fra levevej til værk).

Udstillingen er fin at se, blandt andet fordi den fremstiller et Paris, som man bagefter går ud i, og kan genkende, hvad enten man bor her eller blot er på ferie. Samtidig giver den et historisk og socialt billede fra årene omkring og efter Anden Verdenskrig – der er folk på barrikaderne, og i metroen under en luftalarm, ludere, cancan-danserinder og forelskede par.

Jeg har i øvrigt fået anbefalet en anden fotoudstilling, nemlig den britiske Michael Kenna på Bibliothèque Nationale de France. Den skulle være meget smuk, dog i en helt anden boldgade, den tematiserer kunstens og fotografiets forhold til natur og landskab. Men her skal man være hurtig – udstillingen slutter på søndag.

Desuden glæder jeg mig til at se Francois Ozons nye film Le Refuge, som har premiere i Frankrig d. 27. januar. Den handler om et ungt, smukt par – manden dør af en overdosis og kvinden, som finder ud af at hun er gravid, trækker sig tilbage i et hus langt fra Paris. Her får hun efter noget tid selskab af sin afdøde mands bror…

Man skal være registreret bruger for at deltage i debatten på netavisen og blogs på information.dk. Du tilmelder dig her

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her