I tilfældet Libyen er vi tilbage ved debatten i 1990’erne og de første par år af 00’erne om humanitære interventioner.

* I hvilke situationer er det i henhold til folkeretten berettiget at gribe ind? Kvalificerer Libyen sig til det?

* Hvad gør USA og NATO, hvis FN’s sikkerhedsråd afviser at gribe ind (Kina vil modsætte sig og formentlig også Rusland)?

* Giver det mening at  følge eksemplet Kosovo i 1999, hvor Rusland truede med at nedlægge veto i FN?Dengang valgte NATO at gribe ind med opbakning fra andre Balkan-lande (minus Serbien) og muslimske lande.

Det er interessant at notere - som the Financial Times gør i dag på sin forside - at markeringen af “Vredens Dag” i dag i Libyen sker i anledning af libysk politis drab af ti civile, som sammen med et tusinde andre demonstrerede mod Muhammed-tegningerne foran det italienske konsulat i Benghazi 17. februar 2006.

Wael Ghonim kan godt skyde en hvid pind efter sit håb om at møde Mark Zuckerberg og takke ham personligt for Facebooks positive rolle under opstanden i Egypten. Facebook forholder sig nemlig neutral - business is business - og afviser at indtage en holdning om sociale medies rolle i den egyptiske revolution.

Det fremgår af en artikel i dagens The New York Times.

Den angivelige årsag til Facebooks larmende tavshed er, at selskabet ikke ønsker at imødekomme krav fra aktivister i Mellemøsten og andre lande med autoritære regimer om at give brugere mulighed for at skabe anonyme facebooksider, som ville kunne beskytte dem mod myndighedernes udspionering og forfølgelse.

The Wall Street Journal har i dag i en fantastisk spændende historie fra Kairo om hvordan det lykkedes en lille velorganiseret gruppe af unge oppositionelle at narre Mubaraks politi og sikkerhedsstyrker og få tilslutning fra egyptere i et fattigt bykvarter 25. januar til en demonstration, der skulle ende på Fahrir-pladsen.

USA bevæger sig nu med stormskridt over på de egyptiske demonstranters side og selv om præsident Obama i nedenstående udtalelse efter Mubaraks tv-tale torsdag aften undlader at kræve den egyptiske præsidentens afgang, så er det ikke svært at læse mellem linjerne, at USA nu endegyldigt har opgivet at komme til forsvar for Mubarak-styrets strategi. I Det Hvide Hus er man tydeligt chokeret og skuffet over, at Mubarak afviste at træde tilbage. Nu satser USA på, at de væbnede styrker vil kile sig ind mellem de revolutionære og regimet for at afværge et voldeligt sammenstød i stedet for at tage ordre fra Suleiman og konfrontere demonstranterne.

Meget interessant udvikling. CIA-chefen siger under en kongreshøring, at Mubarak forventes at erklære sin afgang hertil aften. Den øverste hærledelse i Egypten menes at forudsige det samme. I stedet bliver præsidenten og delegerer sin magt til vicepræsident Suleiman.

Hvordan kan så mange kilder få den historie gal?

Det kan bekræfte formodningen, at dette regime er regeret af kun et menneske, som har langt mere magt over militæret, efterretningstjenesten (1,5 mio. ansatte) og politistyrkerne, end hidtil formodet. Det bekræfter muligvis også, at der er så mange interessegrupper i statsapparatet og bureaukratiet og de væbnede styrker, som føler, at deres fremtid er afhængig af Mubaraks fortsættelse.

Interessant - Barack Obama var en forandret præsident under sin anden tale om nationens tilstand i går aftes. Han talte ikke som chef for et politisk parti og vinder af en præsidentvalgkamp, der nu skal til at indfrie sine valgløfter. Han talte som leder af en nation, der virkelig bliver nødt til at tage sig sammen, stramme ballerne og fokusere på selv at “skabe fremtiden” fremfor at lade andre gøre det for USA.

Det er sjældent, man som USA-korrespondent har mulighed for at videregive en virkelig positiv nyhed om forbedrede vilkår for millioner af fattige og udbyttede arbejdere i dette store land, hvor kapitalen er superstærk og fagbevægelsen frygtelig svag.

Men her er en virkelig opbyggende historie: Sydamerikanske landarbejdere har mere eller mindre på egen hånd fået flere store supermarkedskæder og fastfood-restauranter til at hæve prisen på et pund plukkede tomater i delstaten Florida. Det er sket gennem en ti år lang kampagne anført af Coalition of Immokalee Workers i en lille by i det sydlige Florida, jeg besøgte i sommeren 2003 og rapporterede om i to artikler her i avisen.

Den anden dag i skøjteklubben i Cambridge, Massachusetts, hvor jeg bor, sagde bestyreren Joe:

”Det er godt, at man ikke bor et sted som Arizona. Her i det nordøstlige USA er vi ikke skydeglade som ude i de vestlige stater. Vi er civiliserede mennesker.”

Joe kan have ret, hvis han taler om Massachusetts, hvor man skal søge myndighederne om tilladelse til at købe håndvåben og man skal have en særdeles god grund for at få et ja. Unødigt at tilføje: Det er forbudt for våbenførende civile i Massachusetts at gå rundt med et skjult våben.

Amerikanerne er fænomenalt gode til at finde sammen i tragiske stunder, dele sorgen over ofrene for et massemord med hinanden og bruge de faldnes gode gerninger som inspiration til at stå sammen, skabe enhed og gå ind i fremtiden med en fornyet optimisme.

Det så man, da præsident Ronald Reagan i en tv-tale efter rumskibet Challenger eksploderede på vej ind i et kredsløb om jorden, da præsident Bill Clinton stod i spidsen for mindehøjtideligheden efter terrorangrebet i Oklahoma City i 1995 og præsident George W. Bush talte til nationen efter terrorangrebet i 2001.