Et par kulturtips fra Paris

Hjemvendt fra et halvt års ophold i Paris hermed et lille bud på nogle af de bedre kulturelle oplevelser – det er egentlig slet ikke til at vælge, men…

Jeg havde ikke tidligere været på hverken Bibliothèque nationale de France’s Galerie de Photographie eller Fondation Henri Cartier-Bresson, men her har jeg i løbet af efteråret set to meget fine fotoudstillinger med henholdsvis den nulevende britiske fotograf Michael Kenna og den afdøde franske Robert Doisneau. Det er begge mindre udstillingssteder, og det gjorde udstillingerne komprimerede og intense, især BnF’s udstilling med Michael Kennas sort-hvide fotografier af landskab og by gjorde stort indtryk.

Fra d. 8. april er der på BnFs Galerie de photographie en ny fotoudstilling med titlen ”Rose, c’est Paris. Bettina Rheims et Serge Bramly”. Den franske fotograf Bettina Rheims har en lang international karriere bag sig, både som mode- og kunstfotograf og udstillingen – lavet i samarbejde med forfatteren Serge Bramly – skulle ”afsøge hovedstadens mest uventede og mystiske steder” og fremstille et ”imaginært, men personligt portræt” af et Paris i sort-hvid. Udstillingerne på BnFs fotogalleri er generelt virkelig værd at holde øje med.

Det er et sted alle kender, men jeg har svært ved at komme uden om Centre Pompidou, som næsten altid byder på indtil flere spændende særudstillinger, for ikke at tale om dets fascinerende permanente samling af moderne kunst. Og det er ikke kun kunsten, men også stedet i sig selv, som er interessant – det danner for eksempel også ramme om et kæmpe offentligt bibliotek (vil man lære sig selv dansk eller swahili dér, kan man naturligvis det, og dagen igennem strækker der sig en meterlang kø sig fra biblioteksindgangen og ned ad rue Beaubourg). Og så selve bygningen, ved første øjekast en smule overraskende i Paris’ ellers så harmoniske udtryk, bygget i 70’erne og med nogle sjove tanker bag. For eksempel princippet om en frigivelse af den plads rør, ledninger mv. tager når de normalt gemmes væk i etageadskillelser mv. For at skabe størst mulig mobilitet, funktionalitet og gennemsigtighed i bygningen er de forskellige kanaler synlige og har fået hver sin farve (Blå for luft og cirkulation, Grøn for væsker og vand, Rød for kommunikation, elevatorer og sikkerhed). Især i indgangshallen danner der sig i loftet et imponerende mønster af rør i forskellige farver. Er man arkitekturinteresseret er det værd at skifte omvisningen til en af udstillingerne ud med én til selve centret. Alt i alt er det et sted jeg har nydt at vende tilbage til, der er en ret fantastisk dynamik, og selvom der selvfølgelig er mange turister, er der også altid masser af parisere i alle afskygninger.

Desuden har jeg haft stor glæde af den sobre avis Le Monde, og i særdeleshed bogtillægget, Le Monde des Livres, som kommer hver fredag. Sammen med for eksempel Magazine Littéraire bringer det et bredt udsnit af interessante nyheder, tendenser og analyser fra litteraturens verden. Og så er det lille hæfte Pariscope (det udkommer ugentligt og koster 40 cent) altid helt uundværligt. Det lister stort set alle aktuelle udstillinger, koncerter, biograffilm, teaterstykker, loppemarkeder mm. i Paris. Forrest i hæftet er der et interview med en kendt pariser, som giver sit bud på yndlingssteder i byen, det være sig restauranter, museer, parker, butikker mv. – og herfra har jeg fået nogle af de bedste anbefalinger, f.eks. den hyggelige, skæve café Chez Prune som ligger ud til Canal St. Martin. I den sjovere og mere politiske ende er der avisen Le Canard Enchainé (Den lænkede and/avis), som på udgivelsesdagen hver onsdag fylder godt i metroens læsende landskab. Det er en satirisk avis, kendt for sine karikaturtegninger, men også for skarp, seriøs kritik og analyse af begivenheder i det politiske liv. Den er, med undtagelse af årene 1940-44, udkommet siden 1916.